Football For Folket!

Blog: Goodell er i sit livs krise

NFL og ligaens commissioner Roger Goodell står med Ray Rice-sagen i en kæmpe, kæmpe krise, der i værste fald kan koste Goodell jobbet. Læs her en analyse.


Roger Goodell er i sit livs krise som NFLs commissioner.

En krise af en størrelse, der kan betyde, at Goodell må tage sit dyre jakkesæt og forlade 345 Park Avenue i New York, hvor han i otte år har regeret som ligaens boss.

For “Ray Rice”-sagen har plettet NFL og dermed Goodell så voldsomt, at han i værste fald ikke kan rejse sig igen fra den storm af kritik, der er blæst ind over liga-hovedkvarteret på Manhattan i de seneste fire døgn. Flere meningsdannere, politikere og skribenter har opfordret Goodell til at gå, og én ejer sagde natten til torsdag til MMQB.com, at han ikke tror, at Goodell kan fortsætte som comissioner.

Det er blot én ejer – og flere andre ejere fortæller samtidig, at de stadig bakker op om den 55-årige NFL-chef, der selv siger, at han ikke har tænkt sig at gå af.

Men alene dét, at en ejer siger noget så dramatisk fortæller alt om, hvor presset Goodell er. Og sådan som sagen har udviklet sig i de sidste 48 timer, kan ingen længere garantere, at Goodell – trods formodet goodwill fra ejerkredsen – ikke ryger ud til højre.

Blødsøden og arrogant
“Ray Rice”-sagen om stjernen og running backen fra Baltimore Ravens, der i februar blev anholdt for et overfald i en elevator på sin daværende forlovede (nu hustru), var allerede en belastning for Goodell, da han i juli idømte Ray Rice to spilledages karantæne for sagen, der er et brud på NFLs adfærdskodeks. Det var en alt for kort karantæne, lød det fra flere sider, og Goodell, der indledningsvis forsvarede dommen med, at Rice havde erkendt at have begået en “forfærdelig fejl”, måtte siden i et brev til de 32 NFL-ejere undskylde, at han havde begået en brøler.

Straffen var for mild, erkendte Goodell. Men skaden var da sket.

For Roger Goodell, der paradoksalt nok har været berygtet for at være alt for hård i uddelingen af sine karantæner, blev kaldt blødsøden og arrogant – og blev stærkt kritiseret for ikke at tage vold mod kvinder alvorligt, når Rice kunne få en mild straf.

Sagen spinnede så mandag totalt ud af kontrol, da TMZ.com kunne offentliggøre en overvågningsvideo, som viser overfaldet. Rice slår tilsyneladende helt umotiveret – som en anden Mike Tyson – sin forlovede ud med et knytnæveslag, og siden trækker han offeret, der er bevidstløs, ud af elevatoren.

Grusomme, forfærdende billeder, der ikke er for sarte sjæle.

NFL havde forinden set overvågningsbillederne af offeret, der bliver trukket ud – en video, der allerede i februar var blevet lækket til pressen, og som i sig selv var rystende.

Kvalmende video
Men NFL havde ifølge Goodell – før mandag – ikke set den nye video af selve overfaldet, som Goodell i et interview med CBS kaldte “kvalmende”, fordi det var så brutalt. Og NFLs respons var at suspendere Rice på ubestemt tid uden dog at fortælle hvorfor, at sagen havde ændret sig så markant, selvom de færreste kunne være i tvivl om, at Rice havde gjort noget forfærdeligt i elevatoren. Rice blev samtidig fyret hos Baltimore Ravens.

Mange stemmer har siden været fremme og konstatere, at Goodells flik-flakken frem og tilbage i sagen har været himmelråbende – og samtidig er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om Goodell og NFL virkelig ikke havde set den video, som et kontroversiel website til gengæld kunne få fat i. Et spørgsmål, der efter min mening er meget relevant at stille.

NFL er nemlig ikke bare en liga, der byder på touchdowns, cheerleaders og stadions med pølser, popcorn og øl. Det er en stormagt internt i USA. NFLs magt og rækkevidde er enorm. De får oftest, hvad de beder om. På den ene eller anden måde.

Hvert hold har en sikkerhedsafdeling, der har en stor og meget detaljeret viden om, hvad der præcist er sket, når en spiller har rodet sig ud i noget snavs i en sen nattetime på en bar i Las Vegas. Eller for den sags skyld i en elevator på et hotel i Atlantic City.

Sikkerhedsfolkene er typisk tidligere CIA- eller FBI-agenter, som stadig har et stort netværk blandt amerikanske ordensmyndigheder, og som er specialister i at skaffe informationer, som ingen troede muligt at skaffe. De kilder, de har, hjælper gerne deres tidligere kollega, der har brug for viden om en specifik NFL-sag, selvom de måske ikke burde hviske det i øret på NFL-manden.

Dertil kommer, at NFLs hovedkvarter også har en sikkerhedstjeneste, NFL Security, der er endnu skarpere og har endnu bedre fangarme. Den tidligere Rams-leder, Tony Softli, har fortalt Draftday.dk, at NFL Security ved “alt”. De ved for eksempel, hvis en draftaktuel spiller har fået en håndfuld parkeringsbøder i college. Men ikke nok med det: Det siges, at hver eneste politiafdeling, der hører hjemme i én af de 32 NFL-byer, har en betjent ansat til kun at tage sig om spørgsmål vedrørende football-forhold i byen. Hvis det er sandt, vil denne betjent efter alt at dømme også kunne give holdene værdifuld information om en verserende sag om en spiller.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar