Football For Folket!

Blog: Bag om 7. runde

Én spiller får en nøglerolle søndag i opgøret mellem Patriots og Jets, Ravens kan uden Ray Lewis, og Aaron Rodgers er skræmmende stærk, når han er presset. Læs her kommentarer til den kommende runde.

*** Tabet af legendariske Ray Lewis (tricepsskade) har vakt mest opsigt i NFL-verdenen, men faktisk vil tabet af cornerback Lardarius Webb (korsbåndsskade) have en endnu større betydning for skadesplagede Baltimore Ravens, der søndag møder Houston Texans.

For selvom ingen kan erstatte Ray Lewis’ lederevner og kvaliteter på banen, kan ingen benægte, at den 37-årige spiller i 2012 ikke længere er den spiller, han var engang. Jo, Ray Lewis er stadig én af AFCs bedste inside linebackere, og han var på vej mod 152 tacklinger for sæsonen (hans højeste antal siden 2003), men han er ikke samme playmaker som tidligere, og derfor er der begrundet håb for, at afløserne Dannell Ellerbe, Albert McClellan og Jameel McClain – trods alt – vil være habile, fælles afløsere.

Som statistikken afslører, har Ravens ikke været voldsomt hæmmede af tabet af Ray Lewis, når han tidligere har været ude. Med Ray Lewis på holdet har Ravens gennem tiderne kun tilladt 17,8 point pr. kamp, men har i de opgør, hvor “nummer 52” ikke har været med, trods alt kun tilladt cirka tre point mere. Nemlig 21,0 point pr. kamp. Absolut et mere end acceptabel gennemsnit – det vil netop nu være 14. bedst i hele NFL.

Og målt i total yards er forskellen heller ikke markant: 297,8 yards i gennemsnit med Lewis på holdet, 308.0 yards i gennemsnit uden Lewis på holdet. Og, hvad angår takeaways er statistikken næste ens: 2,0 takeaways pr. kamp, når Lewis har været med, 1,8 takeaways pr. opgør, når han ikke har været med.

2011-sæsonen beviser i endnu højere grad, at Ravens kan uden Ray Lewis. Her var han væk i fire kampe med en skade, men Baltimore vandt alle og tillod i gennemsnit kun ti point pr. kamp. Alle disse statistikker skyldes naturligvis, at spillerne omkring Ray Lewis – og trænerne – uanset hvad formår at skabe en slagkraftig enhed.

I år har enheden dog ikke været stærk – samlet set. Baltimore tillader helt ukarakteristisk næsten 400 total yards pr. kamp, og af den grund vil tabet af både Lewis og ikke mindst Webb være mere markant end ellers.

Webb har haft en All-Pro-sæson, hvor han ifølge ESPN kun har tilladt sølle 4,7 yards pr. kast i sin retning. Og modstanderen har kastet dobbelt så meget i retningen af Ravens’ anden, startende cornerback, Cary Willliams, end modstanderen har kastet i retning af Webb. Det fortæller lidt om hans evner og respekten for ham, og derfor får Cary Williams og Webbs afløser, Jimmy Smith, mere end svært ved at tage over for så stærk en Ravens-spiller.

Tabet af Webb er rent spillemæssigt større på banen end tabet af Lewis, der stadig vil hjælpe og motivere sine holdkammerater udenfor banen. Men tabet af begge to er enormt.

*** Houston Texans’ Andre Johnson har i år ikke været den Pro Bowl-kaliber receiver, som han har været i de foregående år.

Han har ikke grebet bolde for flere end 75 yards siden sæsonpremieren for halvanden måned siden, og som NFL Networks Mike Lombardi bemærker det, virker den 31-årige stjernespiller mindre eksplosiv end i tidligere år. Måske er det alderen, der trykker muskelbundtet fra Houston, men en anden forklaring kan være den lårskade, der kostede ni kampe i 2011, og som stadig generer Johnson.

Ifølge Lombardi kan Johnson ikke længere lave samme skarpe retningsskift som tidligere, og han mangler et eliteantrit. Johnsons helbred kan blive et “issue” for Texans, som sæsonen skrider frem, og der kommer kampe, hvor holdet i højere grad har brug for store spil fra hans side. For eksempel på dage som i søndags (i nederlaget mod Green Bay), hvor løbeoffensiven ikke fungerer. Johnsons opgør med Ravens’ secondary minus Lardarius Webb bliver søndag interessant at følge.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar