Football For Folket!

Blog: 15 tanker før første søndag i NFL

Vi er nået til den allerførste søndag i 2014-sæsonen. Få her 15 kommentarer før runden – om alt fra AFC-magtkampen, J.J. Watt til potentielle trends, Dolphins og Falcons.


———————————————————————————————————————–

1. Ét af de strategiske spørgsmål, jeg glæder mig mest til at få besvaret i 2014, er, om pendulet (så småt) er ved at svinge tilbage igen i retning af flere hold, der forsøger at vinde via løb – og ikke via kast.



Siden 2004 er NFL blevet en stadig mere og mere kasteivrig liga, hvilket ikke mindst skærpede regler overfor forsvarsspillerne og mere veluddannede quarterbacks fra high school- og college rækkerne kan tilskrives æren for. Og i 2013-sæsonen kastede holdene procentvis mere med bolden end på noget andet tidspunkt i NFL-historien.


Med meldingen om, at dommerne i 2014 vil slå endnu hårdere ned på ulovlig kontakt i forsvaret (som vi så det i preseason) – hvilket indirekte medfører, at forsvarsspillerne får sværere ved at dække op – øger det kun sandsynligheden for, at NFL i endnu højere grad bliver en kasteliga. I hvert fald hvis linjen holdes gennem sæsonen, selvom opgøret mellem Seahawks og Packers ikke umiddelbart viste en hårdere linje. Men der spekuleres allerede nu i, hvor kort tid der går, før vi får en 6000 yard-passer.



Men samtidig med den udvikling, så vi også i slutspillet flere af de bedste hold – mestrene fra Seahawks samt 49ers og Patriots – vinde via et løbebaseret angreb. Og i Super Bowl kom Denver Broncos, Peyton Manning og NFL-historiens bedste kasteangreb totalt til kort mod et stærkt forsvar. Dertil kommer, at Chip Kelly og hans revolutionerende Eagles-angreb, som mange trænere har skelet til denne offseason, var i top seks over hold med procentvis flest løb i 2014. Et stærkt løbeangreb er nemlig også en fordel i en tid, hvor forsvarene bliver bygget op omkring lette, hurtigere forsvarsspillere, der kan dække op mod kastet. Det er angrebenes modsvar til forsvar med fem og seks defensive backs i kæden fra første snap.



NFL er en ”copycat”-liga, hvor holdene kopierer fra hinanden, og derfor vil det ikke undre mig, hvis vi i 2014 – trods de skærpede regler – ser flere hold løbe oftere med bolden, end de gjorde i sidste sæson. I 2013 var det kun fem af 32 hold, der løb mere, end de kastede. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det tal bliver noget nær fordoblet i 2013.

2. New England Patriots er min favorit til at vinde AFC. Ikke fordi jeg ser Patriots som bedre hold end Denver Broncos, der er min medfavorit. Men fordi jeg ser vejen til Super Bowl være lettere for Patriots end for Broncos.
Når jeg ser på Patriots’ program, ser det noget lettere ud end Broncos’ ditto. Patriots spiller i NFLs – mener nogen – svageste division, og endnu engang skal Broncos til New England og ikke omvendt. Det bør gøre Tom Brady og Co. til favoritter i det indbyrdes møde, og hvis de vinder kampen, vil det reelt være ”halvanden” sejr, som kan blive afgørende i sidste ende, når hjemmebanefordelen skal fordeles i AFC.

Hvis Patriots får hjemmebanefordel gennem slutspillet – og det tror jeg, at de gør – bør de uanset hvad være favoritter i en eventuel AFC-finale. Og så tror jeg, at de når i Super Bowl. Det er min logik her på dette alt for tidlige tidspunkt.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar