Blog: De sidste tanker før Super Bowl

 

5. 49ers’ RBs vs Ravens’ RBs
De er ikke direkte modstandere, men det får en stor betydning for kampens udfald, om 49ers’ Frank Gore og LaMichael James eller Ravens’ Ray Rice og Bernard Pierce får den bedste aften.

Jeg tror ikke, at vi vil se nogle af de to defensiver tillade særligt meget langs jorden. Begge forsvar er hårdføre, og generelt ventes det, at den ekstra uges forberedelser, som de to holds forsvar har haft, vil få en negativ indvirkning på løbeoffensiverne. Ganske enkelt fordi de to forsvar i første omgang vil forsøge at pille modstanderens løbeangreb ud af kampen, og det gavner et forsvar med mere forberedelse mod et løbeangreb.

Alligevel er det vigtigt, at de to løbeangreb – begge med Pro Bowlers – kan levere en solid indsats.

Som statistikken nemlig viser, har 49ers de seneste to år i hele 26 kampe løbet for flere yards end modstanderen. Det er flest kampe i NFL, det er blevet til hele 22 sejre i de 26 kampe, og et bevis på, at 49ers vinder kampe langs jorden og i kraft af en fysisk stærk line of scrimmage. Til sammenligning har holdet kun 14 gange kastet for flere yards end modstanderen – med 12 sejre til følge.
Og i alle Ravens’ tre slutspilskampe har holdet løbet for flere yards end modstanderen – og holdet har vundet alle tre kampe. Så det er altså to hold, der på papiret har gode chancer for at vinde, når løbeoffensiven ruller derudad og er bedre end modstanderens.

En anden faktor mellem holdenes running backs er deres betydning for kasteangrebet. Det gælder ikke mindst Ray Rice.

Rice har i den regulære sæson grebet 61 bolde, og han kan lave skade på 49ers-forsvaret på ”wheel routes” og ”screens”. 49ers kan dog – hvis presset er effektivt – holde Rice i lommen som en ekstra bodyguard, når forsvarsspillerne jagter Flacco. 49ers havde i NFC-finalen succes med såkaldte ”zone exchanges”, hvor én af de to inside linebackers, Patrick Willis og Navorro Bowman, angreb Matt Ryan, men hvor enten outside linebacker Aldon Smith eller Ahmad Brooks trak bagud og dækkede det hul, der var efterladt. På den måde tvang det Falcons’ running backs til at blive i lommen og ”samle” den angribende linebacker op.

En lignende taktik kan holde Ray Rice væk fra bolden på kast og i øvrigt føre til sacks. Rice tillod i denne sæsons grundspil fire sacks – flest af alle running backs i NFL.

6. 49ers’ K David Akers vs Ravens’ KR Jacoby Jones
Akers kan blive den store skurk for 49ers på field goals efter den velbeskrevede, elendige sæson, som han har haft, og som ikke vil øse masser af selvtillid i hans 38-årige krop.

Men, som sæsonen har vist, kan 49ers overkomme et brændt field goal fra Akers’ fod – med mindre naturligvis af misseren er til allersidst. I tre kampe i år har 49ers vundet (mod Jets, Saints og Cardinals), selvom Akers brændte to field goal-forsøg i den kamp, og selv i NFC-finalen sejrede 49ers, selvom Akers fejlede på et field goal-forsøg.

Jeg mener, at det er mindst lige så vitalt for 49ers’ chancer for at vinde kampen, at Akers er skarp på kickoffs. Det var han netop i NFC-finalen, hvor alle hans fem kickoffs endte som touchbacks. Søndag venter NFLs bedste kick returner, Jacoby Jones, der var i Pro Bowl – og som i den regulære sæson returnerede to kickoffs for touchdowns. Og han skal finde plads i en 49ers-opdækning, som i grundspillet var NFLs næstdårligste på kickoffs – kun ét hold tillod flere yards pr. kickoff return end 49ers (der tillod næsten 27 yards pr return).

Det er derfor hamrende vigtigt for 49ers, at Akers’ kickoffs igen er lange og allerhelst stryger ud gennem endzonen så Jones slet ikke kan returnere sparket. For ét stort return fra Jones kan vende kampen totalt og føre til en Ravens-sejr.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *