Football For Folket!

Blog: Mit syn på NFC

Giants bør trods alt vinde NFC East, Bears mangler stadig den store sejr, og 49ers skal være bekymret for én statistik. Læs her Søren Hygum Hansens syn på NFC netop nu – med fokus på slutspilsmulighederne.

NFC EAST:
Så er vi midt i det igen – en periode, hvor New York Giants (6-4) skuffer fælt. Giants har tabt de seneste to kampe, og holdet får masser af kritik i “The Big Apple”, hvor der altid er noget negativt eller positivt at skrive om. Men det er ikke usædvanligt med en nedtur for “The G-Men”. Sidste år tabte New York’erne en overgang fire kampe i træk, men vandt altså siden Super Bowl. Og i en NFC East-divison, hvor de tre andre hold får mere end svært ved bare at vinde halvdelen af kampene, er det vanskeligt at se, at Giants ikke vil divisionen, selvom resten af sæsonen byder på mange stærke modstandere (som Packers, Ravens, Falcons, Saints). Otte sejre kan endda måske være nok til at vinde NFC East i 2012. Dallas Cowboys (4-5) er umiddelbart den eneste konkurrent til Giants, men cowboyerne gør det godt den ene uge og skuffer så den næste uge. Derfor kan det være svært at regne med Jason Garretts tropper, selvom Dallas efter at have haft hele NFLs sværeste turneringsprogram frem til 11. runde nu har ét af de letteste. Men sorry Cowboys, jeg stoler bare ikke på jer i 2012.

Philadelphia Eagles (3-6), tja, det er efterhånden svært at skrive noget, der ikke allerede er skrevet eller sagt om Andy Reid, Michael Vick og de andre skuffelser. Jeg mener dog ikke, at Nick Foles er løsningen, som flere medier forudser, at han kan være. Foles har på ingen måde vist i college, at han har starter-potentiale i NFL, men hvis jeg kender NFL-møllen ret, vil én enkelt eller to udmærkede præstationer betyde, at Foles bliver nævnt som en mulig starter i 2013. Hvis jeg var Eagles, ville jeg dog i 2013 jagte en quarterback via draften (som holdet bør komme i position til at vælge i 1. runde) – når nu Reid, Vick og andre underpræsterende stjerner alligevel er på vej ud. Philly er nødt til at få gang i håndvasken og ændre markant i truppen. Washington Redskins (3-6) har langt henad vejen været et positivt islæt i 2012, hvor både Robert Griffin III og Alfred Morris har imponeret. Men Washington har været plaget af mange skader, og især forsvaret har haft det svært. Tre nederlag i de tre seneste kampe lægger er vist pres på Mike Shanahan inden de sidste syv kampe og ikke mindst de kommende tre opgør, der er mod divisionsrivalerne fra Eagles, Cowboys og Giants.

NFC SOUTH:
Atlanta Falcons (8-1) tabte i weekenden til New Orleans Saints og havde indtil da ikke fået samme “love” som andre ubesejrede hold tidligere har fået. Men trods nederlaget ligger der stadig til, at Mike Smith og Co. vinder divisionen. Atlanta har et for dem udmærket program i de resterende syv kampe, og New Orleans Saints (4-5) skal formentligt vinde alle de resterende kampe, hvis holdet skal kunne rykke forbi Falcons. Netop Saints har vundet de seneste to kampe og er kommet i gang efter en forfærdelig indledning på sæsonen, men forsvaret kan ødelægge meget, hvis Drew Brees og resten af angrebet ikke er i gear. Bemærk at Saints’ kasteforsvar har tilladt næstflest yards i NFL og har tilladt den allerhøjeste passer rating – hvilket er en statistik, som NFL-trænere vægter højt. En wild card-plads er dog en mulighed.

Tampa Bay Buccaneers (5-4) er faktisk foran Saints i tabellen efter tre sejre i træk og flere ugers offensive fester, hvor running back Doug Martin har bevist, at han kan blive det helt store hit i NFL. Buccaneers har pludselig masser af våben i offensiven, men defensiven, der er plaget af skader, halter. Nede bagved har Bucs tilladt flest passing yards i NFL. Buccaneers kan dog stadig nå en wild card-billet, hvis holdet vinder minimum fire kampe mere. Carolina Panthers (2-7) er en gigantisk skuffelse i Cam Newtons år to i NFL. Marty Hurney er allerede røget ud som general manager, head coach Ron Rivera nævnes pludselig som et muligt fyringsemne, og der er meget, der burde have været anderledes. Det ligger i kortene, at Panthers får et højt draft pick i 2013 – måske endda et top 5-valg.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar