Football For Folket!

Blog: “Bountygate” rammer Saints hårdt

Ligeså hårdt Jonathan Vilma og de andre Saints-spillere tilsyneladende har forsøgt at ramme modstanderen i jagten på bonusser, ligeså hårdt risikerer New Orleans Saints nu at blive straffet af NFL for holdets ulovlige hit-system.

”Bountygate”, hedder den skandale, der sent fredag aften bogstaveligt talt ramte NFL med et drøn, og som nu overskygger alt i ligaen i en tid, hvor Peyton Manning, free agency, Robert Griffin III og draften ellers har domineret.

For det er bare umuligt at undervurdere betydningen af skandalen, som vi endnu ikke kender omfanget af.

Vi kan dog være ret sikre på, at New Orleans Saints – holdet og måske spillere, trænere og ledere – med “Bountygate” kan se frem til en straf af historiske dimensioner. Det er de fleste eksperters vurdering, og det giver god mening af flere grunde.

For det første har Saints med skandalen lavet sit eget ”Watergate”, som avisen The New Orleans Times-Picayune i en klumme bemærker det. Én ting var, at den amerikanske præsident Richard Nixons folk i 1972 stod bag et indbrud i rivalernes (Demokraternes) hovedkvarter. Noget andet var at præsidenten siden dækkede over skandalen, og dermed gjorde den endnu værre.

Goodell vil ikke være mild
Det samme gør sig gældende omkring Saints. Holdet har først og fremmest forbrudt sig mod spillets integritet ved at have et ulovligt system, der skulle give New Orleans en konkurrencefordel i forhold til modstanderen ved at slå for eksempel modstanderens quarterback (Brett Favre, Kurt Warner) ud af kampen.

Men samtidig har Saints’ general manager Mickey Loomis og defensiv koordinator Gregg Williams – som minimum – ifølge NFL ligget inde med viden om spillernes system uden at stoppe det. De har dækket over ulovlighederne, og det gør kun skandalen værre.

For det andet rammer Saints-spillernes hit-system NFL på det allerværste tidspunkt. I en tid, hvor commissioner Roger Goodell og Co. ifølge kritikerne går alt for langt i forsøget på at gøre spillet mere sikkert og mere ufarligt, har New Orleans Saints været gået den anden vej. Holdet har internt opfordret og opildnet til hits, der kunne koste modstandere hjernerystelser og kæberaslere.

Goodell vil ikke se mildt på det faktum. For det vil sende et helt forkert signal, hvis NFL på den ene side ændrer drastisk i spillets regler, så mange bliver frustrerede, og på den anden side giver Saints en lunken straf, der ikke rigtig gør ondt.

Et forsigtigt bud herfra er, at Saints, der i forvejen er uden et førsterundevalg i 2012-draften, godt kan vinke farvel til tanken om at opgradere truppen via draften til april. For jeg tror ikke, at holdet vil have mange draft picks tilbage, når Goodell først har slået sin hammer ned over de aggressive Saints-spillere.

Hvor mange bliver straffet?
Jeg forudser også, at holdets nu tidligere defensive koordinator, Gregg Williams, der i årene 2009 til 2011 angiveligt opildnede til systemet, også får en markant straf. En straf, der formentligt kan koste alt fra få spilledage til mange spilledages karantæner. Det er ikke kun et enormt problem for Williams, men også for St. Louis Rams, hvor Williams nu er leder af forsvaret, og det gør denne skandale så stor. For dermed spreder den sig fra New Orleans til St. Louis.

Dertil kommer de mange andre sanktioner, der formentligt er i vente. Hvad med Mickey Loomis, der angiveligt dækkede over skandalen? Hvad med de 22 til 27 spillere, der tilsyneladende var en del af bonus-systemet? Hvor store bliver deres straffe? ”Kun” bøder eller også karantæner?

Den største straf af dem alle er dog ikke den straf, som Roger Goodell beslutter sig for at give fra NFLs hovedkvarter på Park Avenue på Manhattan i New York. Men det er derimod den straf, som New Orleans Saints allerede har fået.

Siden ESPNs Adam Schefter ”breakede” nyheden fredag aften ved 21-tiden, dansk tid, har mange sat spørgsmålstegn ved Saints’ Super Bowl-sejr i 2010. Dengang var sejren en fantastisk eventyrhistorie, fordi den tidligere ”underdog” fra den hårdt ramte katastrofeby pludselig strøg til tops.

Nu ved vi, at New Orleans dengang brugte ufine metoder. Ikke metoder, der nødvendigvis har givet holdet store fordele på banen, det er vigtigt at huske på. Men metoder, der, med den viden vi har nu, gør det svært at se på mandskabet som en sand ”feel good”-story.

Skidt for NFL. Men endnu værre for New Orleans Saints.

Skriv et svar