Football For Folket!

Analyse: Så hårdt og let har det været…

Hvem har haft det sværeste turneringsprogram ind til nu, og hvem har haft det letteste? Tjek her hvad statistikken viser – baseret på 2012-sæsonen.

Turneringsprogrammets hårdhed inden sæsonen – det såkaldte ”strength of schedule” – er en god indikation på hvilke hold, der får lettest og sværest, når det går løs. Der er bare det problem, at nogle hold altid overrasker positivt og negativt sammenlignet med sæsonen før.

Som for eksempel New Orleans Saints, der var forventet at være et storhold i 2012, men som indtil nu har tabt fire af fem kampe. Omvendt var Arizona Cardinals ikke spået mange chancer, men har allerede vundet fire af fem opgør.

Sådanne overraskelser ændrer markant ved ”strength of schedule”-billedet for de hold, der møder Saints og Cardinals. Derfor er det mere retvisende at se på turneringsprogrammets hårdhed – som sæsonen skrider frem. Og dét modregnet de kampe, som modstanderen har spillet mod det pågældende hold. Arizonas slog New England, men den sejr tæller ikke med som en sejr i regnskabet, hvad angår Patriots’ modstandere – og den tæller heller ikke med som et nederlag, hvad angår Cardinals’ modstandere. Det er med andre ord kun modstandernes sejre og nederlag mod andre hold, der er talt med.

Og som gennemgangen her viser – baseret på antal sejre og nederlag efter de første fem runder – har Jacksonville Jaguars mødt de statistisk set sværeste modstandere. Det er med til at forklare, at Jaguars kun har vundet én kamp.

Denver Broncos indtil nu haft det næst sværeste turneringsprogram. Ikke overraskende idet holdet har mødt ubesejrede Houston og Atlanta samt New England, som har vundet tre opgør.

Det er bemærkelsesværdigt, at New Orleans Saints har skuffet så meget, for modstanderne har samlet set kun vundet fem sejre i de opgør, hvor de ikke har mødt Saints. Svagest i NFL.

Fredag fortæller vi, hvordan det ser ud resten af vejen. Hvem der p.t. har det letteste og sværeste, tilbageværende program.

Turneringsprogrammets hårdhed NFL – i de første fem runder:

Nr. Hold – Sejre – Nederlag – Procentvis antal sejre
1. Jacksonville 14-5, 73,7 %
2. Denver 13-5, 72,2 %
3. Miami 12-6, 66,7 %
4. Arizona 13-7, 65,0 %
5. NY Jets 13-7, 65,0 %
6. St. Louis 12-7, 63,2 %
7. Tennessee 12-7, 63,2 %
8. Dallas 9-6, 60,0 %
9. Green Bay 11-8, 57,9 %
10. Philadelphia 11-8, 57,9 %
11. Detroit 9-7, 56,3 %
12. Indianapolis 9-7, 56,3 %
13. San Francisco 10-8, 55,6 %
14. Kansas City 11-9, 55,0 %
15. New England 11-9, 55,0 %
16. Seattle 10-9, 52,6 %
17. Washington 10-9, 52,6 %
18. Chicago 9-9, 50,0 %
19. Cleveland 10-10, 50,0 %
20. Carolina 9-10, 47,4 %
21. Atlanta 9-11, 45,0 %
22. Baltimore 9-11, 45,0 %
23. Minnesota 8-10, 44,4 %
24. Pittsburgh 6-8, 42,9 %
25. Houston 8-11, 42,1 %
26. Oakland 6-9, 40,0 %
27. Buffalo 7-12, 36,8 %
28. San Diego 7-12, 36,8 %
29. Cincinnati 7-13, 35,0 %
30. Tampa Bay 5-10, 33,3 %
31. NY Giants 5-13, 27,8 %
32. New Orleans 5-15, 25,0 %

Skriv et svar