Blog: 8 kommentarer før div. playoffs

7. ..Og hvad med Seahawks? Hvor er svaghederne?

Der er ikke mange, men som med Patriots er der også muligheder mod de forsvarende mestre, som lige nu virker endnu bedre end i den historiske 2013-sæson, hvor holdet dominerede.

Sådan lyder det fra Scott Kacsmar fra FootballOutsiders.com, der ikke er i tvivl om, at Seahawks hører hjemme i toppen af NFL.
– Jeg mener, at det er det bedste hold i football, fordi de er så balancerede på begge sider af bolden i forhold til kast og løb, siger han til Draftday.dk.

Men han fortsætter samtidig, at han ikke “ser nogen udstille forsvaret” i slutspillet, og derfor er den eneste mulighed for at vinde mod Seattle at holde scoren i kampen lav.

Det kræver ifølge Scott Kacsmar, at modstanderen får lagt et massivt pres på Seahawks’ quarterback Russell Wilson, som ifølge Pro Football Focus har været under pres på hele 46,0 procent af alle dropbacks i denne sæson – mest i NFL. Men fordi Wilson er en så fantastisk “Houdini”-lignende improvisator med fødderne, undgår han oftest at blive nedlagt og slipper i stedet tit fri for at få lavet det store spil:
– Han gør nogle fantastiske ting for at undgå presset, men flere hits og sacks kan gøre en forskel, mener Kacsmar, der tror, at det vil svække Wilson, som kampen skrider frem.

Han peger samtidig på, at Seattles kasteangreb er mindre eksplosivt end i 2013, og det giver også muligheder.

Når holdet selv har bolden, er det altafgørende, at det løber effektivt med bolden. Det holder Wilson på bænken, men kan samtidig trække tempoet ud af kampen, så Seahawks’ forsvar ikke skal besejres i en kasteivrig affære, hvor Seattles stærke kasteforsvar anført af Richard Sherman kommer til sin ret.
– Cowboys er især en dårlig matchup for Seattle, fordi de holder fast i løbet, hvilket er vitalt for at slå Seattle. Du kan ikke forvente at kaste bolden 45-50 gange mod det secondary og forvente at få succes. Hold stabilt fast i løbet og håb, at det giver nogle chancer ned af banen, som Aaron Rodgers og Tony Romo kan kapitalisere på, siger Scott Kacsmar. 

8. Green Bay og Dallas topper vigtig statistik

Det er nummer ét og nummer to i en meget, meget vigtig statistik, der tørner sammen søndag i Green Bay, hvor Dallas Cowboys kommer til Lambeau Field og banen, hvor den legendariske “Ice Bowl” fandt sted mellem holdene.

Det var den 31. december i 1967. Sidste gang de to hold mødtes på det legendariske stadion.

Green Bay Packers er nummer ét i “The Passer Rating Differential”-statistikken med en forskel på 27,83 point, mens Dallas Cowboys er nummer to med en forskel på 22,42 point. Statistikken viser forskellen mellem holdenes offensive og defensive passer rating.

Og det er – som vi før har fortalt – en vigtig statistik.

Football-sitet ColdHardFootballFacts.com fortalte forrige år, at 26 af 73 NFL-mestre siden 1940 er sluttet som nummer ét i den kategori, og hele 95 procent (69 af 73) sluttede i top 10.

Efter at vi fortalte om statistikken, nåede endnu en regulær sæson til vejs ende. Nummer ét i ”passer rating differential” i 2013-sæsonen var Seattle Seahawks, mens nummer to var Denver Broncos. Altså sluttede de to Super Bowl-hold ét og to i kategorien, og Seahawks blev dermed den 27. NFL-mester siden 1940, der sluttede allerøverst i kategorien.

En fremragende indikation af, hvor meget denne statistik holder.

I øvrigt byder kampen mellem Packers, der er ubesejret på hjemmebane i denne sæson, og Cowboys, der omvendt ikke har tabt på udebane, også på mødet mellem de to aktive quarterbacks, der har den højeste passer rating for karrieren. Aaron Rodgers er nummer ét (106,0 point), mens Tony Romo (97,6 point) er nummer to.

Enig eller uenig med bloggen? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *