Football For Folket!

Blog: Det var dyrt – men Dolphins var nødt til det

Branden Albert er nu en Dolphin. Ikke overraskende.

For det var ventet, at Miami ville signe den store venstre tackle, som hidtil har været i truppen hos Kansas City Chiefs. Ikke bare fordi flere medier meldte det, men også fordi Albert rent faktisk var i Miami tirsdag, så han kunne underskrive den aftale, når free agency begyndte, som hans agent forinden havde aftalt med Dolphins-ledelsen.

9,2 millioner dollars pr. år er mange penge for en snart 30-årig spiller, der i de senere sæsoner har døjet med knæ-, ryg- og skulderskader. Men i min optik kunne Miami ikke gøre meget andet end at forsøge at finde en venstre tackle i free agency, der kan dække for franchise player og quarterback, Ryan Tannehill.

Og det bedste bud var Albert, der sammen med Eugene Monroe (Ravens) var regnet for at være free agencys bedste offensive tackles. Dolphins forsøgte for to år siden at vælge en bodyguard til Tannehill i draften, men Jonathan Martin-eksperimentet viste – selv uden balladen – at unge spillere kræver flere år for at blive klar til NFL.

Så lang tid har Miami ikke, når Tannehill er i sit år 3 i NFL, og når han blev nedlagt på ligahøje 58 sacks i 2013. Miami var desperate efter hjælp, og selvom det var dyrt for Albert, var alternativet ikke bedre.

Dolphins var nødt til at gøre noget. Og det gjorde de.

Skriv et svar