Football For Folket!

Blog: NFL’s kampprogram – tre mulige åbningskampe

Tirsdag løfter NFL sløret for den kommende sæsons kampprogram, og som altid er der stor interesse omkring, hvem der mødes i åbningskampen.

Det ligger allerede fast, at New England Patriots som regerende mestre lægger græs til årets første kamp, der afvikles på Gillette Stadium torsdag den 10. september. 

Hvem patrioterne møder er et af de store spørgsmål, og mere om det senere i denne blog.

Vi ved desuden også, at der igen i år bliver afviklet tre kampe på Wembley i London.

Søndag den 4. oktober tager Miami Dolphins imod New York Jets i fjerde spillerunde, og den 25. oktober er det så Jacksonville Jaguars’ tur til at indtage Wembleys græs, når de “får besøg” af Buffalo Bills i syvende runde.

Den sidste kamp i London står mellem Kansas City Chiefs og Detroit Lions, der tørner sammen i ottende spillerunde søndag den 1. november. Alle tre kampe på Wembley spilles kl. 15.30 dansk tid, så det er altså football til eftermiddagskaffen.

En anden interessant del af NFL’s kampprogram er som altid, hvem der skal spille på Thanksgiving – i år torsdag den 26. november.

Siden 2006 er der blevet afviklet tre kampe på Thanksgiving, og som altid er Detroit Lions og Dallas Cowboys sikre deltagere. Hvem de skal møde, og hvilke to hold der tørner sammen i den tredje kamp, får vi at vide tirsdag.

Sidst men ikke mindst, ved vi allerede nu, at 17. spillerunde bliver rene divisionsopgør. Det har været kotume siden 2010 i forsøget på at gøre den sidste runde mere interessant og forhindre, at holdene sparede spillere. Sidste år var der ekstra spænding og flere direkte “finaler” om divisionsfinaler, så det koncept har vist sig at være en stor succes.

Men først skal vi have afviklet en åbningskamp, hvor Patriots altså er den ene part, og jeg ser reelt kun tre mulige modstandere:

Philadelphia Eagles
Den ligger så meget lige for! Bill Belichick og Chip Kelly er mangeårige venner og sparringspartnere med samme tilgang og filosofi til spillet inden for stregerne og til opbygning af organisation. Patriots vandt Super Bowl i februar og er et hold, som altid trækker overskrifter, og Eagles har fået masser af publicity de seneste måneder og vil med sikkerhed også få det i løbet af sommeren. Samtidig er det to af NFL’s allerbedste hold og stærke slutspilskandidater, og begge har potente, innovative angreb, der giver tv-seerne mulighed for masser af point. Det ligner efter min mening det helt, helt perfekte setup til en åbningskamp.

Buffalo Bills
Kan NFL virkelig sige nej til en åbningsmatch mellem Belichick og Rex Ryan? Det vil være svært. De to trænere har år efter år givet tilskuerne kampe på et højt, højt taktisk niveau, og mange kampe er blevet afgjort på de sidste spil. Samtidig har optakterne til kampene ofte fyldt meget i medierne, og efterdyndingerne fra opgørene har ligeledes givet masser af spalteplads og tv-tid. Læg dertil at Bills gik 9-7 sidste år og har opgraderet betragteligt i offseason med tilføjelser af running back LeSean McCoy, wide receiver Percy Harvin og ikke mindst Patriots’ tidligere quarterback Matt Cassel. Der er masser af gode historier i dette divisionsopgør både på og uden for banen.

Pittsburgh Steelers
Lidt en outsider i min bog men ikke desto mindre vil en kamp mellem Tom Brady og Ben Roethlisberger være en lækkerbidsken for enhver NFL-fan. Det er to af spillets allerbedste quarterbacks, der til sammen har været i ni Super Bowls og vundet seks finaler. Det er helt vildt, og det er sjældent, at NFL kan præsentere to så vindende quarterbacks i en åbningskamp. Hvad der taler lidt imod denne matchup er, at der ikke rigtigt er nogle sidehistorier mellem de to hold eller de to trænere, der vil kunne trække samme mediedækning som opgørene mod Eagles eller Bills.

Best of the rest
De fem andre muligheder er Miami Dolphins, New York Jets, Jacksonville Jaguars, Tennessee Titans og Washington Redskins, men jeg har svært ved at se NFL vælge et af de hold til at åbne sæsonen mod Patriots. Men man kan selvfølgelig aldrig vide…

Giv gerne dit bud i kommentarfeltet på, hvem du tror, der åbner sæsonen mod Patriots.

Skriv et svar