Football For Folket!

4 spillere der bryder igennem – AFC South

Flere pass rushers kan få det store gennembrud i denne sæson. Et par stykker spiller i AFC South, hvor også en tight end og safety ligner store profiler for 2013-sæsonen.

Med et gennembrud mener vi, at den nævnte spiller for alvor vil spille en vigtig og betydelig rolle for sit hold set over hele sæsonen.

Houston Texans – OLB Whitney Mercilus (1. rd/2012)
Mercilus lavede 6,5 sacks som rookie i begrænset spilletid, så det tal vil næsten med garanti stige. 2012-førsterundevalget starter på den ene outside linebacker-position, og Mercilus’ primære rolle bliver at jagte quarterbacken, og da det er hans force, tror vi, der er store ting i vente.

Læs draftprofil: Whitney Mercilus, DE – Illinois

Indianapolis Colts – TE Coby Fleener (2. rd/2012)
Fleener skuffede i sit første år i NFL med blot 26 receptions og to touchdowns, og han blev bedt om at blokere i store dele af sæsonen. Nu har Colts imidlertid fået Pep Hamilton som offensiv koordinator, og han styrede Stanfords angreb i 2011, hvor Fleener greb 34 bolde for 667 yards og 10 touchdowns.

Læs draftprofil: Coby Fleener, TE – Stanford 

Jacksonville Jaguars – SS Johnathan Cyprien (2. rd/2013)
Cyprien har imponeret voldsomt ved forårets træninger og har til fulde levet op til Jaguars’ forventninger. Den tidligere Florida International-safety vil primært blive brugt tæt ved line of scrimmage, hvorfor han må forventes at lave et hav af tacklinger. Regn dog også med at se den instinktive Cyprien lave masser af spil i opdækning.

Læs også: NFL Draft 2013 Preview: Safeties

Tennessee Titans – LB Akeem Ayers (2. rd/2011)
Som rookie lavede Ayers blot to sacks men i sin anden sæson nedlagde ex-andenrundevalget quarterbacks seks gange. Fem af de sacks kom i den sidste halvdel af sæsonen, og i alt rushede Ayers quarterbacks på næsten en tredjedel af passing downs. Den stærke afslutning lover godt for 2013-sæsonen, hvor Ayers for alvor kan få sit gennembrud.

Læs draftprofil: Akeem Ayers, OLB – UCLA

Skriv et svar