Blog: NFL Pregame Party – 10. runde

Patterson vil returnere alt
NFLs p.t. bedste kickoff returner bekræfter, at han har til sinde at returnere alle tænkelige spark.
– Hvis jeg kunne hoppe ni yards op i luften og skubbe bolden ned til mig selv, ville jeg gøre det. Træneren tror på mig, og jeg bruger hver en chance, jeg får, for at returnere den, sagde Minnesota Vikings’ rookie-returner, Cordarelle Patterson, i oktober.

Der er handling bag de ord. Patterson har både returneret et kickoff fra ni og fem yards inde i endzonen – men begge for touchdowns af en NFL-rekord 109 samt 105 yards. Men han har også tilbageløbet et kickoff, der nåede fire yards ind i endzonen, frem til kun 12-yard-linjen. Patterson vil dog ikke ændre stil.
– Jeg knæler ikke, siger Patterson, der fører NFL med et snit pr. returnering på hele 36,7 yards.

Det er hos nogle hold op til ”eskorten” at beslutte, om holdkammeraten i endzonen skal knæle eller ej. Eskorten står foran holdets kickoff returner.
– Denne vigtige spiller skal løbe tilbage og positionere sig selv direkte foran return-specialisten og med armene i vejret råbe: “Bliv, bliv, bliv”, forklarer Frank Stock.

Men hos andre hold er det return-specialisten selv, der bestemmer, om bolden skal løbes ud.
– De fleste special teams-trænere i ligaen har troen på, at deres fyr vil træffe den rette beslutning, og de giver derfor return-specialisten grønt lys til at bringe ethvert spark ud, siger Steve Tasker til Draftday.dk.

Det indvendige ur

En kickoff returner skal overveje en lang række faktorer, når bolden er i luften på vej mod endzonen, og når han enten skal returnere den eller knæle med bolden i favnen. Hvor dybt i endzonen står han? Hvor langt fremme på deres løb er modstanderne? Og ikke mindst hvor længe hænger bolden i luften?
– Du skal være klog, når du træffer beslutninger dernede. Og du skal også være præcis, siger Arizona Cardinals’ kickoff returner, Javier Arenas, til ESPN.

Arenas har i 2013 kun returneret otte kickoffs, og seks af dem er returneret fra endzonen. Kun én af de seks har passeret 20 yard-linjen.
– Jeg mener, at det vigtigste, når du matcher ”hang time” og distancen, er, at du skal sætte dig selv i situationen, hvor du siger: ”Ved du hvad? Vi får nok ikke bragt den dér ud (til 20 yard-linjen, red.)”, forklarer Arenas.

Steve Tasker forklarer, at der ikke er nogen gylden formel for, hvilke spark der skal returneres, og hvilke der ikke skal.
– For mig handlede det altid om det ”indvendige ur”. Hvis sparket – uanset dybde – når hurtigt nok frem til return-specialisten, vil han altid føle, at han har tid nok til at starte, før modstanderen når dybt nok ned i deres opdækningsbaner. Det hele handler om timing på returneringen, siger Steve Tasker til Draftday.dk.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *