Blog: Hvor ofte kaster et effektivt angreb bolden?

Er Brian Hoyer faktisk bedre end Tom Brady? Og er Mike McCarthy værre end nogen anden træner til at balancere kaste- og løbespil? Læs svarene i min analyse.


De første gange man ser en NFL-kamp, kan det være svært at få øje på, hvor mange ting, der egentlig foregår.

For det utrænede øje er amerikansk fodbold bare en sport med en masse store mænd, som støder hovederne sammen i få sekunder, hvorefter de holder et minuts pause. Efter et par gentagelser kommer der så en reklamepause.

Men når man ved, hvad man skal holde øje med, så er amerikansk fodbold et meget komplekst og taktisk spil. Pauserne i spillet giver nemlig trænerne mulighed for detaljeret at planlægge, hvordan de efterfølgende vil overrumple modstanderen.

Løb eller kast?

For angrebets vedkommende er den måske mest basale taktiske beslutning, hvorvidt man skal kaste eller løbe bolden på et givet spil.

Tilsvarende vælger forsvaret på hvert spil om det vil placere en ekstra spiller tæt på angrebets startposition for at hjælpe med at stoppe løbet. På bekostning af forsvaret mod kast, naturligvis.

En af de gamle floskler i NFL er, at et hold først skal etablere et løbeangreb, hvorefter det kan begynde at finte løbet og kaste bolden.

Men hvis angrebets mål er at flytte bolden ned ad banen og score point, så er der ingen grund til at tro, at det er bedst at etablere løbet først. Grundlæggende er en yard jo en yard – uanset hvordan angrebet opnår den.

Og netop fordi at en yard er en yard, så skal et klogt angreb i gennemsnit opnå nogenlunde det samme uanset om det vælger at kaste eller løbe bolden.

For hvis angrebet systematisk opnår mere ved at kaste bolden, så burde det simpelthen kaste mere og løbe mindre.

Med tiden indser forsvaret selvfølgelig, hvis angrebet kaster mere. Forsvaret svarer så med at fokusere mere på at stoppe kastet. F.eks. ved at sætte spillere på banen, der er særligt gode til at forsvare mod kast, men mindre gode til at forsvare mod løb. I så fald reduceres angrebets produktion pr. kast, mens produktionen pr. løb stiger.

Ubalancen mellem angrebets produktion pr. kast og pr. løb udlignes derfor naturligt af holdenes strategiske justeringer.

Ovenstående dynamik bør principielt fortsætte indtil angrebet opnår det samme uanset om det kaster eller løber bolden. Hvis holdenes trænere da ellers er smarte.

Dette indlæg: Angrebet

I dette indlæg fokuserer jeg på den offensive strategi, og giver et bud på, hvilke hold, der har effektive angreb samt har mulighed for at forbedre sig ved at kalde flere eller færre kastespil.

Indlægget skelner alene mellem kast og løb, men pointen kunne nemt udvides til også at skelne mellem dybe og korte kast, løb til højre og venstre osv.

Hvis man systematisk får flere yards ved at løbe til højre end ved at løbe til venstre eller ved at kaste bolden, så skal man løbe mere til højre, mindre til venstre og kaste bolden mindre.

Trænerne bør så foretage strategiske justeringer indtil alle mulighederne igen er lige effektive. Hvis de er smarte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *