Blog: Alle har tabt i “Deflategate”

New England Patriots og NFL-bossen Roger Goodell har rimeligt eller ej allerede tabt, selvom der ikke er faldet en afgørelse i “Deflategate”. Læs hvorfor i denne blog, der går tæt på den seneste uges enorme kontrovers i NFL.


NFL-sæsonen begyndte med en kontrovers og slutter med en kontrovers.

Fire måneder efter, at Ray Rice-skandalen martrede ligaen, er NFL ramt af ”Deflategate” – sagen om New England Patriots’ potentielle snyderi med bolde, der er blevet gjort lettere, end de må være. Og dét godt en uge før, at Patriots er den ene part i Super Bowl.

Mediestormen er enorm, og alle de, tre, store amerikanske tv-stationer, CBS, NBC og ABC, indledte torsdag aftens nyhedsudsendelser med historien om ”Deflategate”. Det fortæller alt om, hvor meget historien – eller ”skandalen”, som ABC World News’ vært David Muir i sit oplæg betegnede historien – fylder i USA.

Allerede nu kan vi konstatere, at der kun er tabere blandt parterne i denne sag.

New England Patriots har – i manges øje – mistet troværdighed, selvom holdet endnu ikke, og det er meget, meget vigtigt at understrege, er blevet kendt skyldig i noget som helst. Rigtigt mange medier, fans og eksperter har været fremme og hænge Patriots til tørre ved at påstå, at holdet har snydt, som det også var tilfældet med ”Spygate”-skandalen fra 2007. Det synes nærmest sikkert, at Patriots ikke vil blive renset i denne sag, selv hvis NFLs commissioner Roger Goodell fortæller, at der ikke er noget at komme efter.

Fem forhold belaster Patriots
Især fem forhold belaster Patriots, hvis mediernes kilder har ret:

* NFL har ifølge Pro Football Talk fastslået, at boldene blev tjekket retmæssigt to timer og 15 minutter før kampen og havde det rette lufttryk – før kampen og inden bolddrengen, som Patriots har ansat, fik boldene i hænderne.

* Flere journalister har erfaret, at 11 af 12 bolde, som Patriots havde med til kampen og brugte i angrebet, havde et for lavt lufttryk, da de blev tjekket i pausen. Ifølge MMQB’s Peter Kings kilder var det endda alle 12 bolde, den var gal med. Det var ikke én eller to tilfældige bolde, der var i fokus.

* De 12 bolde, som Colts brugte i angrebet, havde det rette lufttryk, da de blev tjekket i pausen, fortæller flere medier. Altså holder teorien om, at et koldt vejr var en faktor, der fik trykket til at lette, næppe. Og den teori bliver ikke lettere at købe af, at det var forbavsende lunt for årstiden – ti graders celsius – ved kampstart.

* Dommerne gav alle 24 bolde det rette lufttryk i pausen. Da de blev tjekket efter kampen, havde ingen af de 24 bolde ifølge Peter King et lufttryk, der var under grænsen. Det var altså kun et problem med Patriots’ bolde – før pausen. En potentiel forklaring om, at boldene havde en teknisk fejl, holder altså heller ikke.

* ESPNs Adam Schefter har fortalt, at Colts allerede under opgøret i november mod Patriots fik mistanke om, at Patriots’ bolde havde et lufttryk under den tilladte grænse. Derfor henvendte holdet sig til NFL med bekymringen. Og Fox Sports’ Jay Glazer har rapporteret, at Baltimore Ravens, som Patriots slog i divisional playoffs-kampen, havde tippet Colts om, at der kunne være et problem med Patriots’ bolde. NFL havde derfor inden AFC-finalen besluttet, at dommerne skulle tjekke boldene i pausen. AFC-finalen er altså ikke nødvendigvis et enkeltstående tilfælde.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *