Football For Folket!

Blog: Harbaughs store sats

49ers’ head coach Jim Harbaugh satser stort ved at udnævne Colin Kaepernick som ny starter bag center. For degraderingen af Alex Smith piller også ved en velsmurt maskine, og det kan få kostbare følger.

San Francisco 49ers’ head coach Jim Harbaugh har ry for at være et kæmpe konkurrencemenneske, der i en helt ekstrem grad hader at tabe, og som vil gå meget, meget langt for at vinde alt, hvad han konkurrerer i. En brydekamp med brormand. En flag football-kamp med sønnen. Eller en NFL-kamp på Candlestick Park.

Nu har Harbaugh lavet et stort sats i jagten på den allerstørste sejr i football.

Med onsdagens udnævnelse af Colin Kaepernick som starter bag center i stedet for degraderede Alex Smith har Harbaugh nemlig bragt sig i en position, hvor det er Super Bowl eller fiasko for 49ers. Alt andet end en jubelscene den 3. februar næste år i The Superdome, hvor Harbaugh hæver The Vince Lombardi Trophy, vil nemlig være en skuffelse med den beslutning, som cheftræneren har taget ved at skifte ud på holdets vigtigste position.

Det er nemlig usædvanlig velspillende, bænket spiller, som Kaepernick tager over for.

I januar bragte Alex Smith holdet helt frem til NFC-finalen, hvor 49ers var en fumble og et field goal fra Super Bowl. Og i år har Smith været endnu bedre, end han var i sit gennembrudsår i 2011. Han har ramt plet på 70 procent af sine kast – hvilket er bedst i hele NFL – snittet 7,98 yards pr. kast (tredjebedst i NFL), kastet 13 touchdowns og kun fem interceptions og nettet en passer rating på 104,1 point – p.t. femtebedst i NFL lige efter Peyton Manning, Robert Griffin III og Tom Brady og foran Drew Brees og Matt Ryan.

Ramte plet på 25 af 27 kast
Alene i sine sidste to kampe har Smith ramt plet på 25 af 27 kast (vanvittige 91 procent) for 304 yards, fire touchdowns og ingen interceptions – og for en måned siden var han én completion fra at slå NFL-rekorden for bedste completion percentage i en kamp i sejren over Arizona. Samlet har han vundet seks af otte kampe i denne sæson og 20 af de seneste 25 kampe.

Og med ham som quarterback har 49ers-mandskabet været en velsmurt maskine bygget op omkring et uhyre stærkt forsvar og en effektiv løbeoffensiv. En maskine, der er endnu bedre i 2012, end den var i 2011. 49ers er et ”win now”-hold, som groft sagt bare skal holde kadencen, så kan det nå frem til ”The Big Dance” i Louisiana.

Formularen har virket og skabt store resultater med Alex Smith som quarterback.

Alligevel sidder han nu på bænken, fordi han er vejet og blevet fundet for let i forhold til andeårsspilleren Colin Kaepernick, der fik chancen, da Alex Smith gik ud med en hjernerystelse mod St. Louis og herefter tabte jobbet som starter.

Uanset hvor god, han har vist sig at være, og hvor stort et potentiale Colin Kaepernick end har, skal han nærmest være i særklasse for at præstere bedre end dét, som Smith har præsteret. En NFC-finale. En rating i toppen af NFL. Og sejr på sejr på sejr. Der er meget, som Kaepernick skal matche eller overgå, hvis skiftet skal være en succes. Jim Harbaugh har med andre ord langt et pres på den 25-årige quarterback af en tyngde, som ikke engang J.J. Watt eller Von Miller ville kunne lægge.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar