Blog: Derfor er Harbaugh færdig hos 49ers

Han er NFL-historiens fjerdemest vindende head coach målt på kampe – efter Madden og Lombardi. Alligevel er Jim Harbaugh formentlig færdig hos 49ers efter denne sæson. Hvordan er det kommet dertil? Få her forklaringen.


I de seneste næsten fire år, hvor Jim Harbaugh har været head coach for San Francisco 49ers, har jeg tit tænkt på en historie, som jeg læste i 2011.

Artiklen var skrevet af Mike Lombardi, der dengang arbejdede for NFL Network, og som nu har et assistentjob for Bill Belichick hos New England Patriots.

Lombardi har kendt Harbaugh i mange år – de arbejdede sammen hos Oakland Raiders – og Lombardi fortalte i 2011 om en dag i tiden hos Raiders, hvor de deltog i et basketballstævne på den skole, hvor begge deres sønner gik. Stævnet var et venskabeligt hygge-stævne, hvor far og søn spillede på samme hold, og hvor det ikke var meningen, at forældrene skulle være særligt aktive. De skulle gribe lidt rebounds og aflevere bolden og så ellers lade børnene kaste mod kurven.

Det var ren sjov, ren hygge – på børnenes præmisser.

Den besked havde den ultra-konkurrencemindede Jim Harbaugh bare ikke fået, forstået eller accepteret.

For selvom Harbaughs søn var feberramt, kæmpede og knoklede både far og søn, som var det en NBA-finale. Farmand Harbaugh gav sig fuldt ud. Og ikke overraskende kvalificerede Harbaugh-parret sig til stævnets finale, hvor modstanderen var en dreng, der var skolens bedste basketball-spiller og en far, der tidligere havde været aktiv basketball-spiller i college.

Det var med andre ord noget af en overmagt, som “The Harbaughs” var oppe imod.

Men Jim Harbaugh nægtede ifølge Mike Lombardi, der overværede finalen, at tabe. Han opildnede og motiverede hele tiden sin syge søn og var så vild og determineret efter at vinde hyggestævnet, at det ifølge Mike Lombardi var “skræmmende”.

Naturligvis førte den gejst og vilje til sidst til sejren mod overmagten.

49ers er NFLs bedste på udebane
Historien er på mange måder en klassisk historie om Jim Harbaugh. For den fortæller alt om mennesket Jim Harbaugh, der aldrig vil nøjes, og som hele tiden kæmper en ny kamp, han vil vinde. Han skal vinde overalt – det ligger i hans DNA. Football-kampe, pressemøder, interne magtkampe, kontraktforhandlinger og venskabelige skoleturneringer mod børn og forældre.

Harbaugh skal være den bedste til alt.

Den mentalitet er en væsentlig forklaring på, at San Francisco 49ers under Harbaughs ledelse har været i tre NFC-finaler i træk herunder én Super Bowl, som holdet var et Michael Crabtree-catch fra at vinde. 49ers har som hold været et spejl af træneren. Nemlig ”ingen nonsens”-vindertyper, som igen og igen har sejret i de sværeste situationer, som Harbaugh gjorde det dengang på basketballbanen sammen med sønnen. Eller som han gjorde det som aktiv NFL-quarterback, hvor han fik kælenavnet “Captain Comeback” for sin evne til at bringe sit hold frem til sejren i 4. quarter, selvom det havde været langt bagud på point.

Intet andet NFL-hold har siden Harbaughs ansættelse i begyndelsen af 2011 vundet procentvis flere kampe på udebane i grundspillet end 49ers. Og i samme periode har San Francisco vundet tre af fire udeopgør i slutspillet. Ikke nok med det: Siden 2011 har 49ers vundet procentvis flere kampe mod hold med en “winning record” for sæsonen end noget andet NFL-hold (blandt hold med mindst 10 af sådanne kampe).

49ers har ganske enkelt haft stor succes – og haft stor succes, når det har været allermest presset. Det har været et vinderhold og et spejl af trænerens personlighed.

Men historien om basketball-sejren fortæller også meget om den anden side af Harbaugh, der følger med. En side, der ifølge flere NFL-journalister som Jay Glazer, Adam Schefter, Jason La Canfora og 49ers-eksperten Matt Maiocco nu er blevet så belastende, at 49ers’ ejer Jed York efter sæsonen med stor sandsynlighed skiller sig af med Harbaugh. Enten ved at handle ham til et andet hold eller mere sandsynligt ved at fyre ham.

En vanvittig udvikling, men en udvikling, der er kommet langsomt snigende i Santa Clara, hvor 49ers-hovedkvarteret ligger.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *