Blog: 8 kommentarer til 11. runde

*** Forud for den afgørende periode af den regulære sæson – den sidste, lille halvdel – kan Dallas Cowboys trods en skuffende sæsonindledning glæde sig over, at holdet har fem opgør på Dallas Cowboys Stadium i de sidste syv kampe, og at fem af modstanderne p.t. har en “losing record”.

Så mulighederne er der for Dallas, der søndag med en hjemmesejr mod Cleveland efterfulgt af endnu en hjemmesejr næste torsdag på Thanksgiving vil være blot en halv sejr fra New York Giants i toppen af NFC East inden Giants’ opgør i 12. spillerunde. Giants sidder over i 11. spillerunde, men er inde i en spillemæssig krise.

Mange hjemmekampe er normalt godt og positivt, men for Dallas Cowboys har det faktisk ikke været bedre at spille hjemme end ude. Tværtimod.

I denne sæson har Cowboys nemlig tabt to af tre hjemmebaneopgør, men har vundet og tabt lige mange (tre) udeopgør. Og daterende tilbage til og med 2010-sæsonen har Dallas kun vundet otte af 19 hjemmebaneopgør. Og i den periode har Cowboys faktisk vundet procentvis flere udebaneopgør (45,5 procent) end hjemmebaneopgør (42,2 procent).

Men forude venter altså fem opgør i egne rækker – begyndende med søndagens kamp mod Cleveland Browns, som er en “must win game” for Dallas Cowboys, hvis holdet vil i slutspillet i 2012.

*** Det vakte opsigt, da Washington Redskins i marts på førstedagen af free agency-perioden hentede to wide receivere til den amerikanske hovedstad foran næsen på flere andre interesserede bejlere. Men efter godt en halv sæson har de store investeringer, der skulle hjælpe rookie-quarterback Robert Griffin III, skuffet.

Pierre Garcon skiftede fra Colts til Redskins på femårig aftale til 42,5 millioner dollars, der i gennemsnit er 8,5 millioner dollars værd om året, og Josh Morgan tog turen fra San Francisco til Washington på en toårig aftale til 11,5 millioner dollars.

Resultatet indtil videre er samlet 37 catches for 462 yards og ét eneste touchdown – skuffende og langt under det forventede niveau.

Morgan har i ni kampe grebet 29 catches for uprangende 309 yards og nul touchdowns – svarende til middelmådige 10,7 yards pr. catch. Han har kun nettet to completions af mere end 17 yards, og den længste er en 21-yarder, og den eneste gang i denne sæson, hvor han har vakt opsigt, var, da han i 2. spillerunde mod St. Louis i raseri kastede bolden efter Rams’ Cortland Finnegan og trak en tåbelig 15 yard-straf, der sendte Redskins uden for field goal-afstand og muligheden for at udligne Rams’ føring. Sagt med andre ord har Morgan trukket mere negativ end positiv fokus til sig.

Garcon har fået sæsonen spoleret af en fodskade, men nu er han tilbage på træningsbanen og kan måske spille søndag mod Philadelphia Eagles. Garcon indledte sæsonen med fire catches for 109 yards og et touchdown, men har samlet i tre kampe kun nettet otte catches for 153 yards og det ene touchdown.

Skaden er selvfølgelig den overskyggende historie om Pierre Garcons 2012-sæson, men uden for banen har han samtidig irriteret flere lokale journalister ved ikke at ville tale med dem, selvom NFLs medieregler kræver det. Head coach Mike Shanahan har endda måttet tage en snak med Garcon for at få ham i tale.

Uanset hvad er status for Redskins, at hverken Morgan eller Garcon endnu har været den playmaker, som Robert Griffin III med rette kunne forvente, at mindst én af dem ville være. Det er naturligvis endnu for tidligt at slå fast, at de to investeringer er fejlslagne, men for et franchise, der gennem tiderne har floppet med free agency-tilføjelser som Bruce Smith, Deion Sanders, Jeff George og Dana Stubblefield, kommer tvivlen ikke ligefrem Dan Snyders mandskab til gode.

*** Man skal helt tilbage til den 8. oktober 2006 for at finde den sidste gang, at Byron Leftwich vandt en kamp som starter i NFL.

Dengang spillede quarterbacken for Jacksonville Jaguars, modstanderen fra New York Jets blev sendt hjem fra Florida med et ydmygende 41-0-nederlag, og Leftwich var på toppen af karrieren.

Men siden har Leftwich tabt alle seks kampe som starter (inklusiv den seneste i 2009), og når han søndag står bag center hos Pittsburgh Steelers, der møder ærkerivalerne fra Baltimore Ravens, vil der være gået hele 2233 dage siden Leftwichs sidste sejr. Det vil – med en sejr – være sjetteflest dage i NFL-historien mellem den seneste og nyeste triumf.

Så Byron Leftwich trænger uden tvivl til en triumf, og Steelers kan være fortrøstningsfulde ved tanken, at holdet kan vinde uden manden, som Leftwich afløser, den skulder- og ribbenskadede superstjerne Ben Roethlisberger. Tilbage i 2010 sad “Big Ben” ude i sæsonens første fire kampe med en karantæne, men Steelers vandt alligevel tre af de fire kampe med Dennis Dixon og Charlie Batch som de to afløsere.

Det skyldtes dengang ikke mindst, at forsvaret trådte ekstra i karakter og kun tillod 12,5 point pr. kamp i de fire opgør. Men det kan forsvaret gøre igen i en kortere eller længere periode med Leftwich som førstevalg. For i de sidste fire kampe har Pittsburghs stærke forsvar kun tilladt 15,5 point pr. kamp, kastedefensiven er p.t. NFLs bedste, og løbeforsvaret er NFLs femtebedste. Og allerede søndag mod Ravens venter et angreb, der er som nat og dag hjemme og ude – ikke mindst hvad angår store spil. På M&T Bank Stadium snitter quarterback Joe Flacco hele 9,32 yards pr. kast. Ude er snittet på sølle 5,29 yards pr. kast.

Så kan defensiven gøre en forskel, og kan løbeangrebet bestående af Rashard Mendenhall, Isaac Redman og Jonathan Dwyer skaffe mange yards langs jorden og undgå at bringe Leftwich i for mange “three and long”-situationer, kan Steelers selv uden “Big Ben” besejre Baltimore.

Og så vil 32-årige Leftwich søndag på Heinz Field kunne juble over sin første sejr som starter i 319 uger.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *