Blog: Jagten på træneren – sådan er status

Hvem er på vej hvorhen? Du får her en topaktuel status over – og analyse af – hvilke kandidater, der er favoritter til at blive head coach hos de fem hold, der stadig savner en cheftræner.


Det går langsomt i 2015.

På samme tid sidste år havde de syv NFL-hold, der dengang netop havde fyret deres head coach, allerede i tre af tilfældene fundet en afløser. Men i år har kun ét hold fundet en ny mand: Buffalo Bills har ansat Rex Ryan.

Én af forklaringerne kan være, at de bedste kandidater er på de hold, der stadig er i slutspillet. Hele seks af otte mandskaber i divisional playoffs-runden har således haft assistenter til jobsamtaler omkring et head coach-job – eller har fået forespørgsler om assistenter.

Men de kandidater kan først blive ansat, når deres sæson er slut. Og kandidater hos holdene, der når i Super Bowl, kan først blive hyret, når NFL-finalen er afviklet i februar. Derfor er det noget af en kabale, der skal gå op.

Draftday.dk giver her et fyldigt overblik over, hvordan status er hos de seks hold, der i de senere uger har jagtet en ny cheftræner.

New York Jets
Jets har ifølge ESPN Rich Cimini og ESPNs Adam Schefter sat sigtekornet på Seattle Seahawks’ succesrige defensive koordinator Dan Quinn, der er så eftertragtet, at han har interviewet med alle hold, der søger en head coach (på nær Oakland Raiders). Hvis Seahawks lørdag havde tabt til Carolina Panthers, var Jets-ledelsen ifølge Schefter parat til lørdag aften, amerikansk tid, at flyve til Seattle for at forsøge at hyre Quinn. Med Seahawks ude af slutspillet kunne Jets nemlig hyre ham øjeblikkeligt. Nu skal de vente til, at Seahawks’ sæson er slut.

The New York Daily News kunne samtidig fredag fortælle, at Quinn selv kalder Jets-jobbet for sin førsteprioritet blandt potentielt flere tilbud. Med andre ord er der et match mellem parterne. Quinn vil gerne bringe Cleveland Browns’ nu tidligere offensive koordinator Kyle Shanahan med sig, mens han gerne ser, at Tampa Bay Buccaneers’ tidligere general manager, Mark Dominik, får en rolle i ledelsen. Dominik, der lige nu arbejder for ESPN, er især kendt for at være stærk i forhold til kontrakter og forhold omkring salary cappen.

LÆS: Hvem kigger på hvilke trænere/ledere?

New York’erne har ud fra Draftday.dk’s optælling i alt interviewet seks kandidater. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport er Quinn og Arizona Cardinals’ defensive koordinator Todd Bowles, der har haft en enorm succes i 2014, de to favoritter til jobbet, så hvis Quinn ikke bliver ansat, kan Bowles være næste mand i rækken. Newsday.com fortæller også, at Jets ønsker enten Quinn eller Bowles.

Samtidig er Houston Texans’ director of college scouting, Mark Maccagnan, kæmpefavorit til at få jobbet som general manager efter fyrede John Idzik. Maccagnan arbejdede sammen med Charley Casserly, der styrer Jets’ kandidatjagt, i både Washington og Houston, og det har længe – og før Idzik blev fyret – været kendt, at han var en oplagt kandidat. Maccagnan har en stærk ”scouting”-erfaring, hvilket Idzik, der var en salary cap-nørd, ikke havde. Dermed går Jets – forståeligt nok – i en stik modsat retning end i tiden med skuffelsen Idzik.

Både Maccagnan og Quinn er i øvrigt fra New Jersey, hvor Jets hører hjemme.

San Francisco 49ers
Ifølge Draftday.dk’s optælling har 49ers sammenlagt interviewet otte kandidater. Men der er ikke noget offentligt tilgængeligt, der tyder på, at mange mediefolks favorit til jobbet, defensive line coach Jim Tomsula, har været til samtale. Det kan enten betyde, at 49ers-ledelsen – trods mange meldinger om det modsatte – ikke anser Tomsula som en kandidat, eller at assistenttræneren selv har meddelt, at han ikke er i spil som head coach-kandidat.

Blandt de kandidater, der er blevet interviewet, kan 49ers ifølge Adam Schefter især godt lide Dan Quinn, Broncos’ offensive koordinator Adam Gase, den tidligere Redskins- og Broncos-boss Mike Shanahan, og så “elskede” holdet Rex Ryan, efter at han havde været til samtale.

Endelig er der Todd Bowles, som 49ers ifølge CBS’ Jason La Canfora planlægger at kalde til endnu en jobsamtale, efter at han fredag var til den første, der ifølge en kilde, som The Sacramento Bee har talt med, “gik bedre end forventet”. Planen om den anden jobsamtale er, hvis historien holder, en klar, klar indikation af, at han er et meget varmt navn i 49er-land. Bowles spillede i øvrigt 16 kampe som free safety for 49ers i 1991, hvor han var aktiv football-spiller.

Flere insiders har fortalt, at ejer Jed York overvejer, om han enten vil have en etableret træner (som Shanahan) eller et yngre, mere urutineret navn (som Quinn, Bowles og Gase). Shanahan, der tidligere har været offensiv koordinator i San Francisco, er tydeligvis en stærk kandidat, men to ting taler imod ham.

For det første er det svært at se en magtstruktur, hvor Shanahan trives under general manager Trent Baalkes ledelse. Baalke har “final say” hos 49ers, og dermed får Shanahan mindre magt, end han havde i Denver og Washington. For andet er han om nogen bannerføreren for zoneblokeringssystemet med lettere offensive linemen, og det stritter i forhold til Baalkes ønske om, at 49ers skal køre et angrebssystem med store bøffer oppe foran – i et “power blocking”-system.

Quinn er tilsyneladende højt på 49ers’ liste, og det samme er Gase, som Jason La Canfora allerede i november kunne fortælle ville være den største kandidat udefra, når 49ers fyrede Jim Harbaugh. Samme dag, hvor Harbaugh blev fyret, fortalte The Bleacher Report’s velunderrettede Jason Cole, at Gase på det tidlige tidspunkt var i førerpositionen omkring jobbet.

Og NFL Networks Ian Rapoport fortalte søndag, at 49ers er “meget interesseret” i Gase, fordi manden, som Peyton Manning har kaldt “den mest kvikke træner, jeg kender” potentielt kan bringe quarterback Colin Kaepernicks karriere tilbage på sporet.

Defensiv koordinator Vic Fangio er også blandt topbejlerne til jobbet efter en seks timer-lang jobsamtale, der ifølge La Canforas kilder var ”meget imponerende”. Men som dagene går, bliver det sværere at se Fangio få jobbet. For hvis han er den bedste kandidat, hvorfor så ikke bare forfremme ham nu, når han allerede er hos holdet? Hvis Fangio bliver ansat, vil han meget gerne gøre Kyle Shanahan til 49ers’ offensive koordinator, mens 49ers’ nuværende defensive backs coach, Ed Donatell, overtager Fangios job.

En outsider er Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels, der i 2011 ville have været holdets førstekandidat til jobbet, men dengang ønskede McDaniels ikke at signe med 49ers, fordi han ikke var tryg ved holdets ledelsesstruktur, og 49ers ansatte samtidig Jim Harbaugh som cheftræner. Men McDaniels er ifølge Jason La Canfora højt på holdets liste i 2015.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *