Blog: 7 kommentarer før 11. runde i NFL

Du får syv kommentarer før 11. spillerunde. Læs blandt andet om Packers, Connor Barwin, Chiefs-forsvaret, NFC South, Chargers’ comeback-forsøg – og hvorfor det ikke bare hjælper noget at blive ved med at give en erfaren running back bolden.


1. EFTER ”MARERIDTET”: CHIEFS’ FORSVAR HAR IMPONERET

Kansas City Chiefs’ forsvar fik en forfærdelig indledning på 2014-sæsonen.

Én ting var, at holdet tabte sæsonpremieren med 26-10 til Tennessee Titans i en kamp, hvor Titans’ quarterback Jake Locker fik lov til at være lige så skarp på sine kast, som var han Peyton Manning. Noget andet var, at holdet i den første kamp mistede Pro Bowl-linebacker Derrick Johnson og den startende defensive end, jernmanden Mike DeVito, til sprængte akillessener.

To dyrebare skader i en kamp, som NFL.com’s Gregg Rosenthal dengang kaldte for et “mareridt” for Chiefs samtidig med, at han skrev, at det ville blive svært for Chiefs at overkomme tabet af Johnson – én af NFLs bedste inside linebackers.

Men 10 uger senere har Chiefs-forsvaret anført af den dygtige defensive koordinator Bob Sutton bevist, at det var muligt at komme flot videre efter tabet af de to stærke forsvarsspillere.

Og mens mange skamroser Arizona Cardinals og San Franciscos arbejde med at fastholde stærke forsvar, har der generelt været forbavsende lidt ros sendt i retning af Kansas City, som lige nu har ét af NFLs bedste forsvar, selvom Johnson og DeVito er ude, og selvom Pro Bowl-safety Eric Berry har misset fem kampe med en ankelskade.

Søndag møder Kansas City Chiefs hjemme Seattle Seahawks, og det gør de med et forsvar, der kun har tilladt 16,8 point pr. kamp (næstfærrest i NFL), og som samtidig er NFLs bedste målt i passing yards tilladt pr. kamp. Løbeforsvaret er i den tunge ende af NFL-tabellen, men alligevel har Chiefs lige nu et forsvar, som ikke er en fest at spille mod, og som ikke har tilladt flere end 20 point i en kamp siden 5. spillerunde mod San Francisco 49ers.
– Chiefs-forsvaret er blevet ved med at vokse gennem første halvdel af 2014-sæsonen, fortæller Bob Gretz til Draftday.dk.

Bob Gretz er en legendarisk Chiefs-reporter, som følger holdet tæt, og som både har skrevet for den lokale avis, The Kansas City Star, kommenteret holdets kampe i radioen, og som nu skriver om holdet på sin egen private hjemmeside om Chiefs.

Den flotte 2014-sæson kommer efter en 2013-sæson, hvor forsvaret kollapsede totalt. I de første ni kampe, hvor Chiefs nærmest sensationelt vandt alle kampe, var defensiven NFLs statistisk bedste, men så blev holdet ramt af flere skader samtidig med, at turneringsprogrammet blev sværere. Det resulterede i store defensive problemer, der kulminerede med slutspilskampen i januar mod Indianapolis Colts, hvor Chiefs var foran med fire touchdowns, men hvor holdet siden faldt sammen og tillod i alt 45 point og 443 passing yards i 45-44-nederlaget.

Derfor var forventningerne mere afmålte inden sæsonen, og tabet af Johnson og DeVito løftede ikke ligefrem optimismen omkring et forsvar, som, flere mente, havde haft det for let i første halvdel af sidste sæson, hvor modstanderens quarterbacks blandt andre var upåagtede navne som Jeff Tuel, Blaine Gabbert, Case Keenum, Jason Campbell, Terrelle Pryor og Ryan Fitzpatrick. Den bedste quarterback, de mødte, var Tony Romo, mens den næstbedste var en dengang kriseramt Eli Manning.

Men ingen kan beskylde Chiefs-forsvaret for at have haft det for let i de første ni kampe i 2014. Her har modstanderne blandt andre været Peyton Manning (Broncos), Philip Rivers (Chargers), Tom Brady (Patriots), Ryan Tannehill (Dolphins) og Colin Kaepernick (49ers).

De fem har tilsammen kastet for 1012 yards mod Kansas Ctty Chiefs og syv touchdowns og tre interceptions, men ingen af de fem quarterbacks har kastet for flere end 242 yards (Manning i 2. spillerunde). Faktisk er det højeste antal passing yards, som Chiefs har tilladt i denne sæson, de 266 yards, som Locker kastede i sæsonpremieren. Et imponerende lavt tal i en kasteoffensivens storhedstid.

Chiefs vs de bedste quarterbacks i 2014-sæsonen 

 Spillerunde
 Quarterback
Passing yards
 Passer rating
 2
 Peyton Manning
 242
 143,9
 3
 Ryan Tannehill
 205
 70,4
 4
 Tom Brady
 159
 59,9
 5
 Colin Kaepernick
 201
 92,0
 6
 Philip Rivers
 205
 83,4

KILDE: Pro Football Reference

Kun Peyton Manning, der ramte plet på 21 af 26 kast og kastede tre touchdowns, har haft en vild passer rating mod Chiefs, men de fire andre alle nettede pæne, beskedne eller elendige passer ratings mod Suttons forsvar. I de fem kampe mod de fem bedste har Chiefs faktisk kun tilladt 202 passing yards pr. kamp og en completion percentage på middelmådige 58,3 procent – og en samlet passer rating på udmærkede, men bestemt ikke imponerende 86,3 point.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *