Analyse: 10 ting om 6. runde

*** Minnesota Vikings’ overraskende gode sæsonindledning med fire sejre i fem kampe har vakt opsigt inden søndagens opgør mod Washington Redskins, og der har været masser af fokus på angrebets “triplets”, quarterback Christian Ponder, altmuligmanden Percy Harvin og running back Adrian Peterson.

Mem bagerst i Vikings’ secondary ligger en anden af forklaringerne på Vikings’ succes. Free safety og rookie, Harrison Smith, har allerede i sin første sæson imponeret og leveret flere hårde hits. Et af de hits ramte i sejren over Detroit i 4. spillerunde Lions’ wide receiver Calvin Johnson, som tydeligt efterfølgende lod sig mentalt mærke af “hilsenen” fra unge Smith. Sådan en safety, der straffer modstanderne hen over midten af banen, har Vikings savnet, og det har de fået nu med 29. valget fra april-draften.

Ifølge Pro Football Focus har Smith samtidig kun tilladt fem catches på ni kast i sin retning for samlet 47 yards og ingen touchdowns. Absolut mere end godkendt.

Men Harrison Smiths bidrag til koordinator Alan Williams’ forsvar er først og fremmest den attitude, han har taget med sig til Minnesota fra Notre Dame University. Han ofrer sig 100 procent og er en hårdfør, aggressiv og brutal safety, som ikke er bange for kontakt. Det kammer dog over ind i mellem – som i søndags mod Tennessee Titans, hvor alt for overtændt skubbede en dommer væk og blev udvist. Men mon ikke Vikings kan leve med enkelte mentale brølere så længe, at den stadig umodne Harrison Smith giver dem så meget andet af dét, som de har manglet.

*** Apropos Washington Redskins: Hvor mange NFL-fans havde så hørt om Redskins’ running back Alfred Morris inden draften i april? Og hvor mange havde egentligt hørt om ham efter draften?

Næppe mange, er formentligt svaret til begge spørgsmål.

Men sjetterundevalget, der gik på Florida Atlantic University, er nu en running back, som enhver NFL-fan bør kende. For han har i alle sine første fem kampe i karrieren skaffet mindst 75 rushing yards (og i to af dem over 100 yards). Kun én har tidligere præsteret det i NFLs 92-årige historie – Hall of Famer Eric Dickerson.

Morris viste gode takter forud for draften under The East-West Shrine-Game og siden under The Senior Bowl, og i NFL har han imponeret med sine effektive løb. Han har et godt overblik og stærke underben, og Redskins’ Mike Shanahan har endda sammenlignet Morris med legendariske Terrell Davis, som Shanahan gjorde til en stjerne i Denver.

Davis og siden Mike Anderson, Olandis Gary og Clinton Portis var running backs, der alle fik stor succes under Mike Shanahan og running backs coach Bobby Turner (der var med Shanahan i Denver, og som nu er hos Washington). Og dét selvom de tre førstnævnte – som Alfred Morris – var relativt små navne, der ikke var levnet mange chancer i NFL. Men i Shanahans zoneblokerings-system og ved hjælp fra “old school”-træneren Turner har de været hamrende effektive og produktive.

Efter de første fem runder har Alfred Morris allerede løbet for 491 yards og fire touchdowns. Holder han tempoet, vil han slutte med 1571 rushing yards efter 16 kampe, og dermed vil han være den mest produktive rookie-running back, som Shanahan og Turner nogensinde har opfostret.

Og så lige lidt bonusinfo: Morris ejer og kører stadig i den gamle Mazda 626 fra 1991, som han kørte i, mens han var en studerende. Mens de andre, rige Redskins-spillere ankommer til træningsanlægget i sportsvogne eller i dyre tyske biller, ankommer Morris i den 21 år-gamle bil, som han selv kalder for “Bentley”, og som han i 20 timer kørte i fra Florida til Washington, da han var blevet valgt i draften i april. Han nægter at sælge den, selvom han i maj underskrev en aftale til 2,2 millioner dollars.

*** Denvers quarterback Peyton Manning skal mandag kaste mod sin onde ånd – San Diego Chargers – der ikke mindst i slutspillet, frusterede Manning, da han spillede for Colts.

Mod Chargers har Manning kastet 12 touchdowns og 16 interceptions, og dermed er Chargers kun ét af tre hold i hele NFL, som “nummer 18” har kastet flere interceptions end touchdowns imod.

Manning har i denne sæson kastet 11 touchdowns, det samme antal som Chargers har interceptet.

*** Syv fede dueller i duellen i denne runde: Texans’ LT Duane Brown vs Packers’ OLB Clay Matthews; Giants’ WR Victor Cruz vs 49ers’ CB Carlos Rogers; Bengals’ WR A.J. Green vs Browns’ CB Joe Haden; Colts’ WR Reggie Wayne vs Jets’ CB Antonio Cromartie; Ravens’ LT Michael Oher vs Cowboys’ OLB DeMarcus Ware; Patriots’ LT Nate Solder vs Seahawks’ DEs Chris Clemons og Bruce Irvin; Eagles’ LG Evan Mathis vs Lions’ DT Ndamukong Suh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *