Blog: 8 kommentarer til 11. runde

*** Detroit Lions har været én af sæsonens store skuffelser, men Lions har dog haft succes, når kampen er nået ind i sin sidste periode.

I fjerde quarter i 2012 har Lions i sæsonens første ni kampe scoret i alt 118 point, og det er faktisk næstflest point i fjerde quarter efter ni kampe i hele NFL-historien. Kun Buffalo Bills anno 1990 (119 point) har scoret flere point i fjerde periode.

Og det er interessant forud for søndagens opgør mod Green Bay Packers. For Packers har nemlig været uhyggeligt dygtige til at undgå at se kampen ryge af sporet inden afgørelsens kvarter. I 59 kampe i træk – slutspillet inklusiv – har Packers ved indgangen til fjerde quarter været foran, været helt lige med modstanderen eller kun været bagud med mindst én scoring.

Hvis Green Bay på søndag endnu engang oplever, at modstanderen ikke er trukket fra inden 4. quarter, og hvis Green Bay heller ikke selv har fået en komfortabel føring på Ford Field, vil det hele blive afgjort i de sidste 15 minutter. Og netop i de afgørende minutter er Lions altså skarpe.

*** Tampa Bay Buccaneers‘ angreb er glohedt i øjeblikket.

Offensiven, der for nylig mistede All-Pro-guard Carl Nicks til en skade, har været fremragende i de seneste fem uger, hvor Bucs har snittet hele 33,6 point pr. kamp, selvom Buccaneers blandt andre har mødt tre top 13-forsvar (Chargers, Vikings og Chiefs). Undervejs er det blevet til fire sejre, og søndag ude mod kriseramte Carolina Panthers kan den femte sejr i seks kampe meget vel komme. Det vil i så fald føre til Buccaneers’ første fire sejres-stribe siden 2008.

Buccaneers’ angreb er nu så stærkt, at det fører hele NFL i yards pr. spil (6,21) og er nummer to i antal scorede point pr. opgør (28,9) kun overgået af Patriots.

Det er nye tider i Tampa Bay, der ellers altid har været mest kendt for deres forsvar, men som nu har ét af NFLs mest eksplosive angreb anført af en “franchise quarterback” i Josh Freeman. I de seneste fem kampe har Freeman kastet 13 touchdowns og bare én interception – og den kom for 151 kast siden. Freeman har i den periode nettet en passer rating af hele 115,9 point, og ifølge Draftday.dk’s gennemgang havde Freeman før 5. spillerunde aldrig nettet flere end to 100 point passer rating-kampe i træk i karrieren. Nu har han indtil videre haft fem af de præstationer i træk. Og han har allerede kastet flere touchdowns i “red zone” end i hele 2011.

Så Freeman er hot, men han får også masser af hjælp fra ikke mindst wide receiver Vincent Jackson og rookie-running back Doug Martin samt Mike Williams, Dallas Clark og Tiquan Underwood.

Jackson kom inden sæsonen til Tampa på en femårig, 55 millioner dollars-stor aftale, og hans tilstedeværelse som en sand første-receiver, som Freeman kan regne med, har hjulpet den 24-årige Freeman, der under den nye offensive koordinator. Mike Sullivans ledelse, er blomstret op. Freeman har lavet færre dumme beslutninger end tidligere og har virket langt mere selvsikker.

Doug Martin mangler blot 138 yards fra at blive den 11. spiller i Buccaneers’ historie, der løber for 1000 yards i en sæson, og førsterundevalget fra april-draften har alt, hvad Buccaneers håbede på, og mere til. Head coach Greg Schiano har erklæret, at angrebet er bygget op efter sine running backs, og derfor er Martin en vigtig brik.

Martin er en hårdfør running back, der har været dygtig til at få yards efter kontakt. Han er ifølge ESPN Stats & Information nummer tre i NFL med 376 rushing yards efter første kontakt, og 43,6 procent af Martins 862 yards er kommet efter første kontakt. Martin er på vej mod flere end 1500 rushing yards – og det er absolut forståeligt, at han lige nu ofte bliver nævnt i samme sætning som Andrew Luck, Robert Griffin III og ordet “Offensive Rookie of the Year 2012”.

Samtidig skaber Martins succes og modstanderens større fokus på ham muligheder for Freeman, som bliver bedt om nogle gange i løbet af en kamp at gå dybt. Og her har han været effektiv. Freeman fører nemlig NFL med 19 completions af mindst 20 yards, mens Jackson fører NFLs receivers med 10 completions af mindst 20 yards.

*** Cincinnati Bengals‘ Geno Atkins kan godt begynde at overveje, hvad han vil købe af store, dyre ting.

For efter sæsonen kommer den smidige, hurtige defensive tackle sandsynligvis til at sætte sin signatur på en ny aftale, der gør ham til mangemillionær og én af historiens bedst betalte defensive tackles. Atkins er allerede én af NFLs allerbedste defensive tackles, men spiller stadig på den rookie-aftale, han indgik i 2010, hvor han var et fjerderundevalg fra University of Georgia. Aftalen sender “kun” 540.000 dollars ind på lønkontoen i 2012 og 1,4 millioner dollars ind på kontoen i 2013, før den udløber.

Men mon ikke Bengals i løbet af 2013 vil betalte i dyre domme for at forlænge med holdets absolut bedste forsvarsspiller? Den 24-årige spiller, som, nogle eksperter mener, er på vej til at blive den bedste “three technique”-lineman siden Warren Sapp. har nemlig i tre sæsoner lavet samlet 17,5 sacks herunder syv i år. Fortsætter Atkins sit tempo i de resterende syv opgør vil han lave 12 sacks for sæsonen – kun én fra Bengals-rekorden for flest sacks i en sæson (sat af Eddie Edwards med 13 i 1983). Han er ganske enkelt en stjerne in spe, der har en enorm betydning for Bengals’ defensiv, som søndag skal stoppe Kansas City Chiefs‘ svage offensiv.

Det ventes, at Atkins inden længe kan se frem til en aftale, der i gennemsnit giver ham hele ti millioner dollars om året.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *