Blog: Kommentarer før NFL-weekenden

2. Kenny Britt er færdig i Tennessee
Tennessee Titans’ wide receiver Kenny Britt, som holdet brugte 30. valget i 2009-draften på, forventer selv, at han er færdig i Tennessee efter denne sæson, hvor han er en free agent.

Og det har han formentligt ret i.

Den 6 fod 3 inches-, 215 pund-store wideout, der har et naturligt, fysisk talent, som mange ville misunde, har aldrig levet op til forventningerne som et førsterundevalg, og i søndags mod Houston Texans blev han ligefrem bænket på en håndfuld snaps, fordi han ifølge head coach Mike Munchak ikke var ”fokuseret”.

Turen til bænken kommer efter godt fire sæsoner, hvor det sjældent har været mere end middelmådigt for Britt, der ellers har talentet til at være en første-receiver. Hans bedste sæson var i 2010, hvor han greb 42 bolde og scorede ni touchdowns, og præstationerne har ikke rigtigt været af en klasse, som Titans kunne håbe på. Kun i syv af 43 opgør i karrieren har han grebet for flere end 100 yards, og i kun syv kampe har Britt grebet flere end fem bolde.

Samtidig har ballade-sagerne væltet ind over ham. Han har – helt utroligt – været anholdt otte gange for diverse forseelser, siden han blev valgt i draften for fire år siden. Han er stadig på holdet, men spørgsmålet er hvor længe?

Paul Kuharsky, der dækker AFC South for ESPN, fortæller til Draftday.dk, at det formentligt er slut efter denne sæson.
– Britt har været en hovedpine for denne organisation, og selv hvis han producerer godt i år, er de stadig på vej til at fortsætte uden ham, siger Kuharsky i et interview.

Tennessee Titans møder søndag San Diego Chargers.

3. Manning kan uden Clady

Peyton Mannings mistede i onsdags oppasseren i Mannings blinde vinkel, venstre tackle Ryan Clady, til en Lisfranc-skade, der koster sæsonen.

Umiddelbart et stort tab for Denver Broncos og Manning, der i 2012 i Clady havde en All-Pro-lineman, der kun tillod ét sack på 1115 snaps. Men spørgsmålet er dog, hvor meget det reelt påvirker Manning og Broncos’ angreb? Og hvor meget vil Broncos, der mandag møder Oakland Raiders, mærke, at det er en tidligere undrafted free agent, Chris Clark, med kun seks kampe som starter på cv’et, der nu skal tage over for Clady?

Peyton Manning er nemlig historisk set én af de bedste quarterbacks, som NFL har set, til at fornemme og undvige presset, og det gør en mindre talentfuld venstre tackle mindre sårbar. Manning slipper ufatteligt hurtigt af med bolden og ofte lige inden, at modstanderen når frem til ham.

I hans sidste sæsoner hos Colts – fra 2007 til 2010 – havde Manning nogle mildest talt upåagtede venstre tackles, efter at Tarik Glenn pludselig stoppede karrieren. Tony Ugoh (der var et stort bust), Charlie Johnson (der nu er guard i Minnesota), Jeff Linkebach (en tidligere undrafted free agent) og Daniel Federkeil (en anden tidligere undrafted free agent) startede i den periode som venstre tackle for Colts.

Men trods dette – for mange quarterbacks – “rædselskabinet” af svage venstre tackles, viste statistikken, at Manning alligevel forblev på benene. I 2010 blev han kun sacket på 2,4 procent af alle snaps, i 2009 blev han sacket på 2,6 procent af alle snaps, i 2008 var tallet 2,5 procent, og i 2007 blev han kun sacket på 4,1 procent af alle snaps. Og i både 2009 og 2010 tillod Colts færrest sacks i NFL og var i de to andre år aldrig lavere placeret end nummer syv i den statistik. Jeff Linkebach tillod eksempelvis (ifølge Stats LLC) ingen sacks i fire kampe som startende venstre tackle i 2010, og Ugoh tillod kun tre sacks i 12 kampe som starter i 2008.

De var begunstiget af Mannings overblik og hurtige kasteafvikling. Det samme vil Chris Clark formentlig blive det. Forvent derfor ikke, at vi igen og igen ser nummer 18 liggende på ryggen, fordi Clady nu er skadet.

Men dér, hvor tabet af Ryan Clady kan ramme Broncos, er på løb og “screen passes”. Clady er ikke nogen dominerende “run blocker”, men han gør det godt, og på “screens” var han en stor faktor, fordi han med sine lette fødder hurtigt kunne komme op af banen og sætte en blokering foran boldholderen. Dét element vil Broncos savne i resten af sæsonen.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *