Football For Folket!

Blog: AFC West – noter og kommentarer

Tyreek Hill er nu så god, at Chiefs-stjernen kan måle sig med NFLs bedste wide receivers, Broncos får nogle meget svære modstandere i 2017, Raiders får svært ved at få marginalerne med sig igen, og Joey Bosa kan blive skræmmende god i 2017. Læs her og noter og kommentarer om de fire hold i AFC West.

DENVER BRONCOS

Det er ikke godt tegn, at Paxton Lynch for andet år i træk tabte kampen om starterrollen bag center til Trevor Siemian. Lynch blev blot den fjerde quarterback valgt i 1. runde af draften siden 2006, der ikke startede på fuld tid i senest sin anden sæson i NFL. De tre andre var alle “draft busts” – Johnny Manziel, Tim Tebow og Brady Quinn. Lige nu er der grund til at tro, at Lynch aldrig slår igennem i NFL, selvom det selvfølgelig er tidligt i processen … Holdets kasteforsvar har ifølge Football Outsiders’ analyse været NFLs bedste de seneste to sæsoner. Enhedens coach, Joe Woods, har nu taget springet fra defensive backs coach til defensive koordinator i stedet for Wade Phillips … Broncos kommer ikke langt, hvis løbeangrebet ikke bliver bedre. Sidste år var det kun ligaens 27. bedste, men der er forventninger til den nye offensive koordinator Mike McCoys løbeoffensiv. Forvent flere indvendige løb og en “stor dosis C.J. Anderson”. En meniskskade mindskede sidste år hans sæson til kun syv kampe, men han får en fremtrædende rolle i offensiven i 2017, fordi Siemian ikke er en quarterback, der kan kaste Broncos til sejr efter sejr. Offensiven skal være meget afbalanceret … Denvers forsvar var sidste år det eneste i NFL, der brugte fire defensive backs på flere end halvdelen af alle spil. Alle andre forsvar brugte i størstedelen af tiden enten fem eller seks defensive backs … Center Matt Paradis er to gange i denne offseason blevet opereret i hoften, men han er én af NFLs bedste på positionen, når han er fit … Broncos står over for det på papiret sværeste turneringsprogram i hele NFL i 2017. Modstanderne vandt sidste år 57,8 procent af deres kampe.

LÆS: Blog: AFC East – noter og kommentarer

KANSAS CITY CHIEFS

Patrick Mahomes – førsterundevalget fra april-draften – er fremtiden bag center hos Kansas City. Spørgsmålet er bare hvornår? Mahomes har haft en flot offseason og er en “anti-Alex Smith”, fordi han modsat den nuværende Chiefs-starter er enormt aggressiv på sine kast. Mahomes kan enten i 2017 eller formentligt senest i 2018 blive den første første quarterback siden 1987, som Chiefs selv har valgt i draften, der vinder en kamp for holdet … Blandt andre den tidligere Browns-GM, Patriots-leder og NFL Network-analytiker, Mike Lombardi, mener, at Tyreek Hill er så god, at han nu banker på en status som elite-receiver i NFL. Altså i Julio Jones-, A.J. Green og Odell Beckham Jr.-klassen. Det forklarer blandt andet, hvorfor Chiefs fyrede Jeremy Maclin (der fik beskeden via en voice mail fra den nu ligeledes fyrede general manager John Dorsey) … Meget af Chiefs’ succes i 2017 afhænger af linebacker Justin Houstons helbred. Skader har begrænset ham til kun 16 kampe samlet set i de seneste to sæsoner (og kun 32 quarterback pressures) i perioden. Dee Ford er en god starter, men Tamba Hali er på vej i karrierens efterår, så Chiefs har brug for stjernen Houstons top-præstationer … Chiefs er nu i eliten i NFL og spiller seks tv-primetime-kampe i 2017 – flest af alle hold … Der er et kæmpe “buzz” omkring rookie-running back Kareem Hunt. Chiefs handlede op i 3. runde af draften i foråret for at vælge ham, og han har været en bedre receiver end forventet. Eks-Toledo-profilen får allerede for første færd en stor rolle med starter Spencer Ware ude for sæsonen med en knæskade. Ifølge head coach Andy Reid bliver Hunt nu holdets “featured back”.

LÆS: Blog: NFC West – noter og kommentarer

OAKLAND RAIDERS

Football Outsiders bringer en statistik, der efter min mening indikerer, hvorfor vi skal være varsomme med at bringe Raiders op i NFLs elite – trods 12 sejre i 2017. Ifølge websitet var Raiders anno 2016 det 12-4-hold siden 1978, der har haft den mindste “point differential” (+31) – samlet set. Altså forskellen mellem antal scorede og tilladte point. I 2016 vandt Raiders i otte af de 12 sejrende kampe med makismalt otte point – og det held og de marginaler følger formentligt ikke med i sæsonen derefter. Derfor er det realistisk at tro, at Oakland nærmere vinder 9, 10 eller i bedste fald 11 kampe i 2017, selvom holdet på papiret er godt. Jeg tror bare ikke, at Raiders er så godt, som de 12 sejre antød i 2016 … Hvis Raiders’ secondary bliver bedre i 2017 (og det er der brug for), skyldes det måske ikke kun ankomsten af top-rookie Gareon Conley. Den nye assistenttræner John Pagano, der kommer fra et job som defensiv koordinator hos rivalerne fra San Diego Chargers, får ros for sit arbejde med de defensive backs og for hans evne til at rette små fejl og fokusere på detaljer. Hold i 2017 især godt øje med sidste års førsterundevalg, safety Karl Joseph, der i sin rookie-sæson var plaget af en tåskade, men som har været meget skarp i offseason.

LOS ANGELES CHARGERS

Wide receiver Travis Benjamin viste store prøver på sin fart i training camp. Han døjede med en knæskade i dele af 2016-sæsonen, men er fit nu og kan blive et farligt våben for quarterback Philip Rivers … NFL.com’s Marc Sessler – kendt fra “The Around the NFL Podcast” – fortæller til Draftday.dk, at han forudser, at Chargers når i slutspillet i 2017 … Det bliver interessant at se, hvordan NFLs Defensive Rookie of the Year in 2016, Joey Bosa, præsterer i 2017. Bosa var skræmmende god som rookie i 2016, hvor han lavede 10,5 sacks, men det var i John Paganos 3-4-system. Nu er Gus Bradley ny defensiv koordinator, og Bosa har allerede erklæret, at Bradleys system er et endnu bedre fit … Man skal bestemt ike undervurdere betydningen af, at Chargers i offseason forlængede med edge rusher Melvin Ingram på en 66 millioner dollar-stor aftale. Flere hold stod klar til at trække Ingram til sig, men Chargers holdt fast og sikrede dermed, at holdet i Bosa/Ingram har én af NFLs bedste pass-rush-duoer. Det er vitalt i nutidens NFL … I Chargers’ første sæson i Los Angeles vil holdet spille i The StubHub Center med plads til kun 30.000 tilskuere. Det nye stadion i Inglewood, som Chargers deler med Rams, står først færdigt i 2020 … Chargers genopbyggede angrebslinjen i offseason, men er allerede svækket af tabet af rookie Forrest Lamp (korsbåndsskade). Holdet har sagt farvel til D.J. Fluker, King Dunlap og Orlando Franklin, mens rookie guard Dan Feeney og venstre tackle Russell Okung er nye navne udefra, og flere interne rokeringer skaber andre forandringer. Samlet set givet det en angrebslinje med et nyt udseende, der skal spille bedre i den kommende sæson, hvis The Bolts skal kæmpe med om AFC West-titlen. For hvis Philip Rivers ikke får mere ro til at kaste, kollapser angrebet alt for ofte.

Skriv et svar