Football For Folket!

Blog: 6 ting om 10. runde

Det er fire præsidentvalg siden, at Patriots tabte hjemme til Bills, en for mange ukendt cornerback imponerer i NFL, “Luck vs Manning” er en stor mulighed, og Bears er mere presset end Texans. Læs her seks ting om 10. runde.

*** Det kan meget vel blive en rigtig slem dag at være Buffalo Bills-fan, når favoritholdet søndag går på banen på Gillette Stadium til mødet med AFC East-rivalerne fra New England Patriots.

Ikke nok med at Patriots kommer frisk fra en bye week oven på en storsejr i London over St. Louis Rams. Patriots har også totalt krammet på Bills og har vundet utrolige 16 af de seneste 17 (!) indbyrdes opgør – og har ikke tabt hjemme mod Buffalo siden den 5. november 2000.

Hvor lang tid siden er det?

Det er så lang tid siden, at præsidenten “over there” dengang hed Bill Clinton – først to dage senere vandt George W. Bush det amerikanske præsidentvalg i en gyser mod Al Gore. Med andre ord er det altså nu fire præsidentvalg siden, at Bills slog Patriots på udebane. Tom Brady var dengang en ukendt rookie og sad på bænken, Bill Belichick havde blot en måned forinden vundet sin første kamp som Patriots-cheftræner, og Bills’ head coach hed Wade Phillips (der siden har nået at være både i Atlanta, San Diego, Dallas og Houston).

Og Barack Obama? Han førte den søndag i november 2000 valgkampagne i forsøget på at få en plads i Repræsentanternes Hus. Men to dage efter Bills’ sejr i Foxborough mislykkedes forsøget fra politikeren fra Chicago, der tabte valget til sin konkurrent, men som otte år senere blev verdens mægtigste mand.

Jeps, der er sket meget siden dengang, men tilbage står altså, at Patriots har domineret Bills lige siden. Og det er svært at se, at Bill Belichick (nu med 192 sejre og tre Super Bowl-triumfer på kontoen) og hans mandskab ikke også vil slå Bills – måske endda temmelig stort – i det 12. møde i New England siden opgøret i år 2000.

Bills’ ekstremt underpræsterende forsvar kan nemlig med stor sandsynlighed slet ikke hamre op med New Englands potente offensiv – NFLs bedste. Én ting er, at Bills’ overmatchede defensive backs skal forsøge at holde styr på Brady, Welker, Gronkowski, Lloyd og måske Hernandez (hvis han spiller). Noget andet er, at Bills’ løbeforsvar samtidig skal stoppe Patriots’ formstærke running back Stevan Ridley, der kan få masser af plads at boltre sig på i Bills’ gennemhullede defensiv.

Buffalo Bills tillader lige nu vanvittige 5,7 yards pr. carry, og ifølge Football Outsiders er det så skidt, at intet hold siden 1951 har tilladt lige så mange yards pr. løb. Det er 61 år siden! En forsvarslinje med nyerhvervelserne Mario Williams og Mark Anderson skulle være Buffalos allerstærkeste kort, men under ledelse af defensiv koordinator Dave Wannstedt har linjen floppet totalt. “Super Mario” – historiens bedst betalte forsvarsspiller – får masser af kritik, men mange iagttagere peger også på, at andenårsspilleren, defensive tackle Marcell Dareus, har været en gigantisk skuffelse.

Efter en flot rookie-sæson er Dareus i denne sæson blevet skubbet rundt af modstanderens offensive linemen, og søndag bliver formentligt ingen undtagelse, når Patriots’ velspillende angrebslinje får hænderne på ham.

*** Peyton Manning vs Andrew Luck i slutspillet? Det kan lyde helt vildt, men ikke desto mindre ville det blive en realitet, hvis sæsonen sluttede i dag.

For to måneder siden spåede mange ellers ikke, at Indianapolis Colts ville nå langt i 2012. Men de kritikere – blandt dem enkelte, der troede, at Colts slet ikke ville vinde én eneste kamp – må nu se på en NFL-tabel, hvor Indianapolis under ledelse af rookien Luck har vundet fem af otte kampe og er på vej mod et historisk, vanvittigt hypet slutspilsmøde med holdets største spiller nogensinde, Denver Broncos‘ quarterback Peyton Manning.

Inden sæsonen skiftede Manning som NFL-historiens mest attraktive free agent nogensinde til Denver efter 14 år som folkehelt i Indiana, men har som Luck ført sit hold frem til fem sejre. Og ikke nok med det: Han har også lagt op til et møde med sit gamle mandskab.

For efter 9. spillerunde er Manning og Denver det fjerdeseedede hold i AFC, mens Luck og Colts er femteseedet. Og de to hold ville derfor – ifølge seednings-reglerne – mødes i slutspillet, hvis sæsonen sluttede i dag.

Det gør sæsonen dog som bekendt ikke, og mens Denver skal gå helt i stå, hvis holdet ikke skal cruise mod slutspillet, er det naturligvis mere spørgsmålet, om Colts kan holde dampen? Svaret er, at det kan Colts sandsynligvis. For det ser faktisk lovende ud for Colts i de resterende otte kampe, hvor holdet har NFLs syvendeletteste program og i møder med Jaguars (på søndag), Bills, Lions, Titans og Chiefs har fem modstandere, som holdet har gode chancer for at slå. Kun mod Patriots og i de to opgør, der venter mod Texans i december, vil Indianapolis få det svært.

Men fire sejre bør være inden for rækkevidde mod de lettere modstandere, og en femte sejr kan måske komme i sæsonfinalen mod Texans, hvis Houston til den tid har sikret sig en plads som topseedet i konferencen og derfor sparer profilerne i den for dem betydningsløse kamp. Sker det, får Colts bedre mulighed for at vinde, og det vil i alt give ti sejre til Luck og Co. – og så bør en wild card-plads være sikret i den svage AFC-konference.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar