Football For Folket!

Blog: Bøflerne skræmmer med Super Mario

Med tilføjelsen af Mario Williams har Buffalo Bills nu skabt grundlaget for et forsvar, der kan bringe holdet i det slutspil, som Bills ikke har været i siden 1999 – den længste “slutspilstørke” i NFL.

Han kan blive forskellen.

I Williams får Bills en pass rusher, som der findes få af i NFL. Han kan dominere modstanderen og overtage kontrollen med en kamp, som han ofte gjorde det i Texans’ forsvar, hvor han var manden, som modstanderens angreb fokuserede på. Alene fra 2007 til 2010 lavede “Super Mario” 43,5 sacks, og han er så spækket med naturligt talent, at han kan ændre “game plans” og på få dage være den bedste defensive end i NFL.

Sådan en spiller har Bills, der ikke har mange playmakers på holdet, brug for.

Ikke siden Bruce Smith og Co.
Bills er måske stadig ét år fra slutspillet, men i en AFC East, hvor Patriots er det eneste sikre kort, kan Bills sagtens klatre op foran Miami Dolphins og New York Jets og potentielt lande en wild card-plads. Hvis ikke i 2012, så senest i 2013. Alt andet vil være skuffende.

For Williams giver Bills en forsvarslinje, som holdet ikke har haft, siden Bruce Smith og Phil Hansen var stjernerne tilbage først i halvfemserne.

I Mario Williams har holdet således sin bedste pass rusher siden Bruce Smith. Men dertil kommer erfarne Chris Kelsay, stortalentet og defensive tackle Marcell Dareus, der imponerede som rookie, den stærke Pro Bowl-kaliber defensive tackle Kyle Williams og Shawne Merriman, der kan lægge pres på som et supplement til de fire andre, hvis han bliver sin akillesseneskade kvit.

Wannstedt er væsentlig
Læg dertil, at det fortsat ventes, at bøflerne henter en rookie-lineman til lejren via draften, og perspektiverne er enorme. Bills’ forsvar er gået fra et under-middel-niveau til et niveau over middel.

Samtidig skal man huske på, at den nye defensive koordinator Dave Wannstedt er kendt som en respekteret træner, der tilbage først i 1990’erne var defensiv koordinator for Dallas Cowboys, som trods sit mere kendte angreb også havde et stærkt forsvar. Wannstedt kan få det bedste ud af forsvaret, og hans tilstedeværelse har uden tvivl fristet Mario Williams.

Buffalo Bills fik altså free agency-klassen bedste forsvarsspiller. Og nu er han klar til at jagte og skræmme Tom Brady, Mark Sanchez og – måske – Peyton Manning i AFC East.

Skriv et svar