Football For Folket!

Blog: Hvad er der gået galt for Seahawks?

Er det Russell Wilsons eller forsvarets skyld, at Seahawks ikke dominerer i år? Begge har spillet mindre effektivt end sidste år. Læs hvorfor i min analyse.


Inden starten på årets NFL-sæson var de forsvarende mestre fra Seattle Seahawks de fleste eksperters favoritter til at vinde Super Bowl.

Hvis man den 1. september, altså lige inden sæsonstart, var taget til Las Vegas for at spille sine skillinger på, at Seattle ville blive det syvende hold i historien til at vinde Super Bowl to år i træk, så ville man kun have fået odds 6 til 1.

Det svarer til, at Las Vegas vurderede, at Seattle ville vinde omkring 14,3 procent af tiden.

Siden da er der sket meget.

Seattle formåede godt nok at slå både Green Bay og Denver i løbet af de første tre spilleuger, men her midtvejs gennem sæsonen siger tabellen fem sejre og tre nederlag.

I sin NFL-blog på fivethirtyeight.com skriver Nate Silver, der er kendt som en mester i at bruge statistik til at lave forudsigelser, at sandsynligheden for, at Seahawks kommer i slutspillet i skrivende stund er ca. 62 procent.

Sandsynligheden for, at de vinder Super Bowl? Otte procent.

Til sammenligning udregner Silver, at sandsynligheden for, at New England henter endnu et Lombardi-trofæ er dobbelt så stor.

Hvad er der sket?

Det er nærliggende at spørge, hvad der mon har forhindret Seattle i – indtil videre – at leve op sin rolle som favorit.

I denne analyse når jeg frem til to overordnede problemer.

1. Kasteforsvaret er mindre effektivt end sidste år. Særligt mod lange kast.

2. Russell Wilson er mindre effektiv på sine lange kast.

Begge punkter bør bekymre head coach Pete Carroll.

Jeg har forsøgt at vise udviklingen i Seattles effektivitet i nedenstående figur, der indeholder data fra 2012-14.

Et forbedret angreb rykker opad i figuren, mens et forbedret forsvar rykker nedad.

Effektiviteten måles i forventede point pr. spil og er grundlæggende bare en måde, hvorpå man tager højde for turnovers, når man evaluerer, hvor mange yards et forsvar eller angreb tillader/opnår.

Desuden tager forventede point pr. spil højde for, at ti yards f.eks. er meget mere værd på en tredje down og ni end på en tredje down og 26.

Hvis du vil læse mere om denne måde at måle effektivitet, så har jeg skrevet et andet indlæg om kaste- og løbeangreb, hvor jeg uddyber det mere. Det finder du her.

Untitled

Figuren viser, at Seattle i år er mere effektive på løbespil, men mindre effektive på kastespil – både på forsvar og angreb.

Skriv et svar