Football For Folket!

Blog: Jim Irsay gjorde det hjerteskærende, men nødvendige

NFL-verdenen har næppe set et større dilemma i flere år end det dilemma, som Indianapolis Colts’ udadvendte ejer Jim Irsay har stået i gennem de seneste måneder.

Et dilemma, som Irsay nu har truffet en beslutning omkring ved onsdag at skille sig af med holdets største stjerne nogensinde og – kan man argumentere for – NFLs måske største navn det sidste årti, quarterback Peyton Manning.

Beslutningen var den rigtige. Irsay og Colts var nødt til at sige farvel til 35-årige Manning og fremover satse på Andrew Luck, selvom den 52-årige ejers hjerte unægtelig er knust ved tanken om, at han har sagt ”tusind tak, men farvel” til den person, der om nogen er årsagen til al den succes, som Colts har haft siden begyndelsen af nullerne.

Men det var bare ikke forsvarligt at fravælge muligheden for at vælge et ”once in a decade”-talent som Luck, der måske er den bedste spiller, som draften har set siden netop Peyton Manning forlod college-rækkerne. En Andrew Luck, som Colts nu vil vælge med topvalget i draften til april og satse på de kommende 12-15 år eller mere. Præcist som det har været tilfældet med Manning, da han gik i NFL i 1998.

Videoen, der blev plantet
På den ene side kunne man forsvare, at Irsay burde have fortsat med Manning bag center. De seneste ugers meldinger fra både Manning-lejren og fra uafhængige neurologer har klart indikeret, at den bekymrende, alvorlige og operationskrævende nakkeskade, som Manning har været plaget af, og som kostede hele 2011-sæsonen, næppe vil være et issue i årene fremefter.

Mere og mere tyder på, at Manning har fået saft og kraft tilbage i armen, og der er grund til at tro, at han vil være en ”nummer 18” af den MVP-lignende kaliber, som vi NFL-fans i årevis har vænnet os til at beundre og – for Colts-modstandernes fans – at frygte.

Senest dukkede der i weekenden en video op, der viste Manning hamre bolden ned af banen under private, hemmelige træningsseancer på Duke University. Videoen lå ”tilfældigvis” på YouTube og var ”tilfældigvis” redigeret, men var sandsynligvis plantet af Mannings folk, men selvsamme folk havde næppe lagt videoen ud, hvis den ikke netop viste, at Manning ”is back” eller i hvert fald tæt på at være det.

Den video kan ikke have undgået at vække Jim Irsays opmærksomhed. Ejeren og de andre Colts-trænere og -ledere måtte nemlig, som situationen var, ifølge den nye NFL-overenskomst ikke se Manning kaste, men videoen bør have sat tanker i gang inde i hovedet hos Irsay? Er den gamle Peyton tilbage? Er nakkeskaden en saga blot? Og er jeg ved at smide guld på gaden?

Som eksempelvis Tom Brady har bevist det, kan en spiller vende tilbage efter en meget alvorlig skade og blive mindst lige så skarp som tidligere – eller måske endda bedre. Det ved Irsay og Colts, og det gjorde dilemmaet så enormt.

Et fravalg af Luck ville koste dyrt
På den anden side ville et fravalg af Andrew Luck potentielt have sat holdet tilbage.

Som situationen er nu har Colts – selv med Manning i truppen – ikke et hold, der i 2012 kan kandidere til en Super Bowl. Dertil er der alt for mange spørgsmålstegn i både angrebet og i forsvaret og for mange salary cap-problemer. Det er endda tvivlsomt, om holdet vil nå hele vejen i 2013 eller 2014.

For Colts er inde i en genopbygningsperiode, hvor holdet under både en ny general manager (Ryan Grigson) og ny head coach (Chuck Pagano) skal forsøge at finde en ny identitet. Med Manning på holdet eller ej.

Sådan en identitetskrise tager tid at komme ud af, og i den søgning efter egen sjæl ville det ikke give meget mening at betale Manning dét, der i salary cap-slaget svarer til 17 millioner dollars i 2012 (og mere i årene efter) – og så samtidig kæmpe for at bygge et hold op omkring ham.

Slet ikke når Manning trods de stadig mere og mere positive forudsigelser fra lægerne kun ville være ét hårdt hit på det forkerte sted på kroppen fra at blive football-invalid. Og slet ikke når Manning i bedste fald har tre-fire rigtigt gode sæsoner tilbage på toppen, hvor han kunne forsøge at føre et på papiret lunket Colts-hold frem til titlen.

Det giver til gengæld langt mere mening at lave det ”clean cut” (inklusiv er større salary cap hit), som Indianapolis nu har foretaget, når Indianapolis i forvejen begynder forfra på mange andre områder. Farvel til fortiden Manning, Caldwell og Bill Polian. Goddag til fremtiden Luck, Pagano og Grigson.

Tim Couch? Chad Pennington?
Med Luck får Colts nu en spiller, der på den ene side er så god, så talentfuld og så intelligent, at han kan tage overfor den Peyton Manning, han selv har beundret siden, han gik i high school. Luck bliver øjeblikkeligt ”The Face of the Franchise”, men han vil modsat Manning ikke være under det samme pres for at vinde her og nu. Ja, selv en slutspilsplads er end ikke et must i 2012.

Til gengæld ved Colts, at hvis Luck henover de kommende år bliver omgivet af mere og mere talent, har Colts et hold, der kan blive ét af AFCs bedste gennem mange af sæsonerne. Præcist som Colts var det op gennem nullerne med Manning i centrum, hvor holdet vandt én Super Bowl og vandt flere regulære sæson-kampe i årtiet end noget andet hold i noget årti i historien.

Alternativt kunne Colts fortsætte med Manning nogle år endnu, men så risikerede holdet, at der ikke ville være en dygtig afløser parat at vælge, når tiden var inde til det. Som tankevækkende eksempel behøver man bare at se på de to quarterbacks, der blev valgt først i draften i de to årgange efter Mannings indtræden i NFL i 1998. Det var Tim Couch og Chad Pennington. Læren er, at du ikke aner, hvad der venter forude, så slå for Guds skyld til, når chancen byder sig. Og når ”chancen” er megatalentet Andrew Luck, er det en ”no brainer”.

Sat på spidsen kan man sige, at Colts fravalgte muligheden for måske at gå hele vejen på kort sigt med Manning for med en pæn sandsynlighed at kunne gå hele vejen – sæson efter sæson – de næste 15 år, når først Luck og holdet omkring ham er kørt i stilling.

En mulighed var naturligvis, at Irsay holdt på Manning og samtidig valgte Luck. Men det ville ikke være hensigtsmæssigt.

”Montana vs Young” på ny
Læren fra blandt andre San Francisco i begyndelsen af 1990’erne, hvor Joe Montana og Steve Young bekrigede hinanden, er, at to så dygtige quarterbacks uanset hvor flinke, politiske korrekte fyre, de end er, ikke skal være på holdet på samme tid.

Manning ville til hver en tid føle, at det er hans hold, men samtidig ville trænerstaben have svært ved at argumentere for ikke at bruge Luck bag center, når han nu var topvalget. En enkelt halvsløj præstation fra Mannings side, og pressen ville indlede debatten om de to på ny. Det ville risikere at blive en intern kamp mellem to lejre for den ene og for den anden, og det er ikke godt på sigt.

Samtidig skal man huske på, at Andrew Luck måske er den mest NFL-parate quarterback, som draften har set i flere årtier. Han har ikke et voldsomt behov for at sidde på bænken og lære af legenden, som Aaron Rodgers gjorde det af Brett Favre, eller Carson Palmer gjorde det af Jon Kitna. Luck kan allerede selv, og derfor ville de være spild af talent – og salary cap-plads – at have ham rendende rundt blandt reserverne.

Det bliver fantastisk mærkeligt at opleve et Indianapolis Colts-hold uden Peyton Manning i truppen. At se Manning kaste i en anden uniform i sæsonen, der venter forude. Og på sådan en dag som i dag kan man ikke lade være med at tænke tilbage på Mannings storhedstid, hvor han ændrede spillet ved line of scrimmage, råbte en masse kommandoer, trampede i jorden, modtog snappet og herefter kastede en ”fade” til Marvin Harrison i endzonen, ramte Dallas Clark på et projektil ned gennem midten af banen, eller med underarmen flippede bolden i favnen på Edgerrin James.

Minderne om stjernen over dem alle i Indy-land hænger ved. Det vil de gøre lige så længe, jeg og sikkert mange andre følger NFL.

Men det ændrer ikke ved, at Jim Irsay har truffet den ufattelige svære, hjerteskærende, men nødvendige beslutning.

Skriv et svar