Blog: NFL kan vinde Deflategate

De seneste dage i NFL-verdenen har handlet om meget andet end Super Bowl på et tidspunkt, hvor den store kamp burde være det eneste på folks læber. Men i det mindste er det, folk taler mest om, ikke NFLs inkompetence.


 Okay, det er onsdag før Super Bowl. Hånden op, hvis du er træt af at høre om luft i bolde eller manglen på samme.

Det er NFL, officielt, helt sikkert også. Ligaen har holdt sig oven vande efter et par massive kriser i foråret og den tidlige regulære sæson, og et hul mere i skroget vil være svært at bære.

Men på mange punkter kan NFL og Roger Goodell, hvis alt falder rigtigt ud, leve meget bedre med Deflategate end med alle de voldssager, der nær kostede kommisæren jobbet.

Snyd er ikke NFLs skyld. Eller?

Der er rigtig mange meninger om Patriots, som Søren også skrev i sin blog, hvor han opfordrede folk til ikke at dømme New England, før de faktisk er dømt. Og helt ærligt tror jeg også, at Patriots er et af de hold, som NFL helst så havne i en situation som denne.

Ikke fordi Patriots er ildeset i de øvre ligakontorer, men simpelthen fordi ”Patriots mistænkt for snyd” stjæler en kæmpe del opmærksomhed fra det faktum, at regler omkring boldene ikke burde kunne bøjes eller brydes. Bevares. Snyd er snyd, og en mistanke bør undersøges nærmere, uanset hvem der er i søgelyset.

Men som der efterhånden er en del, der har undret sig over, spørger jeg også, hvorfor holdene overhovedet selv får lov at sørge for deres egne offensive bolde?

Det er blandt andet takket være lobbyisme fra Tom Brady og Peyton Manning tilbage i 2006, hvor de to herrer stod i spidsen for en bevægelse, der krævede, at holdene (læs: quarterbacks) selv kunne få lov til at bestemme over deres egne bolde. Det lyder jo også meget fornuftigt, men i sport, hvor ”fairness” og ”level playing field” som oftest er blandt kernebegreber, er det alt andet end ensartet og universelt lige, hvis hver enkelt hold får indflydelse på deres offensive bolde.

Deflategate er et eksempel på en af de døre, NFL åbnede i 2006. Patriots har måske brudt reglerne, men tvivlen eksisterer kun blandt fans, hold og officials, fordi NFL for snart 10 år siden gav efter for ligaens darlings fra quarterback-positionen i stedet for at trumfe igennem som overhoved og påtage sig ansvaret for alle kampbolde.

Sport handler om at vinde

Nu nævner jeg selv fairness og lige forhold, så hvorfor kan Patriots ikke bare rette ind? Og husk, at alt dette er sagt med de største forbehold. For Patriots er ikke blevet dømt skyldige endnu, så meget af dette er hypotetisk.

I den perfekte verden ville Patriots selvfølgelig også rette ind. Men nu siger jeg noget, som ganske vist står for egen regning, og som jeg alligevel tror, at de fleste, hvis de tænker lidt efter, egentlig altid har næret usikkerhed og eventuelt mistanke om:

Patriots er formentlig ikke de eneste, der har snydt. Jeg siger har snydt, fordi de ikke er dømt, men de var ganske vist sjuskede, dumme eller dristige nok til at blive snuppet i 2007, ligesom alle de tonsvis af spillere, der er blevet snuppet for doping i tidens løb også var det, på den ene eller anden vis.

Måske har folk vænnet sig så meget til dopingsager, at de ikke længere vækker de følelser, som Patriots’ ”nye” form for snyd gjorde i forbindelse med Spygate. Og det er også

Men det kunne da være interessant, hvis en undersøgelse som den i AFC-finalen var blevet foretaget ved mindst en af alle andre holds kampe i den regulære sæson. Og selv hvis de samme afvigelser som hos Patriots var blevet påvist, ville det ligesom nu ikke garantere et regelbrud.

Det kan også være at strække den, for Patriots er indtil videre de eneste, der er blevet fanget med fingrene i kagedåsen, og hvorfor så mistænkeliggøre samtlige andre NFL-hold, når Patriots har sonet deres dom, og i den nuværende Deflategate stadig er uskyldige til det modsatte er bevist?

Det skal gøres klart, at jeg ikke er ude på at gøde jorden på forhånd i tilfælde af en eventuel domsfældelse over Patriots og forsvare en hypotetisk dom med ”De andre gør det jo også”. Jeg prøver blot at illustrere, at når ét hold snyder og bliver taget, så eksisterer forholdene helt sikkert til at mange andre hold kan snyde UDEN at blive taget.

For man må ikke glemme, at NFL både er en millionforretning og en af USA’s største konkurrenceplatforme. To ting, der bevirker, at snyd ofte betaler sig. Især, når reglerne faktisk indbyder svage sjæle til det. Og når alle 32 hold har så meget økonomisk og prestigemæssigt på spil, kan man ikke undgå at tvivle på, om NFL ikke har kunnet forudse dette scenarie? Og igen undre sig over, at man ikke har elimineret de åbenlyse områder, hvor snyd er muligt.

Når holdene arbejder næsten i døgndrift på at få bare en lille fordel over for modstanderne, er det så fuldstændig utænkeligt, at nogle hold vil tage skridtet videre og udnytte de huller, NFL-reglerne efterlader?

Svaret er nej. Hvis Patriots, hvilket jeg ikke håber er tilfældet, har snydt, skal det dog stadig bevises. Og det bevis er formentlig den ”smoking gun”, som alle går og venter på.

Jeg mener dog, at NFL har en del af ansvaret ved at have givet Patriots og de andre 31 hold en pistol og ladet det være op til holdene, om de ville fyre den af eller ej.

Regelbrud skal dog ikke kun tilskrives NFL. Et hold, der snyder har aktivt snydt, og skal straffes derefter. Og spekulationerne om snyd blandt holdene er, og det skal understreges, rent hypotetisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *