Football For Folket!

Blog: 15 kommentarer efter Super Bowl

Super Bowl XLVIII er i bogen, og du får her 15 kommentarer til en ensidig affære i New York. Læs om styrken af Seahawks’ forsvar, NFC vs AFC, Percy Harvin, Peyton Manning, Russell Wilson og meget, meget mere.

1) Seattle Seahawks var ufattelig imponerende i Super Bowl XLVIII.

Seahawks’ dominans blev bedst beskrevet ved, at holdet scorede via et catch, et løb, en interception, en safety, en kickoff-returnering og en interception-returnering.

Pete Carrolls tropper har sæsonen igennem været frygtindgydende, og nattens Super Bowl var én af de mest imponerende bedrifter, jeg nogensinde har set i NFL – hvis ikke den mest imponerende af alle. At ydmyge NFL-historiens bedste angreb på den måde er vanvittigt og ubeskriveligt godt, og det er svært at finde ord for, hvor stærke Seattle Seahawks var. Jeg er personligt rystet over, at det blev en sådan blowout.

Men én ting er efter min mening nu en realitet: Richard Sherman, Earl Thomas og resten af Seahawks-forsvaret er rykket op i NFL-historiens eliteklasse over forsvar. I samme kategori som Chicago Bears anno 1985. Og Baltimore Ravens anno 2000.

Det var også tankevækkende, at Seahawks ikke lavede store ændringer i deres forsvarssystem, selvom de skulle møde Broncos, Manning og “no huddle”-angrebet. Seahawks spillede masser af simpel, løs ”Cover 3” og ”Cover 1” og satsede på, at forsvarsspillerne kunne vinde én-mod-én-duellerne med Broncos-receiverne, når de ramte zonerne. Det kunne de. De vandt ikke bare. De dominerede.

2) Super Bowl XLVIII blev simpelthen ét af største anti-klimakser, jeg har oplevet i de 22 år, jeg har fulgt NFL.

Så meget berettiget hype omkring kampen, og så blev det en kæmpe, kæmpe fuser. Hvis man så finalen for at nyde Seattle Seahawks eller for at se en “blowout”, var der al mulig grund til at juble, men jeg havde personligt håbet på en fantastisk duel mellem NFLs bedste angreb og et topforsvar.

Virkeligheden var bare, at nerven (skulle det vise sig…) forlod kampen allerede på det allerførste spil, da Broncos’ dummede sig og fik en safety imod sig på det kiksede snap, som ifølge Peyton Manning skyldtes larmen på stadion. Det var dybt, dybt skuffende, og jeg misten allerede i 2. quarter troen på, at Broncos ville komme igen.

Sidste gang, jeg har haft den ”øv”-fornemmelse, var i 2006, hvor netop Seattle også var i Super Bowl i en potentiel god matchup med Pittsburgh Steelers. Men den finale blev heller aldrig helt det, som mange dengang havde håbet.

3) Kampen beviste, at NFC lige nu dominerer AFC og har gjort det i flere år (Baltimore Ravens’ sejr sidste år undtaget). Og som jeg skrev i ”Pregame Party” tidligere i denne sæson, har AFC ikke været særligt imponerende i 2013. Det kræver efter min mening lige nu mindre at komme til tops i AFC end i NFC.

Der er meget mere fysik og speed i NFC – præcis som det også var tilfældet op gennem 1990’erne – og snakken om, at den reelle Super Bowl var NFC-finalen, hvor Seahawks og 49ers sloges til allersidste sekund, holdt. Jeg vil vove den påstand, at Seahawks ville vinde syv ud af ti kampe mod Broncos, og at 49ers og måske også Panthers ville kunne slå Broncos i Super Bowl.

4) En afgørende faktor i kampen var Seattle-forsvarets evne til at stoppe Broncos-receiverne, så snart de havde grebet bolden.

Broncos-angrebet er bygget op omkring små, korte timing-kast, hvor receiverne skal gøre arbejdet (som Demaryius Thomas, der har scoret fire TDs på screens i 2013), og i grundspillet skaffede Denver flere yards efter catch end noget andet hold i NFL. Men hver gang Manning natten til mandag fandt en receiver på et kort kast, blev denne spiller ramt hårdt af en hurtig, letfodet Seahawks-spiller, og det var tydeligt at se, at Broncos-receiverne frygtede hits. Ikke mindst Thomas løb flere gange omveje til første down, selvom han kunne have løbet den lige vej, fået en første down, men så også fået tæsk på et hit af Kam Chancellor eller Earl Thomas.

Seahawks’ forsvar førte i 2013 NFL i færrest tilladte yards efter catch. I Super Bowl XLVIII så vi hvorfor.

5) I min optakt skrev jeg, at man ikke skulle undervurdere, at Broncos’ kicker Matt Prater, der har ry for at hamre kickoffs ud af endzonen, kun havde nettet et touchback på 59 procent af alle kickoffs på udebane (mod 81 procent hjemme i Colorados tynde luft). Derfor ville Seahawks’ Percy Harvin få chancen på en returnering eller to, og det ville blive et problem for Broncos, der har NFLs værste kickoff coverage-enhed.

Og hvad skete der? På anden halvlegs allerførste kickoff sparkede Prater for kort (13 yards fra endzonen), og Harvin returnerede bolden for touchdown. Special-teams er en vigtig faktor i mange Super Bowls, og dette års finale var ingen undtagelse. Og Percy Harvin blev den X-faktor, som mange havde forudset, at han ville blive.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar