Football For Folket!

Blog: 8 kommentarer før 9. runde

Især to ting kan blive afgørende, når Tom Brady og Peyton Manning igen mødes søndag. Læs også hvor svært de bedste NFC-hold får det i resten af sæsonen og se hvilken stjerne-cornerback, der har skuffet.


1. Brady vs Manning: Hjemmebane og turnovers…

New England Patriots er et hot hold lige nu. Denver Broncos er brandvarme.

Og derfor er det et helt perfekt tidspunkt, at to af NFLs bedste hold netop nu – og AFCs toprangerede mandskaber – mødes til den efterhånden årlige duel mellem Tom Brady og Peyton Manning.

Dermed får vi endnu legendarisk rivalduel mellem to ikoniske quarterbacks – og gode venner – som altid får det bedste football frem hos hinanden, når de kæmper. Og det gør de igen sent søndag aften, hvor Patriots og Broncos banker sammen i Foxborough.

Med en halv sæson tilbage for begge hold behøver kampen ikke at få så afgørende betydning for hjemmebanefordelen gennem slutspillet, som 00’ernes intense opgør mellem Mannings Colts og Bradys Patriots typisk havde det. Men i en ualmindelig tæt AFC-konference, hvor 11 hold lige nu har vundet flere kampe, end de har tabt, er hver en kamp fra nu af meget vigtig, og derfor kan et nederlag søndag – i sidste ende – være kostbart.

Siden 2012, hvor Manning kom til Denver, har Patriots vundet to af tre kampe mod Denver. Den samlede score? 81-78 til Patriots. Altså næsten en samlet uafgjort målt i point. Patriots har vundet én kamp med ti point, det samme har Broncos (i slutspillet i januar). Og så var den tredje og sidste kamp neglebideren i november sidste år, hvor Broncos løb Patriots over ende, men ikke kunne lukke kampen efter en 24-0-føring i 3. quarter, og hvor Patriots efter en bizar afslutning med en katastrofal Broncos-fumble vandt 13 minutter inde i overtid.

I alle de tre kampe vandt hjemmeholdet, og faktisk har hjemmeholdet vundet seks af de seneste syv kampe mellem Brady og Manning daterende tilbage til den højdramatiske AFC-finale i 2007.

En hjemmebane er altid en fordel i NFL, men især i de senere år har den tilsyneladende haft en stor effekt i Brady-Manning-duellen. For eksempel da Colts for syv år siden i AFC-finalen skulle kæmpe sig tilbage fra en 21-3-føring til Patriots og undervejs blev løftet af et stadig vildere publikum, eller da Patriots i sidste års kamp med tilskuerne i ryggen rejste sig og leverede det største comeback i holdets historie.

Søndag er New England så igen på hjemmebane. Det kan meget vel tippe kampen til Brady og Patriots.
– Det betyder enormt meget, siger Troy Renck, der dækker kampen for The Denver Post, til Draftday.dk.

En kollega, som skal dække kampen set med Patriots-briller, er enig.
– Hjemmebanefordelen har altid været meget stor for Patriots, siger Doug Kyed, som skriver for NESN.com, til Draftday.dk.

Patriots er i det hele taget en skræmmende størrelse på hjemmebane. Siden 2001, hvor Tom Brady kom til, har holdet kun tabt 60 af 242 opgør på dét, der nu hedder Gillette Stadium. Det er en sejrsprocent på 75,2 procent – ti procentpoint bedre end Indianapolis, der er på andenpladsen i den kategori for perioden. En enorm forskel i et NFL, hvor mange hold ellers har stærke hjemmebanefordele.

Siden 2012, hvor Peyton Manning kom til Denver, har rivalerne fra Patriots i samme periode vundet 32 af 44 hjemmekampe svarende til hele 72,7 procent, hvilket dog kun er næstbedst i NFL efter netop Denver med hele 79,1 procent. En klar bekræftelse af, hvor stor forskel der er på, om kampen bliver spillet i New England eller i Denver, hvor Denver Broncos altså i de senere år har været endnu mere skræmmende, end Patriots har været det i New England.

Uheldigvis for Manning har alle de fire seneste Patriots-opgør i grundspillet – inklusiv den kommende kamp – været programsat til Gillette Stadium, hvor Manning da også har tabt de første tre dueller. Faktisk har hele syv af de sidste ni grundspilsopgør mellem Manning og Brady været afviklet i Foxborough. Og her har Manning ikke vundet siden 2006, hvor Colts vandt med 27-20.

Derfor tror jeg, at Tom Brady og Co. slår Denver Broncos på søndag.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar