Football For Folket!

Analyse: 3 nøglekampe i 4. spillerunde

Fjerde spillerunde byder på tre nøglekampe, hvor alle de involverede hold simpelthen ikke kan tåle at tabe, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå slutspillet.

Selvfølgelig er der selv med et nederlag en chance for at spille med i januar, men statistisk set er der en verden til forskel på at være 2-2, 1-3 eller 0-4.

I 1990 indførte NFL et slutspil med 12 hold, og i perioden frem til og med 2010 nåede 35% af de hold, der startede 2-2 videre fra grundspillet.

Sidste år klarede to hold sig videre efter to sejre og to nederlag, nemlig Cincinnati Bengals og Atlanta Falcons, der begge kom med på et Wild Card.

Kun 15% af de hold, der i perioden 1990-2010, startede 1-3 nåede videre til slutspillet. Sidste år klarede Denver Broncos at overvinde den triste trend, da de trods nederlag i tre af de første fire kampe vandt AFC West.

Og kun ét hold har siden 1990 været i slutspillet efter en start med nederlag i de fire første kampe.

I 1992 startede San Diego Chargers forfærdeligt og var 0-4, inden de efter et 0-27 nederlag til Houston Oilers vandt 11 af de sidste 12 kampe og sikrede sig divisionssejren og en slutspilsplads.

Taberne af følgende tre kampe vil mindst have tre nederlag i bagagen og skal altså kæmpe en hård kamp mod statistikken for at nå i slutspillet.

Green Bay Packers (1-2) – New Orleans Saints (0-3)
To af de største forhåndsfavoritter i NFC-konferencen tørner søndag aften sammen i en kamp, hvor taberen står i problemer til halsen. Værst ser det ud for Saints, der med et nederlag vil være 0-4 og vil være mindst tre kampe efter Atlanta Falcons i NFC South. Hvis det sker, skal Saints ikke blot slå Georgia-holdet to gange, men de skal også hente en ekstra sejre i resten af sæsonen. Samtidig vil Saints have tre nederlag i NFC-konferencen. Packers’ omdiskuterede nederlag til Seattle Seahawks risikerer at få ekstra betydning, hvis Packers taber søndagskampen mod Saints. For det vil ikke blot sende “Cheeseheads” på 1-3, hvor den procentvise chance for at nå slutspillet er væsentligt ringere, end hvis Packers starter 2-2. Det vil også betyde, at Packers har tre konference-nederlag, og det kan få stor betydning i en tie breaker.

Tampa Bay Buccaneers (1-2) – Washington Redskins (1-2)
Ligesom Saints ser det rigtig skidt ud for Bucs, hvis de taber til Redskins. For i så fald vil de være mindst to kampe efter Falcons og er tvunget til at vinde begge kampe mod Atlanta, hvis ikke det skal være rent op ad bakke resten af sæsonen. Samtidig vil et nederlag til Redskins være Bucs’ tredje i konferencen, og det er et skidt udgangspunkt i et fremtidigt wild card-scenario. Redskins’ division, NFC East, er traditionelt meget lige, og selvom Washington taber mod Bucs, står de ikke så skidt stillet. Det vil “kun” være deres andet konference-nederlag, og kigger man historisk på divisionen, så slår holdene hinanden på kryds og tværs. De interne kampe er derfor ofte altafgørende, og man skal tilbage til 2008 for at finde en sæson, hvor NFC East ikke blev afgjort af enten en tie breaker eller med kun én sejrs margin.

Denver Broncos (1-2) – Oakland Raiders (1-2)
Raiders kan absolut ikke tåle at tabe denne kamp. For taber Oakland opgøret i Colorado, så har de allerede to nederlag i divisionen, efter de tabte premieren til San Diego Chargers. Samtidig vil det være det tredje nederlag til en AFC-konkurrent (har også tabt til Miami Dolphins), og det stiller Dennis Allens tropper umådelig skidt både i AFC West og generelt i AFC-konferencen. Broncos vil statistisk set stå skidt med et nederlag, men de er trods alt mindre presset end Raiders, fordi de kun vil have ét nederlag i divisionen og to mod AFC-konkurrenter. Statistisk giver en start på 1-3 dog et virkelig skidt udgangspunkt i forhold til at nå slutspillet.

Skriv et svar