Football For Folket!

Blog: Det svære valg!

Hvordan vælger folkene bag NFL på 3+ aftenens kampe? Få her et helt eksklusivt og unikt indblik i de overvejelser, der ligger bag kampvalget fra Jens Arnborg, der i seks sæsoner var NFL-redaktør og vært på 3+.

Jens Arnborg var fra 2007 til 2012 vært, kommentator og redaktør på Viasats NFL-dækning på 3+. Han har dækket fem Super Bowls og vil i denne sæson blogge på Draftday.dk om NFL – med særlig fokus på football i medierne.

Da jeg var en del af TV3’s NFL-redaktion, modtog vi meget ofte ét bestemt spørgsmål: “Hvordan vælger I, hvilke kampe I viser?”

Ofte havde spørgsmålet en anden indpakning. Det kunne for eksempel lyde “Hvorfor Fanden viser I Packers igen, I bonderøve?”, “NU STOPPER I MED DE COWBOYS-KAMPE!!!!!!!!!!!!!!” eller “Brady er mega klam!”

Kampvalget er et hedt emne blandt de danske NFL-seere og omdrejningspunktet for denne blog.

Lad mig lige starte med at indskyde, at jeg i skrivende stund ikke kender TV3+’s kampvalg i week 4. Jo, jeg ved selvfølgelig, at de viser kampen fra Wembley klokken 19, men jeg ved ikke, hvilken kamp der vises på TV3+ klokken 22:25.

Fire valgmuligheder
Nuvel, i de fem år jeg var en del af NFL-redaktionen på TV3+, blev vi hver uge tilbudt to 4 pm-kampe af NFL International. Vores opgave var så at vælge, hvilken af de to kampe vi skulle vise på TV3+ (vel vidende at vi med dette kampvalg ville komme til både at glæde og skuffe mange).

I 98 procent af tilfældene fik vi tilbudt de oplagte kampe – altså de rigtige topkampe med de bedste hold. Men det skete altså også en meget sjælden gang, at vi måtte vælge mellem to knap så interessante kampe.

Typisk fik vi valgmulighederne 10-12 dage inden kampdagen, men i de sidste spillerunder inden playoff trak NFL International den ganske fornuftigt til efter weekenden.

Med mindre der er sket ting og sager siden min exit i 2012, har Levy og co. altså i forrige uge modtaget en mail med valgmulighederne for i aften. De fire kampe, der spilles klokken 4:05/4:25 pm er SD-DAL, DEN-PHI, TEN-NYJ og OAK-WAS, så mon ikke TV3+ er blevet tilbudt de to første?

Under alle omstændigheder skal TV3+ nu overveje både for og imod de enkelte kampe, og en lang række faktorer spiller ind i den forbindelse:

Hvordan er hypen?
1. Hvor vigtige er de enkelte kampe? En kamp, hvor begge hold har noget at spille for, vil 19 ud af 20 gange blive valgt før en kamp, hvor kun det ene hold har noget at spille for. At have noget at spille for vil i denne sammenhæng typisk betyde, at kampen er afgørende for et holds chancer for at komme i playoff.

2. Er det “store” hold set over en kortere årrække? For 5-10 år siden var det eksempelvis ikke voldsomt interessant at vise SF. Det er det nu. Med en NFC-finaleplads i 2011-sæsonen og et nederlag i Super Bowl sidste år, har de bragt sig selv i én af førerpositionerne i NFL. Dem vil man gerne vise – og dem vil man gerne se.

LÆS OGSÅ: Blog: Den perfekte NFL-udsendelse?

3. Hvordan er “hypen” omkring holdene? Det kan være både negativ eller positiv hype. Et hold, der er 6-6, kan eksempelvis være brandvarmt, hvis de knap to måneder tidligere var 0-6.

Omvendt kan et hold, der har tabt seks i streg og er gået fra top til bund i divisionen også være interessant at vise – især hvis der er gode historier forbundet med det: En stjernequarterback, der måske skal bænkes. En head coach, der risikerer fyring. En sæson, der kan tabes på gulvet, selv om alle sagde, at holdet ville gå i Super Bowl. Kampe med hypede hold er der masser af kød på. De er sjove at vise. Vi så det også med Dolphins, da de “introducerede” wildcat-systemet for et par sæsoner siden.

4. Er der andre faktorer, der spiller ind? Måske mødes to hold med en årelang rivalisering. Måske mødes Manning-brødrene. Måske er det en revanchekamp ift. sidste sæsons Super Bowl.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar