Football For Folket!

Avis: Gregg Williams drev belønningssystem hos Buffalo Bills

St. Louis Rams’ defensive koordinator Gregg Williams, der er en central figur i NFLs efterforskning af ulovlige belønningssystemer hos New Orleans Saints og Washington Redskins, beskyldes nu også for at have haft et lignende system i sin tid som head coach for Buffalo Bills.

Coy Wire, der spillede for Williams hos Bills, siger til Buffalo News, at Williams gav økonomisk kompensation til spillere, der leverede hits, som skadede modstandere.

To andre anonyme spillere bekræfter overfor avisen, at Gregg Williams betalte spillere, er lagde et knockout-hit på en modstander, der sendte ham ud af kampen.

Gregg Williams var træner for Buffalo Bills fra 2001 til 2003, inden han blev fyret og fra 2004 til 2007 var defensiv koordinator for Washington Redskins. Her er han også under beskyldning for at have brugt et ulovligt belønningssystem, og den sag efterforskes nu af NFL.

I fredags offentliggjorde NFL resultaterne af en to år lang undersøgelse, der har afsløret, at Williams fra 2009 til 2011 som defensiv koordinator for New Orleans Saints har drevet et belønningsystem med fokus på bonusudbetalinger til spillere, der har knockoutet og skadet modstandere.

Buffalo Bills er ikke nævnt i den lange rapport, men det er ikke utænkeligt, at NFL nu vil kigge nærmere på den sag.

Skriv et svar