Football For Folket!

3 tanker: Nyt nederlag til Cowboys – slutspillet er langt væk

Philadelphia Eagles slog søndag Dallas Cowboys med 33-27 efter overtid. Wide receiver Jordan Matthews scorede det afgørende 41-yard touchdown kort inde i overtiden. Running back DeMarco Murray var for første gang tilbage i Dallas og besvarede med 161 totale yards og en scoring. Quarterback Matt Cassel kastede tre touchdowns, heraf to to Cole Beasley, men lige lidt hjalp det for Dallas, der nu er 2-6.

Murray leverede stor mod sit gamle hold
Murray har haft en svær start på sæsonen, men han leverede til fulde, da han returnerede til Dallas, hvor han spillede de første fire år af karrieren. Den 27-årige running back scorede et touchdown, løb 18 gange for 83 yards (4,6 yards pr. carry) og greb seks bolde for 78 yards, og han var en vigtig faktor i Eagles’ sejr. Blandt andet hamrede Murray et 20-yard løb af i overtiden, og i det hele taget må det have været en stor lettelse for running backen, at han præsterede mod sit gamle hold. I offseason fravalgte Cowboys selv at holde på Murray, og de har siden haft store problemer på positionen. Murray har ikke haft den letteste start hos Eagles, og man kan diskutere om systemet er optimalt til hans spillestil, men søndag ramte han sit høje niveau på det bedst tænkelige tidspunkt. 

Dez Bryant er tilbage
Cowboys kan glæde sig over, at Bryan er tilbage for fuld styrke, eller i hvert fald noget der ligner. Bryant, der missede fem kampe på grund af en brækket fod, greb fem bolde for 104 yards og et 18 yard touchdown. Desuden viste Bryant med et 51-yard catch, at rusten allerede er ved at være væk. På det catch løb Bryant sig fri på en flot rute, greb bolden ved sidelinjen og zig-zaggede modsat, inden han blev tacklet. Det er ekstremt vigtigt for Cowboys at Bryant er tilbage, hvis de på nogen måde skal gøre sig håb om slutspil.

Dallas har tabt seks i træk
Og netop slutspillet synes nu langt væk og et stykke ude i horisonten for Cowboys. Nederlaget til Eagles var Cowboys’ sjette i træk, og så mange kampe i træk har Dallas ikke tabt siden 1989. Cowboys har tabt alle kampe, siden quarterback Tony Romo blev skadet, og han misser mindst én kamp mere. Hvis Cowboys også taber ude mod Tampa Bay Buccaneers i næste uge, så vil de med 2-7 være meget, meget langt fra slutspillet. Det ser skidt ud for texanerne…

Skriv et svar