Blog: Mens vi venter på “Black Monday”…

I dag afvikles den sidste spillerunde af den regulære sæson, og så snart de sidste slutfløjt er piftet og billetterne til slutspillet er uddelt begynder spekulationerne om, hvilke trænere der får en fyreseddel dagen derpå.

For mandagen, kaldet “Black Monday”, er typisk make-it-or-break-it for flere af de trænere, der sidder lige lovligt varm i sædet. Overlever en træner den sorte mandag, er der en god chance for, at han også står i spidsen for sit mandskab i 2015, selvom intet selvfølgelig er givet.

Her får du et bud på, hvilke trænere der får en fyreseddel efter denne sæson, hvilke der får en sidste chance og et overblik over, hvem der sidder sikkert i sædet.

De får en fyreseddel 

Rex Ryan, New York Jets (3-12)
Det er svært at se Ryan beholde jobbet, efter han sidste år med nød og næppe reddede sit job. Jets når maksimalt fire sejre i år, og selvom man kan argumentere for, at Ryans tropper med lidt held kunne have fordoblet det antal, så er det tid til udskiftning i New York. Amerikanske medier rapporterer da også, at Ryan har ryddet sit kontor, så et exit synes uundgåeligt. Ryan vil være en ombejlet kandidat som defensiv koordinator og kan med lidt held også lande et nyt job som head coach.

Tony Sparano, Oakland Raiders (3-12)
Sparano overtog tidligt på sæsonen, da Dennis Allen blev fyret, og det er kun blevet lidt bedre. Det vil være en stor overraskelse, hvis Sparano reelt er inde i billedet som ny head coach, for Raiders har brug for et “stort” navn, der kan skabe optimisme. Spørgsmålet er bare, hvem der vil være interesseret i Raiders-jobbet…

Marc Trestman, Chicago Bears (5-11)
Bears’ sæson har været stødt nedadgående, og det kulminerede i sidste uge, da Trestman bænkede quarterback Jay Cutler. Skader har en del af skylden, men Trestman har ikke formået at holde styr på de indre linjer, og han er med stor sandsynlighed færdig efter den sidste kamp mod Minnesota Vikings. Det samme kan i øvrigt general manager Phil Emery være.

Jim Harbaugh, San Francisco 49ers (7-8)
Det er ikke så meget på grund af den skuffende sæson, at Harbaugh er færdig hos 49ers. Harbaugh kan bare ikke sammen med general manager Trent Baalke og ejer Jed York, og derfor er en skilsmisse eneste løsning. Lørdag rapporterede flere medier, at Harbaugh vender tilbage til college football som ny head coach for Michigan Wolverines, men det mangler en endelig bekræftelse.

De får en chance til 

Jeff Fisher, St. Louis Rams (6-9)
Selvom Rams nu misser slutspillet for 10. år i træk, så får Fisher nok endnu en chance. Sam Bradfords alvorlige skade tidligt på sæsonen satte Rams skakmat, og selv uden stabilitet på quarterback (og den offensive linje) har Rams gjort det godt nok til, at Fisher også er træner hos St. Louis næste sæson.

Mike Smith, Atlanta Falcons (6-9)
Det er lidt grotesk, at Smith er fyringstruet (og det er han i høj grad). Godt nok har de seneste to sæsoner været skuffende, men Falcons har været hårdt ramt af skader på nøglepositioner, og i fire af de fem første år som cheftræner for falkene, nåede Smith videre til slutspillet. Det er kun to år siden, at Falcons stod i konferencefinalen på tærsklen til Super Bowl, og det bør vægte højt.

Tom Coughlin, New York Giants (6-9)
Giants misser slutspillet for tredje år i træk, og man skal helt tilbage til midten af 1990’erne for at finde en periode, hvor det sidst skete. Alt tyder dog på, at Coughlin vender tilbage til en 12. sæson som cheftræner for Giants.

Jay Gruden, Washington Redskins (4-11)
Grudens første sæson i hovedstaden har været turbulent, og hans forhold til Robert Griffin III er et problem. Men flere medier har rapporteret, at Gruden får en chance mere. Spørgsmålet er så, om det bliver med eller uden RG3 i truppen…

Gus Bradley, Jacksonville Jaguars (3-12)
Bradley har ikke vist fremgang i denne sæson og risikerer at vinde færre kampe, end han gjorde i sin debutsæson. Men Jaguars er i en genopbygningsfase med ny quarterback, nye receivers, og Bradley får som minimum ét år mere ved roret.

Ken Whisenhunt, Tennessee Titans (2-13)
Man skal helt tilbage til 1994 for at finde en sæson, hvor Titans vandt så få kampe, og 2014 har været én, lang nedtur for Whisenhunt. Den 52-årige træner får dog med 99,99% sikkerhed en ny chance, men Titans skal vise markant fremgang næste år.

Doug Marrone, Buffalo Bills (8-7)
Bills har vist fremgang i år trods store problemer på quarterback-positionen. Så selvom det endnu en gang ikke bliver til slutspil, så får Marrone endnu en chance i 2015.

Joe Philbin, Miami Dolphins (8-7)
Heller ikke tredje gang bliver lykkens gang for Philbin, der endnu en gang misser slutspillet. Dolphins har dog taget et markant skridt fremad, specielt på offensiven, og ejer Stephen Ross har allerede bekendtgjort, at Philbin får endnu en sæson ved roret.

De sidder sikkert i sædet 

Bill Belichick, Marvin Lewis, John Harbaugh, Mike Tomlin, Mike Pettine, Chuck Pagano, Bill O’Brien, John Fox, Mike McCoy, Andy Reid, Jason Garrett, Chip Kelly, Jim Caldwell, Mike McCarthy, Mike Zimmer, Ron Rivera, Lovie Smith, Sean Payton, Bruce Arians, Pete Carroll.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *