Football For Folket!

Blog: Hvem vinder AFC South?

Houston Texans er favorit til at vinde AFC South, men de skal ikke kikse i mange kampe, før Indianapolis Colts står klar i kulissen.

JACOB NØRTOVS BUD PÅ AFC SOUTH

1. Houston Texans
2. Indianapolis Colts
3. Tennessee Titans
4. Jacksonville Jaguars

AFC South er en af de divisioner, jeg har svært ved at gennemskue. På den ene side mener jeg, at Houston Texans er klokkeklar favorit til at vinde divisionen, men på den anden side er jeg stadig i tvivl om deres reelle styrke.

For selvom Texans på papiret er det bedste hold og er godt besat på både angreb og forsvar, så skal der ikke gå meget galt, før styrkeforholdet i AFC South ændrer sig.

Quarterback Matt Schaub er en glimrende quarterback, der igennem mange år har holdt et konstant højt niveau. Han er præcis, har en solid arm og laver få fejl, men jeg er forsat ikke overbevist om, at han kan trække læsset og tage Texans til slutspillet, hvis løbeangrebet ikke fungerer.

Det kan hjælpe, at Schaub har fået rookie wide receiver DeAndre Hopkins, der kan tage noget af presset af stjernen Andre Johnson. Hopkins kan blive et solidt mål allerede i år, for han har stensikre hænder og vil ofte se single coverage.

Texans’ “bread and butter” er dog løbeangrebet personificeret i running back Arian Foster, der er blevet trukket enorme veksler på de sidste tre sæsoner (956 carries). Planen er at give Foster færre carries i år, og give reserven Ben Tate en større bid af kagen. Det er nok klogt, hvis Texans skal gøre sig forhåbninger om at holde Foster skadesfri hele sæsonen.

Jeg er ikke så bekymret for forsvaret, for den defensive koordinator Wade Phillips skal nok sørge for at holde modstandernes score nede (20,7 point tilladt i 2012).

J.J. Watt er i mine øjne ligaens allerbedste forsvarsspiller, og linebacker Brian Cushing er tilbage i storform og har lige fået en ny, seksårig aftale. Hvis sidste års førsterundevalg, outside linebacker Whitney Mercilus, også kan blomstre, kan Texans’ forsvar potentielt blive uhyggeligt stærkt og vinde de kampe, hvor angrebet svigter.

Kan Colts fortsætte udviklingen?
Sidste år klappede alt for Indianapolis Colts, der anført af rookie quarterback Andrew Luck vandt 11 kampe i den regulære sæson. Det er ikke umuligt at gentage, selvom holdet har skiftet offensiv koordinator fra Bruce Arians til Pep Hamilton, der var Lucks koordinator i college hos Standford.

Modsat Arians, der elskede at gå dybt i banen og kaste check downs til running backs, vil Hamilton installere et West Coast-system, der favoriserer korte- og mellemlange kast med vægt på stor præcision.

Det bliver intet problem for Luck, men det kan betyde, at vi ser færre store spil fra wide receiver T.Y. Hilton (17,2 yards pr. catch/7 touchdowns), der fik et stort gennembrud sidste år.

Colts kan stadig trække på erfarne Reggie Waynes snorlige comeback-ruter og et par talentfulde tight ends i Coby Fleener og Dwayne Allen, men den mindre risikovillighed til at gå dybt i banen kan betyde, at Colts ikke hæver scoren væsentligt fra sidste år, hvor de blot var det 18. bedste angreb på den front.

Og det er et problem. Colts havde det syvende dårligste forsvar sidste år, og jeg er ikke sikker på, at det bliver meget bedre i år. Selvom head coach Chuck Pagano har en god blanding af unge og erfarne spillere, så mangler den defensive koordinator Greg Manusky fortsat de helt store playmakers på 3-4 forsvaret.

Outside linebacker Robert Mathis er fortsat en profil, og på indersiden fungerer Jerrell Freeman og Pat Angerer godt sammen, men det er svært at se, hvor det store pres på modstandernes quarterback skal komme fra.

Men måske kan outside linebacker Eric Walden eller spillere som Ricky Jean Francois eller rookie Bjorn Werner overraske i løbet af sæsonen.

Jeg ser maksimalt Colts kopiere de 11 sejre fra sidste og potentielt lande på 8-10 sejre, hvilket stadig vil være godt nok til en andenplads i divisionen.

Læs mere på næste side…

Skriv et svar