Football For Folket!

Blog: De har noget at bevise

Free agency anno 2015 er lidt over en uge gammel, og i den periode har et utal af spillere skiftet klub. Her er et kig på nogle af de spillere, der efter min mening af den ene eller anden grund har et ekstra stort pres hvilende på deres skuldre for at bevise, de er pengene værd.

Jermey Parnell, OT
Nyt hold: Jacksonville Jaguars
Kontrakt: Fem år til $32 mio. med $13 mio. garanteret
Jermey Parnell er kort fortalt en backup, der er blevet betalt som en starter i Jacksonville. Den store offensive tackle, der måler 6 fod 6 inches og vejer 315 pund, har spillet i alle 48 kampe for Dallas Cowboys over de seneste tre sæsoner, men kun startet lidt over en håndfuld kampe. Det vil sige, at 28-årige Parnell hovedsageligt har været en backup i løbet af sin karriere, men han gjorde det godt i syv kampe fra start – inklusiv slutspillet – sidste år. Det er imidlertid ikke en særlig stor “sample”, og nu skal han bevise, at han er den store kontrakt værd. For i Jacksonville regner de med, at den tidligere undrafted free agent skal forbedre en offensiv linje, der sidste år tillod flest sacks i NFL med 71 styk.

Desuden minder Parnells situation mig om en anden offensive tackle, Anthony Collins, der sidste år fik en stor kontrakt hos Tampa Bay Buccaneers (5år/$30 mio.) efter at have startet syv kampe for Cincinnati Bengals i 2013. Selvom Collins trods alt havde flere optrædener fra start under bæltet end Parnell, var han i det store hele også en backup, der blev betalt som en starter i Tampa Bay. Collins floppede i Florida og blev for kort tid siden fyret af piraterne.

Julius Thomas, TE
Nyt hold: Jacksonville Jaguars
Kontrakt: Fem år til $46 mio. med $24 mio. garanteret
Ingen Peyton Manning, hvad så Julius Thomas? Talentet og produktionen er i høj grad til stede hos 26-årige Thomas, der er en glimrende pass catcher, som over de sidste to sæsoner har grebet 24 touchdowns. Men det var med Peyton Manning ved roret i Denver Broncos’ sprudlende angreb. Nu hedder quarterbacken Blake Bortles, der var tredjevalget i sidste års draft, og som havde en ”op-og-ned” første sæson i NFL. Det store spørgsmål er, om Julius Thomas kan levere varen i Jacksonville med Bortles under center, eller om hans to Pro Bowl-sæsoner i Denver var et resultat af et Manning-styret angreb med mange andre våben for forsvaret at bekymre sig om. Derudover kan Thomas’ skadeshistorik bekymre.

New York Jets’ secondary
Darrelle Revis, CB (fem år til $70 mio. med $39 mio. garanteret)
Antonio Cromartie, CB (fire år til $32 mio.)
Buster Skrine, CB (fire år til $25 mio. med $13 mio. garanteret)
Marcus Gilchrist, S (fire år til $22 mio. med $8,5 mio. garanteret)
New York Jets handlede hurtigt i den første periode af free agency, og i løbet af de første par dage opgraderede holdet deres secondary til en samlet værdi af 149 millioner dollars.

Det er mange penge.

Penge, som Jets har brugt på en komplet ombygning af bagkæden, og der hviler nu et stort ansvar dels på de fire herrer, som er kommet til “The Big Apple” i løbet af de første dage af free agency, og dels på Jets’ nye ledelse med general manager Mike Maccagnan i spidsen, der som en af sine første handlinger har investeret kraftigt i en ny secondary. Og derfor er alle fire spillere slået sammen under én ”post”. For med tilgangen af Revis, Cromartie, Skrine og Gilchrist, der umiddelbart udgør to tredjedele af Jets’ secondary i 2015 – de to tidligere førsterundevalg, safety Calvin Pryor og cornerback Dee Milliner, udgør den sidste tredjedel – er der for alvor pres på bagkæden for at præstere fremadrettet.

Gang Green skal tilbage til fordums styrke, hvor forsvaret i hver sæson i perioden 2009-2012 lå i top seks i NFL mod kast. Det var blandt andet med Pro Bowlers Darrelle Revis og Antonio Cromartie som makkerpar på ydersiden, og nu er ”banden” altså samlet igen og skal forsøge at forbedre de placeringer, Jets har rangeret mod kastet de sidste to år – nr. 22 i 2013 og nr. 14 i 2014.

Alt i alt har Jets anstrengt sig for at adressere et behov, som ifølge mange iagttagere har været stort, lige siden holdet skilte sig af med Revis for to år siden. Det har de gjort på aggressiv vis ved at investere en heftig sum penge i de fire forsvarsspillere, som nu skal vise, at det var berettiget.

Skriv et svar