Blog: Værste spilkald nogensinde?…Næppe

Det er allerede blevet dømt til “Det værste spilkald i Super Bowls historie!”.

Intet mindre.

Jeg taler selvfølgelig om det afgørende spil i Super Bowl, hvor Seattle Seahawks’ head coach Pete Carroll valgte at lade quarterback Russell Wilson kaste bolden fra New England Patriots’ ét-yard linje i stedet for at give bolden til running back Marshawn Lynch.

Wilsons kast endte som bekendt med en interception af den undraftede Patriots rookie cornerback Malcolm Butler.

Game over og Patriots kunne for fjerde gang i holdets historie hæve the Lombardi Trophy.

Efterfølgende er eksperter, spillere, trænere, sociale medier – you name it – gået i selvsving og har revset Carroll for at kalde et kast i stedet for et løb.

Den umiddelbare logik ville også være at give Lynch bolden på den skæbnesvangre anden down. “Beast Mode” havde løbet virkelig solidt og var kun blevet stoppet for negative yards på to af 24 løb.

Men der var flere gode grunde til, at Carroll valgte anderledes. Han har selv forklaret det til NFL Medias Michael Silver, og jeg er 100 procent på linje med Carroll. 

Tiden var en stor faktor
Problemet for Seahawks var nemlig, at de med 26 sekunder tilbage kun havde én timeout tilbage. Hvis de på anden down kaldte et løbespil fra Patriots’ et-yard linje, og Lynch blev stoppet, ville Carroll være nødt til at brænde sin sidste timeout.

Det ville give Seahawks færre spilmuligheder på tredje down, fordi de praktisk talt ikke ville have andre muligheder end at kaste bolden. Selvfølgelig ville løb også være en option , men det ville være yderst risikabelt på grund af den knappe tid.

For blev Lynch stoppet på en tredje down, ville Seahawks aldrig få chancen på fjerde down, fordi kampen ville være forbi.

Seahawks ville være løbet tør for tid.

Så ved at kaste bolden på anden down, gav Carroll sig selv alle fire downs og størst mulig fleksibilitet.

Et incomplete kast ville stoppe tiden, mens en completion med stor sandsynlighed ville vinde kampen. Var resultatet en incompletion havde Carroll stadig sin timeout og ville frit kunne vælge mellem løb/kast på både tredje og evt. fjerde down.

Meget gik “galt” på spillet
Desværre for Seahawks resulterede Wilsons kast hverken i en incompletion eller et touchdown. 

Udfaldet blev det værst tænkelige: En interception og en tabt Super Bowl.

Og derfor står Carroll i dag som den helt store skurk. Men man kan næppe give Seattle-træneren skylden, for meget gik “galt” for Seahawks på spillet. 

For det første glemmer mange, at Butler rent faktisk lavede et virkelig stort spil. Jeg har læst nogle steder, at Seahawks tabte Super Bowl, men jeg mener, at man med rette kan sige, at Patriots vandt Super Bowl.

For Butlers interception var ikke en tilfældighed men derimod et resultat af studier i filmrummet og på træningsbanen. Butler genkendte spillet, formationen og han leverede et nærmest uhyggelig hurtigt break på ruten.

Hans position var perfekt, fordi han samtidig fik skærmet og beskyttet sig mod at få slået bolden fri. 

Samtidig blev Jermaine Kearse, der skulle have løbet sin rute som en “pick”, holdt en smule af Brandon Browner. Det var nok til, at Kearse ikke kom i vejen for Butler, der derfor fik fri passage til bolden.

Sidst men ikke mindst så var Wilsons kast en smule upræcist. Det var, som quarterbacken selv sagde, “en inch for langt væk”, og det var lige præcis nok til at Butler kunne skære ind foran Lockette.

Havde Wilson kastet bolden lidt tættere på Lockette, havde det givet Seahawks-receiveren større chance for et catch, og han ville formentligt have haft kraft nok til at nå i end zone.

Anden type af kastespil
Man kan argumentere for, at Carroll og den offensive koordinator Darrell Bevell kunne have valgt en anden type af kast, når de nu ville lade Wilson smide læderet på anden down.

Havde de kørt samme spil bare mod sidelinjen ville risikoen have været mindre.

Dels fordi Butler ville have længere vej til bolden, og dels fordi Lockette ville kunne bruge sidelinjen til at stoppe tiden, hvis ikke han nåede i end zone. Seahawks valgte dog anderledes og kastede i stedet ind mod midten.

Jeg kan godt forstå argumenterne for, at Lynch skulle have haft bolden på anden down, for der var masser af gode grunde.

Men der var også rigtig gode grunde til at kaste bolden fra et-yard linje i lige præcis den situation.

At det så endte med en interception var “bad luck” for Seahawks.

Det var den første interception kastet fra ét-yard linjen i hele denne sæson, og inden da var der blevet kastet 61 touchdowns fra et-yard linjen.

Det er nemt at være bagklog og give Carroll skylden, men jeg mener ikke, at hans valg af spil var så kritisabelt, som mange vil gøre det til.

Og det var efter min mening langt fra det værste spilkald i Super Bowls historie. Langt fra…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *