Football For Folket!

Blog: 10, der bryder igennem i 2014

Om én uge går det løs i NFL. Du får her 10 navne på spillere, der kan imponere med deres præstationer og for alvor bryde igennem i den kommende sæson.

S D.J. Swearinger, Houston Texans
Andenårsspilleren har gjort sig bemærket med nogle nådesløse hits og en mund, der konstant snakker – han er en stor “trash-talker”. Som rookie spillede han tit tæt på line of scrimmage og havde en ustabil sæson, men det har de fleste rookies, og der var dem, som før draften i 2013 mente, at Swearinger kunne blive den bedste safety fra den årgang. Nu er han i år 2, og han ventes at skulle tage en større rolle i forsvaret, og Texans mener, at han er i stand til det.

WR Justin Hunter, Tennessee Titans
Han kan næsten kun skuffe – så meget, som han er blevet hypet i offseason. Hunter er en fænomenal atlet, det vidste man allerede, da han gik i draften, men han var upoleret som wideout. Men ét år under bæltet er han langt mere klar til at slå igennem, og i preseason har Hunter, som fysisk set er blevet sammenlignet med Randy Moss, været fremragende. Han griber næppe 90 bolde, men forvent masser af store spil fra Hunter i 2014. Han snittede 19,7 yards pr. catch i 2013.

OLB Jamie Collins, New England Patriots
Sidst i 2013 – og ikke mindst i slutspillet – viste hurtige, adrætte Collins formidable evner og præsterede på et højt niveau i en rolle, hvor han bekræftede, at han både kan dække effektivt op, blitze og stoppe løbet. Vi har før set spillere, der slår igennem i slutspillet (J.J. Watt) tage et gigaskridt i sæsonen efter – det kan Patriots-spilleren gøre i år. Collins, der fik spilletid på 98 procent af alle snaps i slutspillet, vil få en større rolle i Patriots’ forsvar i 2014, og med erfaring fra både et 3-4- og 4-3-forsvar fra college passer han perfekt til New Englands hybridforsvar.

CB Stephon Gilmore, Buffalo Bills
Gilmore er allerede en etableret cornerback, men 2014 kan være året, hvor han går fra solid til elite. Det kræver dog, at det tidligere førsterundevalg kan holde sig skadesfri. Dele af sidste sæson blev ødelagt af en skade i håndledet, og i denne offseason er han blevet opereret i sin hofte. Men Gilmores evner som “cover corner” er bemærkelsesværdige. I 2013 tillod han kun et catch på 53,9 procent af de 76 kast, der blev sendt i hans retning.

TE Travis Kelce, Kansas City Chiefs
Kelce har imponeret i preseason, og det ventes, at han får en mere markant rolle i Chiefs’ angreb i 2014, selvom han fortsat er bag Anthony Fasano på holdets depth chart. En knæskade, som han pådrog sig i preseason sidste år, frarøvede ham reelt hele rookie-sæsonen. Nu er han atter fit, og i kraft af sine atletiske evner og “big play”-potentiale (han snittede 16,0 yards pr. reception i college i 2012) ser Kelce interessant ud. Læg dertil, at Chiefs’ angreb i en svær grad savner kastevåben, og du får en tight end, der formentligt vil få flere bolde kastet i sin retning, end han ville have fået det andre steder.

TE Lardarius Green, San Diego Chargers
Én af de spillere, som er blevet hypet mest denne offseason, er San Diego Chargers’ topatlet Lardarius Green. Han fik ikke markant meget spilletid i 2013 (365 snaps) bag veteranen Antonio Gates, men skaffede hele 22,1 yards pr. catch på 17 receptions og er en på mange måder komplet tight end. Alle – selv Gates – forventer, at Green i sit tredje år i NFL vil bryde igennem, og det vil kun gavne ham, at Chargers i 2014 sætter tempoet op og derved potentielt kan køre endnu flere angrebsspil.

WR Cordarrelle Patterson, Minnesota Vikings
Patterson var en dynamisk playmaker som rookie og scorede både på catches, løb og returneringer. 21 af de 45 bolde, han greb i 2013, kom via screen-kast, hvor Vikings derved undgik at holdets (svage) quarterback skulle præstere for meget for at få bolden i hænderne på stortalentet – og samtidig udnyttede Pattersons evne til at tage et kort kast og gøre det til et stort spil. Men særligt kreativt var det ikke. I 2014 – under den nye offensive koordinator Norv Turner – vil Vikings udvide holdets playbook, så Patterson skal løbe flere klassiske NFL-ruter. Det bør give ham flere muligheder for at skinne, hvis han magter byrden.

TE Zach Ertz, Philadelphia Eagles
Med DeSean Jacksons afgang skal Philadelphia Eagles nu omfordele boldene til andre spillere, og én af dem, der især vil komme i fokus, er – lover head coach Chip Kelly – tight end Zach Ertz. Som rookie blev han ofte “splittet” ud på ydersiden som en slags slot receiver, og samme rolle kan han få i 2014. I 2013 greb Ertz i alt 36 bolde, men det nummer kan ifølge nogle iagttagere blive omtrent fordoblet i 2014. Han er et perfekt fit til Kellys fleksible-, hybrid-angreb, hvor spillerne hele tiden flytter sig inden snappet. Kelly har ligefrem erklæret, at Zach Ertz, der har imponeret mange i off- og preseason, kan få en “kæmpestor rolle” i den kommende sæson.

OG Larry Warford, Detroit Lions
333 pund-store Warford imponerede som rookie, hvor han spillede alle snaps, ikke tillod et sack og ifølge nogle iagttagere var på et Pro Bowl-niveau. Han var dog ikke selv tilfreds med sin præstation, for Warford mener, at han faldt af på den sidst i sæsonen, og derfor har han i denne offseason arbejdet på at komme i endnu bedre form, end han var det som rookie. Larry Warford har alle muligheder for at blive én af NFLs bedste guards og kan blive det allerede i 2014.

RB Khiry Robinson, New Orleans Saints
Robinson sluttede på toppen i januar, hvor han brød talrige tacklinger og skaffede 4,9 yards pr. carry i to slutspilskampe – i sin første sæson i NFL. Robinson – en undrafted rookie fra West Texas A&M – viste glimt af et stort potentiale, og den 220 pund-store spiller ventes at få en større rolle i 2014, hvor Saints har sagt farvel til Darren Sproles. Bill Parcells ringede angiveligt sidste år til Saints’ head coach Sean Payton og opfordrede ham til at bruge Robinson, som Parcells sammenligner med Curtis Martin, noget mere. Payton siger nu, at han kan se en udvikling i Robinsons spil, og det lover godt forud for 2014-sæsonen.

Skriv et svar