Football For Folket!

Blog: Fortsat ubesejret – to hold tilbage

Philadelphia Eagles tabte mod San Francisco 49ers i sidste runde, og det betyder, at Arizona Cardinals og Cincinnati Bengals er de eneste to ubesejrede hold tilbage.

Hånden op, hvis du havde forudset, at netop de to hold var uden nederlag efter tre runder.

Jeg havde nemlig ikke!

Spørgsmålet er, om de to hold også kan klare skærerne i denne runde, for begge skal på svære opgaver på udebane. Det taler i hvert fald til Bengals’ fordel, at de har haft en friuge før opgøret mod New England Patriots, mens Cardinals – der ligeledes sad over i sidste uge – møder Denver Broncos, der ligeledes holdt pause i sidste runde. 

Der er fordelen efter min mening på Broncos og Peyton Mannings side – trods alt.

Arizona Cardinals
Som skrevet står Cardinals overfor en svær, svær udekamp på Sports Authority Field at Mile High, hvor Broncos tager i mod. Cardinals har kun tilladt 15 point pr. kamp (næst færrest i NFL), men det er svært at se dem stoppe Manning og Broncos’ angreb, der har snittet 25 point i deres tre første kampe. Læg dertil – og hold nu fast – at Manning er 16-2 i 18 hjemmebanekampe og har kastet 55! touchdowns og kun otte interceptions. Med et arsenal af våben som wide receivers Demariyus Thomas, Emmanuel Sanders og Wes Welker og tight end Julius Thomas samt running back Montee Ball, får Cardinals’ forsvar nok at se til. Selv hvis Cardinals holder Broncos nede, så skal Bruce Arians’ tropper selv score nok point, og det bliver ikke let med Drew Stanton på quarterback. Stanton, der starter for tredje kamp i træk, har gjort det hæderligt, men han har været hjulpet af sit forsvar, og det bliver næppe tilfældet søndag. Derfor tror jeg, at Cardinals taber i denne runde.

Læs også: Krystalkuglen 2014: 5. spillerunde

Cincinnati Bengals
Bengals er i nogen eksperters øjne ligaens bedste hold lige nu og en seriøs Super Bowl-kandidat i AFC-konferencen. Jeg er på nippet til at have samme holdning, hvis ikke det lige var fordi, at Andy Dalton fortsat mangler at vinde en slutspilskamp. Netop kampe med stor bevågenhed har været Bengals’ store problem, og de er faktisk 1-10 på udebane i prime time kampe siden 2005. Hertil er Dalton 2-7 med seks touchdown og 11 interceptions. Så kan Bengals vinde i New England i Sunday Night Football? Ja, det tror jeg godt de kan, og jeg er enig i, at de er favoritter. Ikke store favoritter men solide favoritter. For Bengals’ hold klikker lige nu på stort set alle cylindre, mens Patriots derimod har fået en forfærdelig start på sæsonen. Jovist, er patrioterne 2-2, men de kunne ligeså godt have været 1-3, og i mandags blev de blæst ud i Kansas City i en af de værste præstationer under Bill Belichick. Kritikerne er lige nu mange og vurderingerne af, hvad der er galt ligeså. Mit take er simpelt: Den offensiv linje er elendig, og det har en negativ spiraleffekt på hele angrebet. Samtidig bliver forsvarsspillerne brugt forkert i forhold til deres styrker, og hvis ikke det er ændret til søndag aften, så vinder Bengals. Deres linjer er simpelthen bare bedre end Patriots’, og det er dér kampen vil blive vundet. Jeg tror, at Bengals tager til Gillette Stadium og vinder søndagens kamp og fortsætter som det eneste ubesejrede hold.

Læs også: Krystalkuglen 2014: 5. spillerunde

Skriv et svar