Football For Folket!

Blog: Hvem vinder NFC North?

Green Bay Packers har vundet NFC North i de seneste fire sæsoner. Men vinder de igen i 2013, eller stryger et andet hold til tops? Få her Søren Hygum Hansens bud på divisionen.

I NFC North er det stadig Green Bay Packers…og alle de andre.

Jeg forventer, at Packers endnu engang – og for tredje år i træk – vinder divisionen. I Aaron Rodgers har de efter min mening NFLs bedste quarterback, og selvom Greg Jennings er væk på receiver-positionen, ser jeg ikke Packers’ kasteoffensiv blive svækket i en sæson, hvor den formstærke tight end Jermichael Finley ser ud til at vende stærkt tilbage, hvor Randall Cobb bliver en fantastisk spændende altmuligmand, og hvor Jordy Nelson og James Jones er to playmakers.

Samtidig vil løbeangrebet trods tabet af DuJuan Harris været markant forbedret og dermed tage lidt af presset af Rodgers, der i 2012 mødte en ordentlig omgang ”Cover 2”-forsvar, som ikke frygtede løbeangrebet en dyt. Det bør de i højere gøre i år, og det gør, at Rodgers og kasteangrebet får bedre betingelser.

Ja, angrebslinjen starter rookie David Bakhtiari som venstre tackle, men virkeligheden er, at Rodgers er ekstremt hurtig til at komme af med bolden, og samtidig kan NFL-hold flytte opdækningen mod venstre, så den venstre tackle bliver mindre sårbar (bare se på Ravens i 2012). Forsvaret bliver som minimum solidt og formentligt bedre end det, hvis de to seneste førsterundevalg, Nick Perry og Datone Jones, bryder igennem, og jeg ser derfor Packers vinde NFC North og være en stor bejler til Super Bowl.

Trestman og Cutler

Chicago er i min bog klart det næstbedste hold i divisionen – spiller for spiller – men det forudsætter, at forsvaret ikke viser tegn på aldring, og at Jay Cutler holder et højt niveau sæsonen igennem. Begge er store spørgsmålstegn.

I den nye head coach Marc Trestman har Bears fået en quarterback-mentor, der tyr til et West Coast-angreb med flere timing-kast. Det er ikke umiddelbart gunslinger Jay Cutlers største force, men omvendt kan det meget vel være dét, der skal til for at styre ham og gøre ham endnu bedre. Trestman fik trods alt masser af succes ud af Rich Gannon, da Gannon i en sen alder (36 år) fik Trestman som koordinator i Oakland. Jeg tror på, at Cutler-Trestman-duoen får succes, for jeg tror på Trestmans evner.

I hvert fald er det mange år siden, at Bears’ receiver-gruppe har været så god (Alshon Jeffery kan få sit gennembrud), og den vil få gavn af Cutlers kortere drops og hurtigere afvikling af kast, og angrebslinjen bør være forbedret. Jeg forudser mindst ni sejre til Chicago, hvis forsvaret holder en noget nær vanlig standard.

Jeg kan langt hen ad vejen godt lide Minnesota Vikings’ chancer, men jeg er ikke voldsomt vild med Christian Ponder, og det trækker markant ned. Jeg ser ham som en quarterback med et meget lille uudnyttet potentiale, og selvom han har fået nye navne at lege med (Greg Jennings, Cordarrelle Patterson), har han også tabt en stor playmaker i Percy Harvin. Det udligner sig selv, for Harvin var først i 2012 en MVP-kaliber angrebsspiller.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar