Blog: 20 kommentarer efter weekenden i NFL

3) Houston Texans er ikke bygget til at indhente en stor føring til modstanderen – det blev endnu engang bevist søndag mod Baltimore Ravens, der vandt 30-9.

Quarterback Matt Schaub er en stabil, overmiddel quarterback, der statistisk set var effektiv (ramte plet på 25 af 35 kast), men Schaub kastede for kun 194 yards (5,5 yards pr. kast), og hans muligheder for et comeback blev ikke bedre af, at wide receiver og angrebesset, Andre Johnson, udgik med en skade. Derfor var Ravens reelt aldrig i fare for at blive indhentet.

Schaub er fremragende, når kampen er lavtscorende. For Schaub har vundet alle (!) de 29 kampe, hvor modstanderen ikke har scoret flere end 19 point. Men når modstanderen, som det var tilfældet søndag, scorer mindst 29 point, har Schaub kun vundet fire af 25 kampe, viser Draftday.dk’s beregning.

Med andre ord er han ikke en quarterback, der typisk kan vinde ”shootouts”. For han er ikke en passer, der kan hamre sit hold tilbage i kampen, ligesom Texans’ kontrollerede offensiv, der bygger på løb og få, særlige udvalgte ”shot plays” nedad banen, ikke gavner et hold, som skal skaffe mange yards og touchdowns i en fart.

Texans kæmper ganske enkelt hårdt for at score touchdown.

4) Med 31-7-sejren over St. Louis Rams søndag er det lige nu ”Dallas Cowboys og alle de andre” i NFC East.

Redskins (0-3) og Giants (0-3) og ustabile Eagles (1-2) synes lige nu ikke at være noget match for cowboyerne, der imponerede mig mod Rams. Offensiven var balanceret, og Monte Kiffins forsvar dominerede Sam Bradford og Rams.

73-årige Monte Kiffin var grundlæggeren af “Tampa 2”-forsvaret, men efter tre kampe som defensiv koordinator hos Cowboys står det klart, at Cowboys ikke kører et klassisk “Tampa 2”-forsvar.

I de første to kampe stod Kiffins drenge kun i det forsvarssystem på under hvert fjerde snap, og i stedet spiller Cowboys med masser af “mand til mand”-opdækning og har succes med blitzes, som ellers ikke traditionelt er en stor del af “Tampa 2”-forsvaret i sin reneste form, hvor presset skal komme fra forsvarslinjen, mens de syv andre spillere dækker op. Især “Double A Gap Blitzes” (to linebackers angriber indvendigt), som den nu afdøde Eagles-koordinator Jim Johnson gjorde berømt, har været en overraskende del af Cowboys’ forsvar.

Uanset hvad fungerer forsvaret og stoppede søndag Rams’ angreb, som – jeg personligt mener – ellers har spillerne til at være virkelig slagkraftigt. Men faktum er, at Rams-angrebet samlet set har underpræsteret henover de første tre kampe.

5) Vi er kun tre runder inde i NFL-sæsonen, og flere hold bør nu kraftigt overveje, hvem der bør stå bag center i den kommende kamp.

Skal Minnesota Vikings starte Christian Ponder eller Matt Cassel? Skal Cleveland Browns holde fast i Brian Hoyer, selvom Brandon Weeden bliver klar? Skal Tampa Bay Buccaneers bænke Josh Freeman til fordel for rookie Mike Glennon? Og er Jacksonville Jaguars bedst stillet med Chad Henne eller Blaine Gabbert i startkæden?

Det er aldrig et godt tegn, når sådan et spørgsmål popper op efter kun tre kampe, og selvom Browns’ Hoyer søndag beviste, at han kan stå distancen i 60 minutter i en NFL-kamp, skal vi heller ikke overdrive situationen. For den underliggende overskrift bag hans udmærkede, men ikke prangende præstation er, at den egentlige starter Brandon Weeden ikke har bevist, at han er fremtidens mand.

Det ved Browns-ledelsen godt, og derfor er holdet – ifølge flere medier – fast besluttet på at finde en ny ”franchise quarterback” via næste års draft.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *