Blog: 10 tanker efter Super Bowl

8. Akers’ kickoff manglede højde
Jeg tænkte ”trouble” i samme øjeblik, jeg så, at David Akers’ åbnings-kickoff i anden halvleg var langt, men ikke højt.

Akers er en fremragende kickoff-sparker, og inden kampen mente jeg, at han netop skulle levere nogle fremragende kickoffs for at holde Pro Bowl-returner Jacoby Jones væk fra det store spil. Ikke mindst fordi 49ers – overset af overraskende mange eksperter, synes jeg – på forhånd havde NFLs næstsvageste forsvar mod kickoff-returns i hele NFL. Det var et skidt matchup – set med 49ers-øjne – mellem Jones og den svage enhed.

Og det kickoff havde alt for lidt højde, og derfor kom 49ers-spillerne slet ikke ”under” bolden og frem til Jones, og Jones kunne drible sig gennem 49ers-opdækningen for touchdown.

9. Er “Pistol”-formationen blot en gimmick?
Mandag vil vi formentligt høre det flere gange: “Pistol”-formationen og ”read-options” er en gimmick, og San Franciscos Super Bowl-nederlag beviste, at det ikke holder hele vejen. Ligesom vi vil høre, at man i sidste ende kommer længere med en pocket passer som Joe Flacco end med et multivåben som Colin Kaepernick og hans “gimmick”-løb.

Og det er noget vrøvl.

Sandheden er, at ”Pistol”-formationen er en formation – ikke et angreb. “Read-options” er en del af 49ers’ løbeangreb, men en lige så stor del er ”trap plays” (der næsten var uddødt i NFL) og ”wham plays” (som var populære i første halvdel af sæsonen), og at ”read-options” blot er en del af angrebet. 49ers har vundet mange kampe i år, hvor holdet slet ikke har brugt ”read-options” – for eksempel så sent som i 17. spillerunde mod Cardinals. Faktisk kørte 49ers kun 26 ”read-options” i Kaepernicks første syv kampe som starter i grundspillet, men kørte herefter spillene 29 gange i to slutspilskampe. Men det er nu, at formationen er i fokus – og så står den for skud.

Jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis ”Pistol”-formationen bliver en mindre del af 49ers’ angreb i 2013, fordi modstanderne nu har en hel offseason til at studere formationen og finde et bedre modtræk. Men formationen har aldrig været grundformationen i 49ers’ angreb i 2012-sæsonen. Det har den været i nogle kampe, men 49ers var også Super Bowl-kandidater, da holdet ikke satsede på formationen.

Så “Pistol”-formationen var hverken dét, der førte 49ers i Super Bowl – eller dét som beviste, at formationen ikke holder hele vejen. Derfor skal man ikke overkonkludere noget som helst omkring ”read-options”.

10. To hold på vej i hver deres retning
Baltimore Ravens må nyde sejren alt dét, de kan, for efter denne sæson kan holdet blive splittet i atomer.

Flere profiler er free agents – som Ed Reed, Paul Kruger, Cary Williams, Arthur Jones og Danell Ellerbe – eller trækker sig tilbage som Ray Lewis. Joe Flacco er også fri på markedet, men Ravens vil holde på ham og må give ham en stor aftale. Efter Super Bowl MVP-sæsonen er Flaccos pris nu hamret i vejret, og han bliver en dyr mand at få tilbage i folden.

Ravens er allerede fem millioner over lønloftet, og hvis Flacco skal have omkring 20 millioner dollars årligt, må Ravens sige farvel til flere free agents og kan ikke aktivt hente nye folk. Det kan koste sejre i 2013-sæsonen.

49ers-fans kan derimod glæde sig over, at kun to starters, nose tackle Isaac Sopoaga og Dashon Goldson, er free agents, og sidstnævnte kan for andet år i træk blive holdets ”franchise player”.

Samtidig har holdet hele 14 draft picks i 2013-draften (inklusiv ventede kompensationsvalg) og kan få endnu et højt ét, hvis holdet får handlet quarterback Alex Smith. Der kommer med andre ord rigeligt med nye navne ind til en allerede stærk trup spækket med ni Pro Bowlers.

Der er ingen grund til, at 49ers ikke også i 2013-sæsonen kan være en Super Bowl-kandidat. Ikke mindst efter en offseason, hvor Colin Kaepernick lærer mere og mere og bliver bedre og bedre…

Tak for en god NFL-sæson til alle!

/Søren Hygum Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *