Atlanta Falcons’ vej til Super Bowl LI

Atlanta Falcons’ vej til Super Bowl i lyntempo. Her kan du læse en kort gennemgang af Falcons’ 18 kampe på vej til den store finale, hvor de ikke har været siden 1998.

 
1. vs. Tampa Bay Buccaneers: 24-31 (0-1)
Falcons får en skidt start på sæsonen og taber hjemme til divisionsrivalerne fra Buccaneers. Falcons fører ellers med 10-3 efter første quarter, men Bucs quarterback Jameis Winston kaster fire touchdowns i anden og tredje quarter, og det forspring henter Falcons aldrig. Matt Ryan kaster selv for 344 yards og to touchdowns, men Falcons taber alligevel til deres tidligere offensive koordinator Dirk Koetter.
 
2. @ Oakland Raiders: 35-28 (1-1)
De to hold kombinerer for næsten 1000 offensive yards, og Matt Ryan kaster tre touchdowns i en underholdende affære. De to hold er lige 21-21 i fjerde quarter, men så griber wide receiver Justin Hardy et otte-yard touchdown, der bliver rettet af på vejen, og siden scorer Tevin Coleman endnu et touchdown og lukker kampen.
 
3. @ New Orleans Saints: 45-32 (2-1)
Falcons fortsætter med at sætte point på tavlen og lægger 45 styks i New Orleans. Linebacker Deion Jones returnerer en interception 90 yards for et touchdown, men det er de to running backs Tevin Coleman og Devonta Freeman, der stjæler showet. Freeman løber for 152 yards og griber et touchdown, mens Coleman scorer tre touchdowns langs jorden. Med sejren går Falcons 2-1.
 
4. vs. Carolina Panthers: 48-33 (3-1)
Sidste års Super Bowl-finalist og divisionsrival, Panthers, får en ordentlig én over nakken. Falcons’ angreb er brandvarmt og Matt Ryan sætter en franchise rekord med 503 passing yards og kaster fire touchdowns. Wide receiver Julio Jones griber 12 bolde for utrolige 300 yards, og Falcons fører 34-10 i fjerde quarter, inden Panthers skaber spænding og er inden for én scoring med små to minutter tilbage.
 
5. @ Denver Broncos: 23-16 (4-1)
For anden uge i træk vinder Falcons over en Super Bowl-deltager, og denne gang ude over mestrene fra Broncos. Falcons bliver holdt til “kun” 372 offensive yards, men tre field goals fra kicker Matt Bryant og scoringer fra Devonta Freeman og Tevin Coleman er nok for Dan Quinns tropper. Efter fem runder er Falcons nu 4-1.
 
6. @ Seattle Seahawks: 24-26 (4-2)
I en kamp der bølger frem og tilbage, fører Seahawks med 17-3 ved pausen. Tre touchdowns fra Julio Jones, Mohamed Sanu og tight end Levine Toilolo sender dog Falcons på sejrskurs i tredje quarter. I de sidste 15 minutter sætter gæsterne dog det hele over styr. Først reducerer running back Christine Michael, og med under fire minutter tilbage kaster Matt Ryan en interception, der giver Seahawks chancen for at vinde. Og den udnytter kicker Steven Hauschka. Med til historien hører også, at Falcons’ løbeangreb bliver holdt til kun 52 yards.
 
7. vs San Diego Chargers: 30-33 (OT) (4-3)
Falcons taber for anden uge i træk, da Chargers i Georgia Dome vinder efter overtid på et Josh Lambo field goal. En Ryan-interception med 18 sekunder tilbage giver Chargers muligheden for at udligne, og i overtiden afgør gæsterne så kampen. Chargers’ running back Melvin Gordon er den store helt og netter 121 yards og scorer tre touchdowns. Offensivt bliver Ryan holdt i skak og kaster kun et touchdown tight end Jacob Tamme.
 
8. vs. Green Bay Packers: 33-32 (5-3)
Falcons kommer tilbage på sporet og vinder en snæver sejr over Packers efter et flot comeback i anden halvleg. Bag en stærkt spillende Aaron Rodgers (fire touchdowns) fører Packers ellers med 24-19 ved pausen og med 32-26 sent i fjerde quarter. Et 11-yard touchdown fra Sanu med blot 31 sekunder tilbage sikrer i sidste ende Falcons sejren. Ryan er nærmest klinisk i sin præstation og rammer plet på 28 af 35 kast for 288 yards og i alt tre touchdowns til Mohamed Sanu, Taylor Gabriel og Devonta Freeman.
 
9. @ Tampa Bay Buccaneers: 43-28 (6-3)
Ryan fortsætter storspillet i niende runde ude mod Bucs, hvor Falcons får revanche for nederlaget i premieren. Falcons-quarterbacken kaster fire touchdowns til Julio Jones, Austin Hooper, Levine Toilolo og fullback Patrick DiMarco, og Atlanta afgør kampen med 27 ubesvarede point fra slutningen af anden quarter til starten af fjerde quarter. Med til historien hører dog også, at Falcons igen tillader en stor præstation fra modstandernes quarterback, idet Jamies Winston kaster tre touchdowns, heraf de to til Mike Evans.
 
10. @ Philadelphia Eagles: 15-24 (6-4)
I sæsonens dårligste præstation bliver Falcons’ højoktan angreb holdt til blot 15 point. Ryan completer 18 af 33 kast for 267 yards, et touchdown og en interception, og forsvaret tillader Ryan Mathews at løbe for 108 yards og et par touchdowns. Falcons er kun kortvarigt i teten, da Gabriels 76-yard touchdown giver gæsterne en føring på 15-13 i starten af fjerde quarter.
 
11. vs. Arizona Cardinals: 38-19 (7-4)
Efter at have siddet over en uge kommer Falcons tilbage på sporet med en sikker sejr over Cardinals. Gæsterne lukker Julio Jones ned og holder ham til fire catches for 35 yards. Heldigvis for Falcons er der andre, der kan. Taylor Gabriel viser sit talent og hurtighed, da han i to omgange tager korte kast til end zone for 35- og 25-yard touchdowns. Falcons rykker til 7-4.
 
12. vs. Kansas City Chiefs: 28-29 (7-5)
Falcons taber for femte gang efter en vanvittig afslutning. Dan Quinns tropper er bagud det meste af kampen men scorer to touchdowns i fjerde quarter og bringer sig med fire og et halv minut tilbage foran med 28-27. I forsøget på at øge føringen til tre point forsøger Falcons en two-point conversion, men Matt Ryans kast bliver nappet af safety Eric Berry, der returnerer bolden til Falcons’ end zone og to Chiefs-point. Dermed vinder Chiefs en choksejr på 29-28.
 
13. @ Los Angeles Rams: 42-14 (8-5)
Forsvaret leverer varen og forcerer hele fem turnovers i nedsablingen af Rams. Falcons fører med 42-0, inden hjemmeholdet får pyntet på resultat i fjerde quarter, og både linebacker Deion Jones og defensive end Vic Beasley kommer på scoringstavlen. Selv uden skadede Mohamed Sanu og Julio Jones har Matt Ryan ingen problemer med at udstille et svagt Rams-forvar, og MVP-kandidaten kaster tre touchdowns til Justin Hardy, Tevin Coleman og Taylor Gabriel.
 
14. vs. San Francisco 49ers: 41-13 (9-5)
Endnu et NFC West-hold må lade livet mod falkene, der hjemme i Georgia Dome smadrer 49ers for sæsonens niende sejr. Takket være en stærk præstation fra running back Devonta Freeman, der løber for 139 yards og tre touchdowns, kan Falcons for første gang siden 2012 gå ud af en sæson med flere sejre end nederlag. Ryan kaster blot 23 gange, men han finder en modtager på 17 af de kast og både Taylor Gabriel og Austin Hooper scorer touchdowns. De 41 point betyder samtidig, at Falcons slår deres franchise rekord fra 1998 for flest point i en sæson.
 
15. @ Carolina Panthers: 33-16 (10-5)
For anden gang i sæsonen slår Falcons divisionsrivalerne fra Panthers og vinder samtidig NFC South. Ryan slår sin egen franchise rekord med sit 33. touchdown, og han sætter desuden en NFL-rekord ved at have kastet touchdowns til 13 forskellige receivers. Forsvaret har rigtig godt styr på quarterback Cameron Newton og holder ham til blot 18 completions på 43 kast og intercepter ham to gange. Mens Devonta Freeman leverede varen mod 49ers, er det denne gang Tevin Coleman, der er i fokus. Han netter 135 yards og scorer en enkelt gang.
 
16. vs. New Orleans Saints: 38-32 (11-5)
Sejren over Saints sikrer Falcons hjemmebanefordel i slutspillet og en oversidder i wild card-runden. Ryan er rygende varm og completer 17 af 19 kast i første halvleg, hvor han kaster fire touchdowns til Tevin Coleman, Mohamed Sanu, Julio Jones og Justin Hardy. Falcons fører med 35-13 ved pausen og tager foden af gaspedalen i anden halvleg, hvor Saints takket være tre touchdowns i fjerde quarter skaber lidt spænding om resultatet.
 
Divisional: vs. Seattle Seahawks: 36-20
Falcons får revanche for nederlaget tidligere på sæsonen og avancerer til NFC-finalen. Seahawks starter ellers bedst og bringer sig foran i første quarter, men i starten af anden quarter scorer Julio Jones et syv-yard touchdown. Siden bliver Seahawks quarterback Russell Wilson trådt over tæerne af en af sine linemen og falder i egen end zone for en safety, og kort inden pausen tager Matt Ryan sit angreb 99 yards til end zone for 19-10 føring. Herfra udbygger Falcons føringen i anden halvleg takket være en Devonta Freeman-scoring, og i fjerde quarter slutter Seahawks’ sæson endegyldigt, da Mohamed Sanu cementerer sejren med et tre-yard touchdown.
 
Conference: vs. Green Bay Packers: 44-21
To fremragende angreb krydser klinger i NFC-finalen, men det bliver aldrig spændende. For Packers’ forsvar kan slet ikke matche Kyle Shanahans angreb, og da Mason Crosby samtidig misser et field goal og Packers laver to kritiske turnovers i første quarter, er kampen hurtigt afgjort. Falcons scorer point på deres tre første drives og fører 31-0 kort inde i tredje quarter. Først her kommer Packers på tavlen, men der er det for sent. Matt Ryan kaster for 392 yards og fire touchdowns og løber selv i end zone for en scoring. Julio Jones griber ni bolde for 180 yards og et par scoring og hjælper Falcons til Super Bowl.

Skriv et svar