Blog: 15 kommentarer efter Super Bowl

6) Hvis man vil vide, hvordan man ikke skal indlede halvlege i en Super Bowl, skal man se på optagelserne fra Super Bowl XLVIII. Broncos tillod en safety og et touchdown efter præcist 12 sekunder i begge halvlege, og begge scoringer var lige knusende.

Den første gav Seahawks to point og bolden, den anden fjernede formentligt total den gejst, som John Fox må have sat i hovedet på Broncos-mandskabet i pausen.

7) Defensive end Cliff Avril, der dominerede højre tackle Orlando Franklin, og resten af Seahawks-forsvarslinjen spillede fremragende. De lagde lige det ekstra pres på Manning, der gjorde, at legenden blev uskarp på sine kast. Det ene pres blev til et hit på Manning, som så blev til en interception.

Presset var dog ikke kommet, hvis ikke Seattles defensive backs havde dækket så vanvittigt godt op. Der var konstant lukket på dybere ruter, og Manning måtte derfor spille med stor tålmodighed og kaste kort og ofte bag receiverne på krydsruter og screens – hvor Seattle konstant lukkede af. Forsvarsspil i særklasse.

8) Personligt synes jeg, at tv-kommentatorernes analyse af, at Peyton Manning og Denver-sidelinjen virkede energiforladt og savnede en mand, der kunne opildne holdkammeraterne, tog overhånd.

For det første mener jeg ikke, at vi på tv kan bedømme, hvordan spillerne opfører sig på sidelinjen. Tv-fotograferne vil som hovedregel altid pege kameraerne mod de skuffede ansigter, når et hold er bagud (det er godt tv…), men det er på en sidelinje, hvor der er over 80 mennesker. Vi ved derfor ikke, om der samtidig er en spiller, der går rundt og prøver at få gang i medspillerne. For det er ikke alt, der bliver fanget eller skal fanges af linserne.

For andet kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har set Peyton Manning skælde en holdkammerat ud – eller klappe vildt for at sætte gang i holdkammeraterne. Han sidder ofte ned og ser på stillfotos af modstanderens forsvar eller står stille med hjelmen og kigger på – det er hans stil – og derfor var hans opførsel ikke usædvanlig.

Første halvlegs psykoanalyse kan sagtens have været rigtigt. Og den kan have været forkert. Men jeg mener bare ikke, at vi har belæg for at fortælle, hvad der præcist skete på sidelinjen hos Denver, når vi ikke selv var der og endda sad meget langt væk derfra.

9) Peyton Mannings præstation var skuffende – det er han formentligt den første til at erkende – og historien om nummer “18” som en “choker” vil nu fortsætte og være endnu mere rammende, hvis man spørger mange kritikere.

Jeg mener stadig, at Manning er én af historiens bedste, men jeg har svært ved at argumentere for, at han er den bedste, når han flopper så meget på den største scene af dem alle. To interceptions (herunder ét pick six) og et kikset snap (fair eller ej – det er også hans ansvar), er skidt for hans eftermæle.

Hele Denver-holdet kollapsede i en grad, som jeg ikke troede mulig, og derfor er det faktisk urimeligt at give Manning hele skylden. Men virkeligheden er bare, at eftertiden vil huske finalen som den, som “Peyton Manning floppede i”. For det var hans enestående chance for at cementere sig i historien – ved at slå et skræmmende forsvar som Seattles. Men han kiksede totalt på den store scene.

10) Seattle er NFLs yngste hold og har fundamentet til at skabe et dynasti. Salary cappen kan blive et issue, og det kan over tid blive svært både at holde på Earl Thomas og Richard Sherman i samme secondary (Thomas er angiveligt førsteprioriteten), men Seahawks er som minimum klare favoritter til at vinde mesterskabet igen i 2014-sæsonen.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *