Football For Folket!

Blog: 12 spillere i fokus i weekenden

Der er mange store og interessante navne at holde øje med i weekendens slutspilskampe i NFL. Her er 12 spillere – blandt mange bud – der af forskellige grunde kan komme særligt i fokus.

QB Colin Kaepernick, San Francisco 49ers
De lokale radioshows i San Francisco snakker stort set ikke om andet: Lørdagens slutspilskamp mellem 49ers og Packers afgør, om “The Decision” var den rigtige. Midt i sæsonen bænkede 49ers’ head coach Jim Harbaugh sin velspillende quarterback-starter Alex Smith og erstattede ham med andenårsspilleren Kaepernick. Og “Kaep” har gjort det virkelig godt, men angrebet har – lyder det fra kritikere – som helhed ikke været bedre, end da Smith stod bag center. Og hvis Kaepernick ikke fører 49ers frem til NFC-finalen, som Smith gjorde det sidste januar, vil Harbaughs beslutning uden tvivl blive kritiseret.

QB Matt Ryan, Atlanta Falcons
Ryan har tabt alle tre slutspilsopgør, han har spillet, og det er nu en statistik, der forfølger ham. Ikke før han vinder en kamp i slutspillet, vil han – trods flere flotte regulære sæsoner – blive betragtet som en stor quarterback, og presset på ham bliver stadig større. Det bliver ikke let at bryde stimen mod stærke Seahawks.

CB Brandon Harris, Houston Texans
Harris er Texans’ nickel-corner og får opgaven at skulle dække Patriots’ Pro Bowl-receiver Wes Welker. I den regulære sæson greb Welker 118 bolde, og han er ligaens klart bedste slot-receiver og én af historiens bedste på positionen, men han greb kun tre bolde for 51 yards, da Patriots i december bankede Texans. I den kamp dækkede Harris, der har været inaktiv i otte kampe i denne sæson, hjulpet af sine medspillere netop Welker. Nu mødes de igen, og Welker vil have revanche.

DE J.J. Watt, Houston Texans
Watt er ubetinget NFLs bedste forsvarsspiller i 2012-sæsonen, og Texans har brug for endnu monsterkamp fra hans side, hvis holdet skal slå Tom Brady og Patriots søndag. Watt vil operere i en højre side af Patriots-angrebslinjen, hvor tyske Sebastian Vollmer er en fremragende offensive tackle, men Watt kan på sine bedste dominere alle og gjorde det glimrende i opgøret mod Patriots for en måned siden, selvom han ikke lavede ét sack.

OLB Clay Matthews, Green Bay Packers
Sidst Matthews og Packers mødte 49ers, dominerede outside linebackeren totalt 49ers’ Pro Bowl-tackle, Joe Staley, og lavede 2 1/2 sacks, og Matthews træder især i karakter i slutspillet. I syv kampe i slutspillet har han lavet 6 1/2 sacks, forceret tre fumbles og samlet tre fumbles op. Han kan blive banens bedste spiller på Candlestick Park natten til søndag.

DE Justin Smith, San Francisco 49ers
Smith er hæmmet af en overreven triceps, og hans betydning for 49ers-holdet lørdag mod Aaron Rodgers og Packers er enorm. Uden ham er forsvaret bare ikke det samme, og det gælder ikke mindst outside linebacker Aldon Smith. I 34 kampe i karrieren har Aldon Smith lavet 33 1/2 sacks. Kun én af de sacks (sidste år mod Buccaneers) er kommet uden, at Justin Smith trak blokeringer til sig foran den yngre Smith. Det kan få en afgørende betydning for opgørets udfald, om Justin Smith er frisk nok til at blive en faktor.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar