Blog: 8 kommentarer før wild-card-runden

Få to friske bud på Super Bowl-holdene, læs en kedelig DeMarco Murray-statistik og se også, hvor usædvanlig en quarterback Ryan Lindley er. Du får det hele i denne blog med otte kommentarer før wild card-runden.


1. Det er stadig Seahawks mod Patriots…
Før sæsonen var mit Super Bowl-bud, at Seattle Seahawks og New England Patriots mødes i finalen, og det virker nu som et sandsynligt udfald – efter at begge hold har haft kriser undervejs. For begge hold er efter min mening NFLs bedste hold netop nu og er da også topseedede i hver deres konference.

Patriots og Seahawks har dermed begge hjemmebanefordel gennem slutspillet, og det er væsentlige faktorer, som absolut ikke kan overvurderes. Selvom Patriots i søndags (uden flere starters, der fik en fridag) tabte hjemme til Buffalo Bills og ikke har været helt så dominerende i de senere uger som tidligere på sæsonen, har jeg stadig svært ved at se et andet AFC-hold vinde i Foxborough.

Denver, der er andetseedet, tabte stort i efteråret i New England, og Broncos har klart flere skader og skavanker at slås med end Patriots, der – efter det tidlige sæsontab af Stevan Ridley og Jerod Mayo – virker mere friske i januar end i flere år, og holdet har oven i købet en frirunde forude. Det vil gavne patrioterne, der samtidig har det bedste forsvar, som holdet har haft i årevis. Jeg har svært ved at Broncos – som sæsonen er forløbet – tage til New England og vinde.

Baltimore Ravens har tidligere slået Patriots i slutspillet, men p.t. virker Ravens ikke formstærke, og i det hele taget er der ikke et hold i AFC, der efter min mening er så stærkt, at det vil kunne slå New England på udebane. Havde Patriots spillet på udebane, havde situationen været anderledes.

En overraskende statistik viser nemlig, at Patriots siden (og med) 2012-sæsonen har tabt alle de fem kampe, hvor holdet på udebane har mødt et hold, der var i slutspillet i den pågældende sæson. Det er femteværst i NFL. Og holdet har kun vundet tre af 10 opgør på udebane mod hold, der havde en “winning record” i sæsonen. Derfor er hjemmebanefordelen så vigtig, for der er en markant forskel på Patriots ude og hjemme.

Og Seattle Seahawks har p.t. NFLs bedste forsvar – der er endnu bedre end det forsvar, der gik på banen og dominerede alt og alle i 2013. I de sidste seks kampe – alle sejre – har holdet kun tilladt tre touchdowns. Vanvittigt.

Hvis angrebet anført af Russell Wilson fortsat kan score 20 point eller flere (som det har gjort i 12 af 16 kampe i denne sæson) – selvom det ikke altid sker på lige konventionel, systematisk vis – bliver Seahawks meget, meget svære at slå. Ikke mindst fordi vejen til Super Bowl går forbi Seattle.

2. Andy Dalton igen i fokus
Andy Dalton har for fjerde år i træk ført Cincinnati Bengals i slutspillet. Men hvis Dalton og Co. for fjerde gang i træk skuffer og taber i første omgang i januar, vil diskussionen om Daltons fremtidsperspektiver igen tage til.

I tre slutspilskampe i karrieren har Dalton kun ramt plet på samlet 59,2 procent af alle kast for 718 yards, ét touchdown og seks interceptions med en passer rating af 56,2 point til følge. Det er ifølge Draftday.dk’s lille gennemgang det svageste rating for en spiller med mindst 100 kast i slutspillet, siden Drew Bledsoe og Kordell Stewart spillede deres sidste slutspilskamp i 2001 – begge havde for karrieren svagere ratings.

Søndagens modstander fra Indianapolis Colts vandt for ti uger siden med 27-0 over netop Bengals. Men Indy har haft deres problemer at slås med i de seneste uger – løbeangrebet fungerer stadig slet, slet ikke, og forsvaret er ustabilt. Og man kan argumentere for, at Bengals spiller for spillet har et bedre hold end Indianapolis, der dog har den klart bedste spiller på den vigtigste position (quarterback Andrew Luck). Det er afgørende.

Men der skal ikke meget til for at tippe sejren til gæsternes fordel. Colts er langt fra usårlige, har (ligesom Bengals) vist, at de pludselig kan falde sammen – og hvis udebaneholdet har A.J. Green med (han er tvivlsom med en hjernerystelse), har Cincinnati en stor playmaker i kasteoffensiven, selvom løbeoffensiven faktisk er blevet grundstenen i angrebet med running back Jeremy Hill, som siden 9. spillerunde har løbet for flere yards (775) end nogen anden spiller i NFL.

Bengals er efter min mening det hold, der i denne weekend har den bedste chance for at sejre på udebane.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *