Football For Folket!

Andreas Knappe til ny prøvetræning i NFL

Danske Andreas Knappe får nu en ny chance for at spille sig tilbage i NFL.

Danskeren skal mandag formiddag, østamerikansk tid, til prøvetræning hos Washington Redskins, erfarer Claus Elming fra GulKlud.dk via kilder. Knappes agent, John Pace, bekræfter søndag aften i telefonen fra Boston historien til Draftday.dk.
– De vil se ham an i morgen, de vil gerne forbedre sig, og derfor tester de ham. Hans humør er fantastisk lige nu, fortæller Pace.

Han fortæller samtidig, at Knappe flyver til Washington klokken 19, lokal tid.

Prøvetræningen er den anden, siden Knappe blev fyret hos Falcons den 31. august. Én uge senere var han til en prøvetræning hos Indianapolis Colts, der ifølge agenten “elskede” Knappes evner, men altså ikke signede ham.
– Andreas holder sig i form, han træner hver dag, og han ved godt, at det her ren business. Han er tålmodig, siger John Pace til Draftday.dk.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

Agenten fortæller, at NFL-hold har ringet hver uge til ham, siden sæsonen begyndte, for at spørge ind til Knappe.

Gulklud.dk erfarer fra en pro scout hos Draftday.dk, at Knappe bliver testet i en gruppe på 15-20 spillere, der tæller offensive tackles, defensive linemen og outside linebackers.

John Pace bider mærke i, at Redskins i sidste uge testede andre offensive linemen – uden at signe dem.
– Så de var ikke tilfreds med, hvad de så. Og nu får Andreas så chancen. Det er umuligt at sige, hvad det fører til. Det skal man have en krystalkugle for at kunne sige. Men det er godt, at han får chancen, forklarer han.

Det er helt normalt, at NFL-hold tester spillerne løbende hver uge for at kunne signe dem til enten den aktive trup eller til holdets practice squad, hvis der opstår det behov. Giver spillerne et positivt indtryk, kommer de så på holdets “ready list” over spillere, man kan signe akut.

Andreas Knappe, der her løfter en holdkammerat under en kamp for University of Connecticut, skal mandag til prøvetræning i Washington. FOTO: University of Connecticut

Skriv et svar