Football For Folket!

Blog: 10 ting, jeg mener…

Hvem mødes i Super Bowl, hvem bør blive årets forsvarsspiller, hvilket hold har toppet for tidligt – og hvilken cornerback har imponerende stats? Få lidt bud her – inden 17. og sidste spillerunde.

Før 17. spillerunde mener jeg…:

1. At kampen om MVP-titlen stadig er helt tæt. Broncos’ Peyton Manning, Vikings’ Adrian Peterson, Patriots’ Tom Brady og Packers’ Aaron Rodgers kan alle vinde den, og intet er afgjort før 17. spillerunde, selvom jeg tror, at Manning p.t. ligger lunt i svinget efter de seneste to ugers kampe. Men alt kan stadig ske – og en superpræstation af én af de fire i 17. spillerunde, der får afgørende betydning for spillerens hold, kan gøre forskellen.

2. At Mike Munchak næste søndag mod Jacksonville Jaguars står på sidelinjen i sin sidste kamp som head coach for Tennessee Titans. Søndagens 55-7-ydmygelse mod Green Bay, hvor Titans-spillerne lignede et hold, der havde givet op og ikke spillede for deres cheftræner, kom efter en 51-20-afklapsning mod Chicago i november, hvor ejer Bud Adams sagde, at hele holdet – inklusiv Munchak – risikerede deres job, hvis ikke mandskabet forbedrede sig. Og efter kollapset mod Green Bay sagde Adams, at han forlangte en ny forklaring fra Munchak, der altså i forvejen var under ”overvågning” fra den skuffede ejer. Dét er ikke godt nyt for træneren, der i 2012 i bedste fald vinder tre kampe færre, end han vandt som rookie-træner i 2011.

3. At Houston Texans’ defensive end J.J. Watt bør vinde prisen som årets forsvarsspiller i NFL. Denvers linebacker Von Miller har spillet fremragende, men ingen har gennem tiderne præsteret dét, som Watt præsteret med p.t. 20,5 sacks og utrolige 15 forsvarede kast fra pladsen som 3-4-defensive end. Han har haft en vanvittig sæson og bør hædres for det. 49ers’ linebacker Aldon Smith er også inde i kampen – ifølge medierne i hvert fald – men sandheden er, at hans 19,5 sacks er kommet qua fremragende støtte fra Justin Smith, der har trukket blokeringer til sig og været effektiv på “stunts” sammen med sin yngre navnebror. Og som de seneste to kampe, hvor Justin Smith har været væk, har vist, er Aldon Smith slet ikke samme faktor uden Justin Smith.

4. At Redskins’ Mike Shanahan bør kandidere kraftigt til titlen som årets træner. Washington Redskins var der ikke mange, der regnede med, da defensive end Adam Carriker og pass rush-profilen Brian Orakpo tidligt så 2012-sæsonen slutte med skader, og holdet havde – trods Robert Griffin III’s ankomst – mange huller over hele linjen. Men med ni sejre ligger Redskins nu alene i toppen af NFC East og kan med en sejr over Dallas Cowboys vinde divisionen. Det er RG3’s skyld – men ikke mindst også Shanahans. Opfindelsen af en Pro Bowl-kaliber running back i upåagtede Alfred Morris er en Shanahan-klassiker.

5. At det ikke kan nævnes nok, hvor vildt det er, at Indianapolis Colts nu har vundet ti kampe og er i slutspillet. Inden sæsonen havde Colts én af NFLs svageste trupper med mange ukendte navne og har – trods alt – en rookie-quarterback bag center, selvom Andrew Luck har været sensationelt god. Og midtvejs i sæsonen mistede Colts for en periode Chuck Pagano til kampen mod sygdommen og fik Bruce Arians ind om midlertidig træner. Alligevel har holdet præsteret langt, langt bedre, end det var ventet af det formodede bundhold. Imponerende!

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar