9 kommentarer til Patriots – Chiefs

Kansas City Chiefs udspillede New England Patriots på alle leder og kanter og vandt 42-27.

Så kort kan det siges.

Da Chiefs var kommet sig over Patriots’ første angrebsbølge og fandt ud af, at de sagtens kunne holde quarterback Tom Brady og co. i skak, begyndte de stille og roligt at arbejde sig ind i kampen.

Og så lavede Chiefs alle de store spil, der skal til for at vinde en kamp på Gillette Stadium.

Quarterback Alex Smith strålede med fire touchdowns. Rookie running back Kareem Hunt imponerede helt vildt med tre scoringer og 246!! offensive yards.

Sidst men ikke mindst viste Tyreek Hill med 178 yards og et touchdown, at han er klar til at være go-to guy for Smith.

På forsvaret fik Chiefs store præstationer fra veteranerne Justin Houston og Eric Berry. Begge var markante skikkelser og stod bag talrige vigtige spil.

Det virkede til, at Chiefs var langt bedre forberedt og bedre til at justere end Patriots, der ikke lykkedes med særlig meget.

Quarterback Tom Brady completede kun 16 af 36 kast for 267 yards og ingen touchdowns. Tight end Rob Gronkowski blev totalt lukket ned og greb kun to bolde for 33 yards. Defensivt havde Patriots ingen modsvar på Chiefs’ offensive playmakers.

Det var en fuldt fortjent sejr til Chiefs, der både på og uden for banen udspillede de forsvarende mestre.

Her får du ni kommentarer om kampen

1. Alex Smith spillede sit livs kamp

Lige siden Chiefs valgte Patrick Mahomes i første runde af årets draft, har snakken gået på, hvornår Alex Smith var færdig som starter.

Torsdag besvarede han det spørgsmål med den bedste kamp i sin karriere på den måske sværeste scene.

Smith kastede for 368 yards og fire touchdowns, og han completede hele 80 procent af sine kast. Han kastede med timing, var forudseende og gik roligt gennem sin progression for at finde det bedste matchup.

Ja, han blev ikke presset særlig meget, men det skal ikke tage noget fra Smiths præstation. Den var intet mindre end fremragende.

Jeg forventer dog ikke, at Smith i mange kampe af sæsonen rammer samme niveau. Han havde kun seks! gange tidligere i karrieren kastet for flere end 300 yards, og det vil undre mig, hvis han lige pludselig er blevet en “down-the-field” quarterback.

Men i nat strålede han, mens en smilende Mahomes kiggede på. Det virker til, at der er helt styr på det hos Chiefs.

2. Kareem Hunt kan blive en stor profil

Chiefs’ tredjerundevalgte rookie running back Kareem Hunt var imponerende god i sin NFL-debut.

Den startede ellers med en fumble på allerførste carry, men siden var Hunt med kæmpe succes omdrejningspunktet for Chiefs’ angreb.

Han kan blive en stor profil.

Den tidligere Toledo-back forcerede flere missede tacklinger, løb med et godt blik for de åbne huller og fungerede som receiver på både korte og mellemlange ruter.

I alt stod Hunt for 246! offensive yards (148 rushing/98 receiving) og scorede tre touchdowns.

Blandt andet et 78-yard catch’n’run, hvor han satte defensive end Cassius Marsh helt ud af spillet på en wheel-rute.

Hunt fik i alt 22 offensive touches, og det vil formentligt være normalen, fordi Andy Reid altid bruger sin bedste back som featured back.

3. Tyreek Hill er en kæmpe playmaker

Før sæsonen var der stillet spørgsmålstegn ved, om Tyreek Hill kunne håndtere flere offensive touches og overtage rollen som go-to-guy.

Svaret er et kæmpe ja!

Chiefs gjorde alt for at få bolden i hænderne på deres playmaker, hvad enten det var at give ham bolden som running back, kaste kort eller lade ham blæse ned ad banen.

Ikke alt lykkedes men Hill fik i alt 11 touches (to løb, syv catches og to punt returns), og han besvarede med 133 yards receiving og et 75-yard touchdown.

Patriots gjorde meget for at stoppe Hill, og man kunne tydeligt se, at de ikke ønskede at få ham ud i de åbne områder.

Alligevel sprintede han forbi Stephon Gilmore for en lang scoring på en up’n’out, hvor Gilmore blev sat helt af at den præcise rute.

Hill forlod kortvarigt kampen med krampe, men han går en kæmpe sæson i møde, hvis det her er en indikation på, hvad vi kan regne med.

4. McDaniels havde en forfærdelig gameplan

Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels har ikke lavet mange fejl de sidste år, men i nat havde han en forfærdelig gameplan.

Lige fra de første drives var Patriots’ angreb anderledes, end det vi har set de sidste mange, mange år.

Få krydsningsruter, få option-ruter, få comeback-ruter. Alt det som normalt virker så godt for Patriots’ angreb.

I stedet kaldte McDaniels gang på gang dybe kast (10 i alt).

Om det var fordi, Patriots manglede Julian Edelman på de korte ruter, eller om det var designet for at få gang i Brandin Cooks, ved jeg ikke.

Jeg ved bare, at Patriots’ angreb sjældent har haft succes med at åbne op for det korte spil med dybe kast. Det har altid virket på den omvendte måde.

McDaniels’ angreb bygger på korte og mellemlange kast med minimal risiko og høj completion rate. Så kan det køre i et højt tempo, spil efter spil. Ikke dybe “50/50” bolde.

Chris Hogan og Danny Amendola, ja sågar James White, kan alle bruges i samme rolle som Julian Edelman.  Det blev de ikke, og det kostede dyrt.

Både fordi Chiefs kun i få tilfælde havde problemer med at forsvare de dybe kast, og fordi de mange dybe kast krævede noget ekstra af den offensive linje.

Den var (og har sjældent været) god nok til at holde blokeringer længe. Styrken har altid været, at Brady har fået bolden lynhurtigt ud af hænderne.

Det skete slet ikke i nat.

5… og det samme havde Matt Patricia

Hvis McDaniels havde en skidt gameplan, så var det samme tilfældet for Patriots’ defensive koordinator Matt Patricia.

Han havde intet svar på Chiefs’ angreb, og hans forsvar tillod ufattelige 537 yards og 42 point via seks touchdowns.

Forsvaret blev ramt af en skade til linebacker Dont’a Hightower i anden halvleg, men det skal ikke være nogen undskyldning.

Patricias gameplan var elendig, og hans forsvar manglede styring og lederskab.

Hightower på flanken i stedet for i midten virkede slet ikke som en smart løsning. De mange nye spillere på defensiven var enten ikke fortrolige med forsvaret, eller også var kommunikationen bare dårlig.

Måske var det begge dele.

Spillere som safety Jordan Richard (til tider brugt ude af position som linebacker) og nyankomne Cassius Marsh blev flere gange sat i situationer, som de ikke havde særlig stor chance for at løse, og til sidst virkede Patricia rådvild.

Og hans forsvar gav simpelthen op. Tydeligt illustreret ved Charcandrick Wests 21-yard touchdownløb kort før tid. Han kunne nærmest spadsere ind.

Det var bare ikke godt nok fra Patricias side. Uanset personel.

6. Berry tog Gronk ud af spillet

Jeg har sjældent set Patriots’ stjerne tight end Rob Gronkowski så anonym.

Men al kredit skal gå til safety Eric Berry, der spillede en fantomkamp og fuldstændig tog Gronk ud af spillet.

Berry var ofte i single coverage med Gronk, og han klarede opgaven til topkarakter.

Gronkowski sluttede med to receptions for 33 yards, og han var aldrig en faktor i kastespillet, selvom han godt nok fik et touchdown kaldt tilbage.

På det spil var Berry også helt tæt på Gronk og en medvirkende årsag til, at Patriots-profilen ikke fik scoret.

Desværre for Chiefs måtte Berry udgå med en skadet akillessene, og det kan potentielt være en sæsonsluttende skade. Det vil være et hårdt tab for Chiefs.

7. Justin Houston er tilbage i topform

De sidste to sæsoner har Chiefs’ linebacker Justin Houston døjet med flere alvorlige skader, men han er tilbage i topform.

Torsdag nat var han en altdominerende faktor og fremragende i alle spillets facetter.

Houston stoppede flere vigtige løbespil og lavede to sacks, og han var en konstant trussel for Brady.

Hvis det er niveauet for den 28-årige linebacker, så venter der en stor, stor sæson.

8. Mike Gillislee får Blount-rollen

Helt som ventet bliver det Mike Gillislee, der overtager LeGarrette Blounts rolle som short-yardage og goal line-back.

Rex Burkhead startede kampen for Patriots, men Gillislee fik de fleste carries (15) og var den foretrukne back på korte fjerde downs og ved end zone.

Gilleslee scorede på alle sine tre end zone-carries (sidste år var han seks for seks hos Buffalo), men han brændte begge sine korte fjerde downs, og det stoppede to vigtige drives.

Patriots vil stadig bruge alle deres running backs, men rollerne synes at være lidt mere klare nu: James White som passing back og Gillislee på normale running downs og ved end zone.

9. De sidste korte kommentarer

  • Chiefs skal skære ned på deres straffe. Reids tropper fik accepteret 15 straffe for hele 139 yards. Det holder ikke i længden.
  • Og når vi taler om straffe. Hvor dumt var det lige, at Patriots to gange i træk løb ind i punter Dustin Colquitt? Først Brandon Bolden og siden Cassius Marsh. Det kostede to gange fem yards straf. Heldigvis for Patriots var det på en fjerde down og 12, men der er ingen undskyldning for at gøre det to gange i træk.
  • Chiefs er kommet godt fra start og har nu en vigtig sejr ude over en AFC-rival. Det kan blive afgørende for seedning.
  • Selv når man tager de tre sacks for 16 yards med i regnestykke, så snittede Alex Smith 9,3 yards pr. kast. Det er helt vildt.
  • Den inderste del af Patriots’ offensive linje gjorde det ganske godt. Specielt var guard Shaq Mason igen virkelig god.
  • Danny Amendola forlod kampen med en hjernerystelse. Det er bekymrende, fordi han tidligere har været plaget af hjernerystelser. Han er det tætteste Patriots har på en Julian Edelman-klon, og hvis han er ude i længere tid, vil det hæmme angrebet en hel del. Specielt fordi Patriots er meget tyndt besat på receiver-positionen.
  • Hightower forlod kampen med en knæskade – jeg regner med, at det koster ham et par ugers pause. Det er også et alvorligt tab, hvis det holder stik. Der er ingen erstatning. 
  • Devin McCourty var virkelig god og lavede 10 tacklinger (9/1). Men han kunne ikke holde sammen på det bageste forsvar, der blev brændt for store spil. McCourty var selv involveret i det ene, hvor Hill scorede et 75-yard touchdown. Her var kommunikationen med Stephon Gilmore ikke god nok.
  • Nu kan al snak om 16-0 forstumme. Selvom jeg ikke havde regnet med et Patriots-nederlag til Chiefs, så mente jeg aldrig det var realistisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *